24.05.2013
Artikel

Ny app hjælper eksamensangsten væk

Uro i kroppen, dårlig søvn, tanker om, at det går galt, hjertebanken og vejrtrækningsproblemer. Angsten for at gå til eksamen kan have mange ansigter, men den behøver ikke at tage over, mener psykolog, som har udviklet en ny app.

Af Liv Alfast Kretzschmer
Der bliver ikke talt meget om eksamensangst i det danske uddannelsessystem, selv om det er et fænomen, de allerfleste studerende kender til i større eller mindre grad. Det kan vise sig som sommerfugle i maven, men det kan også være en altoverskyggende angst for, at klappen går ned, eller det kan ende med en sygemelding til eksamen. 

Anna Stelvig er cand.mag. i psykologi med speciale i eksamensangst, og hun er vant til at rådgive studerende. Nu har hun udviklet en app – “Eksamensparat” – der gør det muligt for studerende gennem en række øvelser at få eksamensangsten under kontrol. 

“En app kan ikke bare lige fjerne eksamensangst, men hvis man bruger øvelserne og arbejder med dem, så kan man tage kontrol over angsten. For mange studerende handler det om at finde ud af, at der godt må være noget nervøsitet i forbindelse med eksamen. Man skal byde nervøsiteten velkommen – gør man det modsatte, så presser den sig endnu mere på. Hvis man derimod accepterer den, så aftager den”, siger Anna Stelvig.

Appen består af eksamenspakker, der hjælper før, under og efter eksamen, og af temapakker, som omhandler specifikke problemer som søvnproblemer, læse- og skriveproblemer og perfektionisme. Hver pakke består af en række tips og 3-4 øvelser, og det optimale er, at man arbejder med app­en i god tid inden eksamen.

Ud ad vinduet
Alle kan få eksamensangst, understreger Anna Stelvig, men den gruppe, hun oftest ser i sin praksis, er perfektionistiske og dygtige piger. 

“Mange er fagligt dygtige, og det kan virke som et paradoks, for det giver bedre mening, at man er nervøs, hvis man ikke kan sine ting”, siger Anna Stelvig, som selv kender eksamensangsten på nærmeste hold. 

“Til matematikeksamen i gymnasiet gik jeg helt i sort i forberedelsesrummet og forestillede mig de værste ting og blev overbevist om, at jeg måtte hoppe ud ad vinduet. Mens jeg var på vej ud, kom min lærer ind og hev mig med ind til eksamen, og det gik faktisk godt. Det er sådan, mange studerende har det – de er dygtige og kan deres ting, men alligevel rammes de af nervøsitet”.

Anna Stelvig oplever, at mange studerende bruger enormt meget tid på det faglige, men ikke på at forberede sig på at præstere til eksamen og håndtere den angst, der kan være forbundet med det. Hun husker fra sit eget studium, at man gik meget alene rundt med sin eksamensangst, og at det nærmest var tabu at tale om det. Derfor mener hun, at det burde være en del af uddannelsessystemet, at man lærer at gå til eksamen, så man på et tidligt tidspunkt får positive erfaringer med det.

“Eksamensparat” kan også bruges af andre end studerende, fx i forbindelse med en jobsamtale, en præsentation eller efteruddannelse, og Anna Stelvig benytter sig også selv af øvelserne. Hendes favoritøvelse handler om ordenes magi og er et vers, hun har skrevet, og som hun siger inde i sig selv, inden hun skal præstere. Få timer før Magisterbladet taler med hende til dette interview, har hun brugt verset, fordi hun skulle tale om sin app på TV2 Lorry. Verset lyder: “Det er min dag, det går så godt, det kan, jeg gør mit bedste, det er min dag”. Mens hun tænker ordene, smiler hun. 

“En del af mig syntes, det var sjovt at skulle i Lorry, så det fokuserede jeg på i stedet for at tænke, at jeg ville blive spurgt om noget, jeg ikke kunne svare på, og at jeg ville snøvle. Verset kommer i stedet for den tænkning, og man kan skrive sit eget personlige vers. Det at smile frigiver serotonin, som har stor betydning for humøret, så man snyder hjernen til at have det godt”, forklarer Anna Stelvig.

Nogle af øvelserne i appen har Anna Stelvig udviklet i samarbejde med sin far, som har været psykolog i mere end 30 år, og andre stammer fra hendes egne erfaringer med at rådgive unge med eksamensangst. Og det ser ud til, at der er brug for appen, som, siden den kom, har ligget som nummer et på listen over downloadede uddannelses­apps og er positivt anmeldt af brugerne. For tiden er appen ved at blive oversat til engelsk og skal snart lanceres i Australien.

Eksamensparat kan hentes i App­Store til iPhone, iPad og iPod.