Rikke Scimemi Jensen blev fyret, da hun fik konstateret en bipolar lidelse. Foto: Rie Neuchs
16.08.2013
Artikel

Diskvalificeret af sin arbejdsplads

En kollegas langvarige kræftbehandling kan være nemmere at håndtere end en kollega, der rammes af en psykisk sygdom. Rikke Scimemi Jensen oplevede både tabuerne og tavsheds- og forlegenhedsmuren, da hun blev indlagt på psykiatrisk hospital. Og så blev hun fyret.

Af Pernille Siegumfeldt
Når Rikke Scimemi Jensen i dag ser tilbage på de sidste syv år af sit liv, er hun ikke i tvivl:

“Jeg har i lange perioder befundet mig i en tilstand af hypomani. Og da den slog over i mani, sov jeg kun ganske få timer hver nat og kunne overkomme det mest utrolige uden at skænke det en tanke. I det sidste halve år gik jeg amok på vilde shoppingture og arrangerede den ene date efter den anden, så snart mine børn var afleveret hos deres far. Jeg var en sprudlende, energisk og nærværende mor for min søn og min lille datter – og så klarede jeg også et par ekstrajob ved siden af min fuldtidsansættelse som underviser i dansk. Jeg var aldrig træt. Man bliver en populær medarbejder, når man kommer med sin maniske energi og er snakkende, udadvendt og inspirerende, så jeg følte jo også, at jeg i den grad fortjente alt det, jeg var ude at købe”, fortæller hun.

Kroppen og sindet sagde fra en efterårsdag sidste år, netop som den 42-årige cand.mag. i dansk og musik tog hul på en helt almindelig arbejdsdag på Studieskolen i København, hvor hun på fjerde år underviste indvandrere i dansk.

“Jeg var bloddonor og havde givet blod samme dag. Pludselig var jeg ved at besvime foran klassen. Jeg kunne ikke rigtigt få hold på mig selv igen og forstod ikke, hvad der foregik. Jeg kunne ikke lide det, men vidste samtidig ikke, om jeg skulle aflyse undervisningen eller bare sætte mig ned i fem minutter. Jeg endte med at tage hjem, og så græd jeg. Dybt og længe og ukontrolleret. Og det blev ved og ved”.

Nødvendig debat
Der var ingen tøven hos Rikke Scimemi Jensen, da Magisterbladet henvendte sig for at få et interview. Heller ikke, selv om hun i løbet af det sidste halve år har været igennem en livsomvæltende karruseltur, der kan tage vejret fra de fleste.

En konsultation ved sin læge, nogle dage efter at hun måtte gå hjem fra arbejde, resulterede i en fem måneder lang indlæggelse på psykiatrisk hospital, to af månederne helt isoleret, også fra sine små børn, som hun i samråd med familien valgte at sende ned til deres farmor og farfar i Italien. Midt i den svære depression fik hun den chokerende diagnose – hun var maniodepressiv (i dag bruger man betegnelsen bipolar sindslidelse) – og den 20. februar i år kom så yderligere brevet fra hendes arbejdsgiver: en afskedigelse begrundet i langvarig sygdom. 

Det er imidlertid ikke et kuet offer for en uretfærdig verden, der denne sommerdag indtager sin hellefiskesalat på Café Gavlen på Nørrebro. For selv om Rikke Scimemi Jensen ikke har behov for at blæse ud i alle verdenshjørner, at hun kæmper med en bipolar sindslidelse, så er hun sig meget bevidst, at hendes historie kan bruges som et vigtigt indspark i en nødvendig debat om, hvordan arbejdsmarkedet og omverdenen tackler ansatte, kolleger og medmennesker med psykiske lidelser. 

“Jeg er så træt af tabuproblematikken og ærgrer mig, hver gang jeg møder en mur af forlegenhed eller tavshed. Jeg har jo oplevet på egen krop, at det faktisk er nemmere for folk at håndtere, hvis en person gennemgår et alvorligt og langvarigt sygdomsforløb som fx kræft. Og så synes jeg ikke mindst, at det er meget, meget ærgerligt og trist – og måske mest baseret på uvidenhed – at jeg, første gang jeg er sygemeldt i en lang periode, bliver diskvalificeret af min arbejdsplads”, siger Rikke Scimemi Jensen.

