Foto: Colourbox
14.06.2013
Artikel

– så kom dog i gang!

Lektorer, Danmarks Lærerforening, lærere i hele Danmark

Af Iben Benedikte Valentin Jensen

KRONIK

Jeg har undervist på læreruddannelsen i 10 år. Og jeg er flov. Flov over, at vi ikke for længst har blandet os i samfundsdebatten. Da jeg startede på læreruddannelsen, troede jeg, den mindede om min egen seminarietid i 80’erne. Jeg så kun røgen af den tid. Herefter har vi løbet efter en halv vind i stedet for at tage den udfordring op, at vi i et globaliseret samfund bliver nødt til at være med til at kvalitetssikre, være effektive og kunne motivere til videre uddannelse. UC’erne har snorksovet og forsøgt at lege miniuniversiteter med snævre akademiske arbejdsformer. Lektorer har redet på bølger af læringsstile, og lærere har været nedsænket i dødelige konstruktivistiske læringsteorier, når de endelig havde en chance for en efteruddannelse på et UC. Nu må vi komme ind i kampen. Vågn op, lektorer!

Læreruddannelsen ved noget om pædagogik og didaktik og derfor også noget om effektivitet, læring, metoder, motivation, evaluering osv. Vi har meterlange boghylder på vores biblioteker, der ikke beskæftiger sig med andet, og vi har en over 200 år lang videnskabelig tradition nedskrevet her. Lektorer har læst grundigt i bøgerne under deres kandidatuddannelse og undervist i bøgerne dagligt på UC’erne. Alligevel kan de fleste lektorer ikke praktisere det simple, som der står i bøgerne: at forholde sig til forholdet mellem praksis og teori.

Fanden og hans pumpestok
Det er en ekstremt vanskelig opgave at give eleverne mulighed for kunnen, viden og holdninger, der beskytter og udvikler et humant og demokratisk samfund. Derfor er det helt afgørende, at rammerne for den øvelse giver lærerne selv mulighed for kunnen, viden og holdninger, der beskytter og udvikler en human skole, og derfor skal lektorerne også selv have mulighed for at udvikle viden, kunnen og holdninger, der beskytter og udvikler en human professionshøjskole, der igen giver politikere mulighed for osv. Det er en ekstremt effektiv fødekæde i forhold til et globalt arbejdsmarked, der kalder på kompetencer, uddannelse og dannelse. 

En af de mest slagkraftige metoder, der kan kvalificere kompetenceudviklingen og optimere læringsresultaterne, er samtalen og tænkningen. Samtalen, hvor der peges på noget uden for mennesket, hvor der opfordres til, at eleven viser, hvordan han/hun forstår dette noget og kan bruge det kritisk konstruktivt i hverdagen. Det vil sige at få adgang til viden, at udvikle kunnen og at få mulighed for at blive et moralsk væsen med holdninger. Det kan gøres med test, med læringsstile, med katederundervisning, med naturprojekter, med bøger, med rundkredspædagogik, med kanonlignende lister, med prøver, med classroommanagement, med fanden og hans pumpestok … med heldagskoler og skoleudflugter, med skolemad og uden skolemad, med lange dage og korte dage osv. Livet og skolen kan se ud på 117 måder, det har læreruddannelsen peget på i 100 år. Men skolen kan ikke have en praksis, der ikke er pædagogisk – så er den ikke en skole. Den skal altid opfordre til at blive en myndig, ansvarlig, personlig samfundsborger. Det skal professionshøjskolerne også. Det kræver tænkning, som kræver tid, det kræver forberedelse. Hver gang lærere og lektorer foretager sig noget, skal vi planlægge og evaluere og spørge os selv, om dette understøtter elevens/den studerendes dannelses- og læringsproces. Det kræver en stor viden, kunnen og holdning at vurdere det, det kræver tid og samtaler.

