Lykke Friis skal som ny prorektor for uddannelse på KU højne uddannelseskvaliteten. Foto: Scanpix
16.08.2013
Artikel

Nu skal undervisningen prioriteres

Undervisningen har været nedprioriteret i flere år, mens KU’s ledelse har haft blikket stift rettet mod fusioner og implementering af den ny universitetslov. Ny prorektor for uddannelse Lykke Friis skal rette op på miseren. Det er på høje tid, mener DM Studerendes formand.

Af Pernille Siegumfeldt
Det var ikke bare en tilbagevenden til det samme sæde, som hun i 2009 forlod til fordel for en ministerpost i VK-regeringen, da Lykke Friis den 1. august igen satte sig til rette i pro­rektorkontoret på Københavns Universitet. 

Denne gang bliver uddannelse hendes hovedansvarsområde, og dermed sætter universitetet en tyk streg under den satsning på mere kvalitet i undervisningen, som rektor Ralf Hemmingsen allerede har lagt adskillige spor ud for.

Blandt andet har universitetet afsat 32 millioner kroner til kompetenceudvikling af universitetets undervisere, og de studerende på bachelorniveau er blevet lovet minimum 12 undervisningstimer. 

Lykke Friis selv har ikke som udgangspunkt tænkt sig at gå reform-amok med yderligere 1.000 nye kvalitetsprojekter af egen opfindelse. 

“Min opgave bliver at løfte uddannelseskvaliteten over hele linjen, så Københavns Universitet også i fremtiden kan konkurrere globalt, og så skal universitetet efterkomme det politiske ønske om at uddanne vores studerende mere målrettet til arbejdsmarkedet. De unge skal ikke ind i en snæver plovfure, hvor de opfatter sig som tilhørende ét institut eller ét fakultet, når de starter på KU. De skal uddanne sig tværfagligt, i langt højere grad end tilfældet er i dag, og se universitetet som ét universitet”, siger Lykke Friis.

Sidst hun færdedes på universitetet i 2006-09, var et godt studiemiljø også et brændende varmt emne.

“Dengang handlede det meget om, hvordan vi fandt plads i budgettet til trådløst netværk og behagelige møbler, så de studerende også havde et ordentligt mødested uden for auditorierne. I dag går kvalitetsdiskussionen på, hvordan man på en og samme tid skaber tilbud til en 40 årig med to børn og en 18-årig hurtigløber, der måske gerne vil tage nogle ekstra sprogkurser og meget gerne udveksles til et af de bedste amerikanske universiteter. Jeg går ikke ind for ensretning og mener, at vi skal kunne rumme begge dele”, pointerer Lykke Friis.

Kvalitet, ikke kvantitet
I pressemeddelelsen i forbindelse med hendes udnævnelse fremhævede Ralf Hemmingsen Lykke Friis’ evner som politisk brobygger og hendes forudsætninger for at styrke de internationale relationer. Det anser hun også selv for vigtigt.

“KU skal blive bedre til at tiltrække de bedste forskere, fx med EU-midler. 25 procent af KU’s budget er eksterne midler, og det bliver en af mine vigtigste ledelsesopgaver at sørge for, at KU er en attraktiv arbejdsplads for forskere fra hele verden, men også at det giver et afkast i form af fantastiske uddannelsestilbud,” siger Lykke Friis. 

Mette Thygesen, der er formand for DM Studerende, tager positivt imod de nye uddannelsesinitiativer på KU. Men der venter Lykke Friis et stort arbejde på et forsømt område, så hun vil godt vente lidt, før hun klapper i hænderne.

“Jeg kan godt være bekymret for, at de skruer op for forelæsningerne med den ene hånd og ned for vejledningen og holdundervisningen med den anden, for vores kontakt til underviserne er i forvejen for ringe”, siger Mette Thygesen, der også mener, at kandidatuddannelserne trænger til et kraftigt løft.

“Man har også brug for tæt akademisk sparring, på det tidspunkt hvor kravene får yderligere et hak”, pointerer DM Studerendes formand.