“Det kan godt være, at også jeg selv ville være nået til den erkendelse, at det er uholdbart at have en underviser ansat, der er maniodepressiv, fordi det kan være fremmende for min lidelse, at jeg i perioder har meget intensive undervisningsforløb med skæve arbejdstider. Men jeg ville godt have haft en chance til. Jeg synes principielt, at alle, der oplever at gå ned med mentale helbredsproblemer, skal have en chance til. Der er flere, der fortæller mig, at man faktisk godt kan leve med en bipolar lidelse som min uden tilbagevendende sygdomsperioder”, forklarer Rikke Scimemi Jensen.

Et farligt no-go
Hendes største udfordring lige nu – ud over at hun ikke får løn efter 1. august – er manien.

“Det er en proces for mig at finde ud af, hvornår jeg er neutral, og hvornår jeg er i hypomani eller er submanisk. Jeg har måske fået den lidelse, der kan være sjovest – uden at underkende, at den også kan være stærkt belastende. Det er svært at forstå, at man er inde på et forkert spor, når man er udadvendt og glad og energisk. At det smukke maniske felt er et farligt no-go, ikke mindst fordi intensiteten i det også fascinerer andre, og ingen derfor sætter en stopklods op for mig”, forklarer hun.

Juridisk set gjorde hendes arbejdsplads intet forkert, da hun per brev modtog sin opsigelse, mens hun var indlagt på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afsnit.

“Jeg blev dog ikke varslet, og fyringsforløbet blev sat i gang, inden jeg havde en chance for at handle på det. Jeg talte ikke med min leder på noget tidspunkt, han kontaktede mig ikke, men kommunikerede via formelle breve, så jeg følte mig totalt afkoblet. Det “talte ord” ville have været dejligt i min situation. I stedet blev jeg behandlet som et råddent æg. Det er meget mærkeligt, når man har været en værdsat underviser i flere år et sted, men det siger nok en del om den usikkerhed, mange møder en med, når de ved, man har psykiske helbredsproblemer. De ved ikke, hvordan de skal tackle det”, konstaterer Rikke Scimemi Jensen.

“Psykiatrisk afdeling holdt særligt øje med, hvordan jeg ville reagere i dagene efter, at jeg havde modtaget brevet. Jeg var dog kommet mig så meget, at jeg kunne foretage det valg, at jeg ikke ville være et offer. I stedet inviterede jeg mine kolleger til en afskedsfest, som foregik på skolen. I modsætning til ledelsen fik jeg rigtig mange dejlige og varme tilkendegivelser fra dem i løbet af mit sygdomsforløb, så jeg ville gerne sige ordentligt farvel”.

At tøjle manien
Det var en befrielse for hende at tage styringen på den måde, og det har givet hende kræfter til at komme videre. I øjeblikket er Rikke Scimemi Jensen et sted i sit sygdomsforløb, hvor hun er i tæt dialog med lægerne om doserne af medicin og anden behandling. Meget beskrivende forklarer hun, hvordan hun har fået doseret sit indtag af litium og et andet stemningsstabiliserende middel, så hun hverken er for sløv eller for speedet, men klar nok i hovedet til at blive interviewet. Til gengæld ved hun også, at hun, selv om hun ikke føler sig træt her og nu, nok klasker sammen af udmattelse, når hun er hjemme i lejligheden i Vanløse igen.

Det har også været på tale med endnu en indlæggelse, fordi Rikke Scimemi Jensen befinder sig for meget i det submaniske felt. Det er i det hele taget en proces at finde en balance, så hun ikke falder tilbage i depressionen, men samtidig tøjler manien.

“Jeg kan regulere min tilstand en del alene ved at sove regelmæssigt og lade være med at have for mange udadvendte aktiviteter lige i rap. Og så kan man gøre utroligt meget med medicin i dag”, understreger Rikke Scimemi Jensen.

Hun synes selv, hun er i et ingenmandsland lige nu, hvor en ny virkelighed skal til at gro.
“I øjeblikket skriver jeg på en bog om det forløb, jeg har været igennem. Jeg vil gerne finde et arbejde, der ikke skubber til min mani, så jeg igen kommer ind i et forkert spor. Jeg tror på, at det nok skal lykkes for mig”.