13.09.2013
Artikel

Fra feminisme til favorisme

Af Hans Bonde

KRONIK

I 1949 kritiseredeSimone de Beauvoir i sit hovedværk “Det andet køn” de undertrykkende kønsroller, der udskiller kvinden som “den Anden” i forhold til manden. Det interessante i dag er, at udskilning af kvinden som “den Anden” nu sker på foranledning af feminismen selv, der ønsker særstatus for kvinder i konkurrencen med elitens mænd. Kønnene skal formes fra oven. Via favoriseringer af kvinder skal der nu skabes “kønsbalance” med henblik på “fair” andele til de to køn inden for forskellige sektorer såsom politik, arbejdsliv, kulturliv, universiteter og elitesport.

Ligestillingsbegrebet har umærkeligt forandret sig fra at betyde ligestilling i udgangspunktet til at betyde ligestilling i slutresultatet. Elitens kvinder skal nu skubbes frem til et timeters­forspring i 100-meterløbet, så der samlet set kommer lige mange mænd og kvinder først over målstregen. Hvor rettigheder tidligere var noget, der tilhørte individet, er det nu grupper såsom kønskollektiver, der tildeles rettigheder, der skal sikre dem procentvis repræsentation på samfundets topniveauer. Min bog, “Fordi du fortjener det – fra feminisme til favorisme”, er et forsøg på at rejse en debat om denne mekanisme, før den er blevet indført overalt.

Det lette kavaleri
For Helle Thorning-­Schmidt betød ønsket om mange kvinder i regeringen, at der ved sammensætningen af den nye regering i 2011 gennemførtes en symbolpolitik med flere relativt uerfarne, unge kvindelige ministre. Sagen er, at de seneste både blå og røde regeringer har haft som princip at sigte mod en ligelig kønsfordeling af ministre, og hele min bog handler om, at man skal tage udgangspunkt i individ, talent og erfaring, ikke i køn, hvilket kan skade demokratiet og på sigt også kvinder, der risikerer at blive betragtet som “det lette kavaleri” i alle sammenhænge, der bygger på en sådan kønsrepræsentation.

Helle Thorning-Schmidt erkender, at der indgik en klar kønskomponent i promoveringen af hende selv, fx når hun udtrykker, at hun blev valgt, også “fordi hun er kvinde”. Med hensyn til udpegning af andre ministre på baggrund af køn udtrykker Thorning i sin selvbiografi på spørgsmålet, om der ville blive en kvote for antallet af ministre i hendes nye regering: “Jeg kan ikke forestille mig en regering uden reel ligestilling. Jeg så også meget gerne, at vi fik flere synlige indvandrerpolitikere, også gerne som ministre”.

Regeringer, der altså selv er sammensat på baggrund af kønsrepræsentation, går herefter ud og skubber til både offentlige og private institutioner for også at få dem til at forpligte sig på øget repræsentation af kvinder på alle ledende niveauer.

“Sund kønsbalance”
Også inden for det offentlige presses der på for at skabe en, som det kaldes, “sund kønsbalance”. Her kan nævnes et par eksempler fra landets største arbejdsplads, Københavns Kommune, hvor det feministiske flertal i borgerrepræsentationen og de fem unge kvindelige borgmestre er rørende enige om værdien af kønsrepræsentation: 1) Forsøget på i 2010 at indføre et princip om, at topledere skulle have personlige bonusser, hvis de ansatte kvindelige ledere inden for deres ressort, og 2) kommunens charter for flere kvinder i ledelse, hvor målet er 40 % deltagelse af det “underrepræsenterede” køn, bl.a. opnået via et væld af procedurer, herunder at undgå at “opstille mange specifikke krav til den ønskede kandidats erfaringer og kompetencer”. Fælles for både minister- og borgmesterposter er i øvrigt en form for paternalisme, hvor ældre ofte mandlige departementschefer eller direktører med årtiers erfaring på højeste politiske niveau står klar bag de funklende kvindelige politikere.

