24.05.2013
Artikel

AU indfører eliteforløb – KU tøver

Af Thomas Bøttcher
Mens Aarhus Universitet (AU) fra næste studieår indfører talentprogrammer for at tiltrække landets bedste studerende, tøver Københavns Universitet med at skabe særlige forhold for eliten.

“Har man ikke ekstra penge, bruger man fællesskabets midler på det, og derfor er det meget vigtigt, at vi på KU laver en grundig afklaring af, hvor vi uddannelsespolitisk står”, siger vicedirektør for uddannelse Hanne Harmsen til Universitetsavisen.
AU har tilsyneladende ikke samme forbehold. Her skal et pilotprojekt med henblik på bredere implementering udvikle de største studentertalenter på Science and Technology. Løfter om ekstra studieaktiviteter, flere udfordringer og tættere tilknytning til erhvervsliv såvel som lokale forskningsmiljøer skal lokke motiverede studerende til at søge om optagelse på talentprogrammet.

“Målet er, at 25 procent af en ungdomsårgang skal tage en lang videregående uddannelse. Med så stor en andel vil vi alvorligt svigte den enkelte studerendes mulighed for at udfolde sit fulde potentiale, hvis alle partout skal gennemføre fuldstændig samme uddannelsesforløb”, siger prodekan ved AU Tom Vindbæk Madsen.