14.06.2013
Artikel

Karriere, forsker og menneske

Af Sanne Kjellerup

KOMMENTAR

For blot to dage siden deltog jeg i et seminar på Det Unge Akademi. Et seminar med titlen “Overgangen fra ph.d. til postdoc – karriereplanlægning, strategier eller tilfældigheder”, som gav mig store forhåbninger om en mere afklaret og målrettet handlingsplan for mit videre karriereforløb. På nuværende tidspunkt i mit ph.d.-forløb sidder jeg dybt begravet i skriveprocessen, men med under et år tilbage begynder tankerne også med jævne mellemrum at kredse om fremtiden.
Efter seminaret må jeg indrømme, at den afklaring, jeg søgte, forsvandt længere ud i horisonten, mens stressniveauet steg en tak. Jeg bliver simpelthen nødt til at bruge lidt af min sparsomme tid på at tænke på fremtiden, så mit karriereforløb i højere grad bliver styret af valg end af tilfældigheder. På dagens program var der otte oplægsholdere – alle med hver deres tilgang til dagens emne. Som naturvidenskabsstuderende syntes jeg ved første gennemgang af programmet, at det var tidsspilde at skulle høre om prioriteringer og uddelingspraksis for FKK, når nu jeg kunne nøjes med FNU. Udbyttet heraf kom kort efter, hvor kombinationen af humanistiske og naturvidenskabelige seminardeltagere nuancerede dagens diskussioner, herunder også de vidt forskellige krav, der skal opfyldes for at få økonomisk støtte.

Mine tanker har efter seminaret særligt kredset om oplægget fra Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet, med hovedbudskabet “Træf de rigtige valg!” Han lagde vægt på, at vi skulle spørge os selv, hvad vi er gode til, og ikke mindst det faktum, at maks. 10 % af de mange ph.d.er, som uddannes, får en karriere inden for universitetsverdenen. Han sagde sågar noget i stil med, at man i nogle sammenhænge bliver mindre værd, jo mere man uddanner sig. Noget, jeg aldrig selv havde overvejet. Personligt har jeg altid følt, at det rigtige valg for mig var en postdoc som nærmest en naturlig forlængelse af ph.d.en. Jeg kunne dog kun nikke samtykkende, da han satte spørgsmålstegn ved den tankegang og fremhævede, at størstedelen af os ville finde vores plads i det private. Samtidig kunne jeg mærke en stor glæde, da han tilføjede, at der var brug for os. Han understregede sin pointe ved at fremhæve en nylig artikel fra Politiken: “Unge risikerer at overuddanne sig”. Jeg tror personligt, at mange ph.d.-studerende – inklusive mig selv – spejler sig meget i deres vejleder eller andre ved uddannelsesinstitutionerne og derfor indirekte er skolet til at stile efter de samme mål. Hvad uddanner vi os til? Og er det lykken for alle at leve på toårsstipendier forskellige steder i verden de næste 5-10 år med hertil følgende konsekvenser for privatlivet? Mange, om ikke alle, vil opleve nederlag på den vej, og her er jeg bange for, at jeg som kvinde er mere sårbar end mange mænd i den sammenhæng. Året inden jeg fødte min søn, var jeg 10 måneder i udlandet, herunder bl.a. på feltarbejde i både Arktis og Antarktis. Hvis det var mig alene, der skulle vælge, ville valget være klart. Jeg ville rejse ud i verden og tilegne mig de bedste evner inden for mit felt for måske at komme hjem igen. Nu må jeg i stedet spørge, hvad der er bedst for min familie. Og ikke mindst hvor forkælet jeg kan tillade mig at være, hvis jeg også vil være konkurrencedygtig i forhold til for eksempel mine jævnaldrende amerikanske kollegaer, som, i hvert fald dem, jeg kender, er uden børn og knokler. Jeg er nok i virkeligheden mest bange for at være en del af to verdner, hvor jeg ikke føler mig tilstrækkelig i nogen af dem. Samtidig kan det også være, at jeg vil fortryde om ti år, når sønnike smækker døren i hovedet på mig ind til sit værelse, at jeg valgte det “sikre” og måske ikke føler mig udfordret på mit job. 

Som I nok kan fornemme, er jeg ikke nået til nogen afklaring om mit karriereforløb. Jeg er dog sikker på, at denne ene dag er givet godt ud og bidrager til, at jeg stikker næsen op over papirkanten til virkeligheden lidt oftere. Øverst på min liste står nu at finde en mentor for at finde ud af, hvad jeg er god til og kan bidrage med, da det ofte også er det, som giver arbejdsglæde.