Latinagtige forsøg på at ramme akademiske koder
Når Stefan Hermann og KL-forhandlere vil give skolelederen al ledelsesret, er det det samme som, at jeg på professionshøjskolen havde al ledelsesret overfor mine lærerstuderende, og at min ledelse havde al ledelsesret over for mig. Hvis den ledelse var pædagogisk, var alt vel, men ledelse betyder for Hermann og KL en økonomisk/politisk ledelse. Det handler ikke om, at jeg bliver myndig, selvstændig, kritisk og konstruktiv som lektor, men om, at jeg leverer mere undervisning for færre penge – som mange andre lektorer har jeg gjort det i mange, mange år, og jeg har vidst og følt, at det var stik imod enhver pædagogisk viden og dermed noget af det mindst effektive og kvalificerende for mig, mine lærerstuderende, læreruddannelsen og samfundet. Som ansvarlig samfundsborger må jeg nu dele det med offentligheden.

Jeg har været skuffet mange år. Hvorfor har ingen lektorer råbt op? Hvordan kunne man være uddannet inden for de pædagogiske fag og stiltiende se til, at lærerstuderende skulle blive eksperter i hvid kittel, skulle aflevere så mange umulige, fortænkte skriftlige øvelser, at det er endt med tomme stressende latinagtige forsøg på at ramme en eller anden praksisfremmed akademisk kode. Se på, at de studerende i løbet af 4 år blev stadig mere usikre og forvirrede, fordi de nu ikke skal tænke selv og have holdninger, men alene viden om og kunne udføre videnskabelige metoder. Hvorefter de nu er arbejdsløse, når de forlader studiet. Lektorer må have vidst, at det ville gå lærerne på samme måde ude på skolerne. Enten kommer det til at handle om at lave mindst muligt næsten pjækkelignende, eller også vil lærerne blive så usikre og fremmedgjorte, at de går ned med stress konstant. Det har lektorer mærket i en del år, og de har den teoretiske viden til at vide hvorfor.

Vi er ikke en disse bedre
Hvorfor har lektorer ikke delt den solidarisk med folkeskolelærerne? Hvorfor har lektorerne ikke kritisk konstruktivt bedt lærerne om at tage sig sammen og argumentere for en pædagogisk praksis? Hvorfor har lektorerne ikke selv været i den offentlige debat og forklaret, hvorfor lærere ikke kan have arbejdsvilkår som en industriarbejder, når mange af de bedste didaktiske idéer kommer om aftenen under tv-avisen, i weekenden under havearbejdet og efter en samtale med en forælder i telefonen under aftensmaden? Hvorefter man sidder fra kl. 21 til 23 på hverdage eller hele søndagen for at gribe idéen og give den form, inden man glemmer den og har svært ved at genskabe den frugtbare begejstring, der kom lige nu og her. Lærere har ikke privilegier, fordi de har menneskelige arbejdsvilkår med mulighed for at tænke og lade op. De har nogle arbejdsvilkår, der er nødvendige for at fungere effektivt i så komplekst et rum, som undervisningen er. Det betyder, at lærerne saftsuseme skal kunne forklare, hvorfor de gør, hvad de gør. Det har de forsømt i årtier. Derfor har de nu ingen folkelig sympati. Men lektorer er ikke en disse bedre. Vi har også forsømt at forklare, hvorfor læreruddannelsen ikke alene handler om at blive eksperter på videnskabelige metoder, men primært om at skabe mulighed for en professionel pædagogisk praksis, der indebærer tid og rum til at samtale. Nu betaler vi prisen. Stefan Hermann har allerede vist, hvilken vej det går for os.

Enhver, der har en pædagogisk faglighed, ved, at Hermann, KL-forhandlere, Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Niels Egelund, Antorini ikke har den mindste forståelse for et pædagogisk perspektiv. Hjælp dem dog, de er helt fortabte, de forsøger at redde skolen i blinde, kom frem og forklar, hvorfor skolen også skal forstås pædagogisk og ikke alene økonomisk/politisk. Lektorer, Danmarks Lærerforening, lærere i hele Danmark – så kom dog i gang!