Ligesom så mange andre virksomheder har DM’s hovedbestyrelse vedtaget at tilslutte sig dogmet om 40 % kvinder i bestyrelser. Og alle beslutninger i DM skal kønsvurderes: Hvilke konsekvenser har en given beslutning for ligestillingsaspektet – så kvinder ikke forfordeles, forstås.

Også på universiteter som Aarhus og København indføres der regler om kønsrepræsentation, der bygger på, at institutter og fakulteter skal forgyldes med millionbonusser, hvis de ansætter kvindelige lektorer og professorer. Herved tilsidesættes fagligheden, mænd diskrimineres, og kvinder reduceres til svage ansatte, der paternalistisk skal hjælpes med at blive professorer af universiteternes grand old men. 

Tendensen til at skabe en kvindelig parallelkultur ses ikke kun i kravet om bedre “kønsbalance” hvad angår kunstneriske hovedroller, lederstillinger, kunstindkøb og støttemidler inden for kultur og videnskab, men også ved skabelsen af en separat kvindelig prisstruktur. Kvinder skal nu ikke kun kunne tildeles priser i åben konkurrence, men også i en særlig beskyttet kvindekategori som fx Årets Kvindelige Komponist eller Årets Kvindelige Iværksætter. Man er ved at indstifte en form for kønsopdeling, hvor der er priser for musik, og så er der priser for kvinder i musik. Minder det ikke om golfsportens handicap, hvor kvinder ikke behøver at konkurrere på lige fod med mænd for at kunne “vinde”?

Fælles neutralt medborgerideal
Men er det da ikke rigtigt, at kvinder holdes nede af et “glasloft”, når de søger mod samfundets top? Ifølge økonomiprofessor Nina Smith går mange kvinder ikke “efter chefjobbene med de højere lønninger, men engagerer sig i at tage sig af børnene, har mere fravær, tager syge- og omsorgsdage, deltid og lang barselsorlov”. Alt tyder på, at mange kvinder er glade for den arbejdsfordeling, der finder sted med hensyn til familie og karriere, for mændene deler jo lønnen med kvinderne, således at danske kvinder samlet set har højere ækvivaleret disponibel indkomst end mænd. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet har vist, at færre kvinder end mænd går ind for øremærket barsel til mænd. Det er også typisk kvinder, der stemmer på partier, der kæmper for velfærdsstaten med alle dens kvindelige velfærdsordninger. Et sigende eksempel er de kvindelige folketingspolitikere, der i september 2010 stemte for et helt års barselsorlov med fuld løn (648.000 kr.) til sig selv.

Hvis kønsrepræsentationen åbner sluserne for, at alle andre særgrupper også skal tildeles repræsentation, vil vi vende tilbage til en form for standssamfund, der vil splintre oplysningens ideal om, at mennesket optræder først som statsborger og siden med alle hånde andre særidentiteter. Selv mænd vil begynde at kræve rettigheder som et kønskollektiv. Allerede nu er der tegn på, at skilsmissefædre kræver en øget andel af fædre med forældremyndighed og bopælsret til barnet, hvilket vil ramme kvinder, hvor det gør mest ondt.

Samfundet risikerer at blive revet i stykker af særinteresser, hvor gruppers særlige kendetegn bliver opfattet som afgrundsdybe forskelle, som statsmagten må anerkende i form af særregler. Samfundets sammenhængskraft står og falder med dets evne til at fastholde et fælles neutralt medborgerideal, hvor statsmagten og institutionerne tildeler alle borgere samme sociale rettigheder og pligter.

Inden for feminismen joker man af og til med mænds taburetklæberi ved at fremhæve Groucho Marx’ bevingede ord: “Undskyld frue, jeg ville gerne give Dem min stol, hvis det ikke var, fordi jeg selv sad på den.” Det er et sjovt citat, men jeg vil alligevel opfordre Groucho til at blive siddende, indtil der kommer en kvindelig komiker, der virkelig er bedre end ham, og ikke bare fordi hun er træt i benene, eller fordi det er hendes tur til at indtage pladsen – eller fordi “hun fortjener det”.