24.05.2013
Artikel

Flere studerende vil til udlandet med Erasmus

Af Thomas Bøttcher
Især universitetsstuderende er medvirkende til, at rekordmange tager på udlandsophold med EU’s Erasmus-program.
Et udlandsophold er ikke bare vigtigt for den enkelte studerendes udvikling, udsyn og sprog, det er også afgørende i den globale konkurrence, at de studerende samler viden og erfaringer uden for landets grænser. Det giver indsigt i andre landes udvikling, kultur og produktion og gør dimittenderne mere attraktive på såvel det danske som det internationale arbejdsmarked.

33 europæiske lande deltager i Erasmus-programmet, der har et årligt budget på 459 millioner euro. Styrelsen for Universiteter og Internationalisering uddelte i 2012 godt 120 millioner kroner til europæiske uddannelsessamarbejder og ungdomsprojekter og stipendier.

Også mange undervisere og andre ansatte ved uddannelsesinstitutionerne vælger at tage på undervisnings- eller træningsophold med Erasmus-programmet.