Dorthe Bille, grundlægger og daglig leder af Videnskabsteatret: “Den evige gordiske knude, afstanden mellem forskning og praksis, løsner sig simpelthen op for øjnene af os, når kunst og videnskab arbejder sammen på scenen”.
Foto: Rie Neuchs
24.05.2013
Artikel

Med teatrets virkemidler

Det kan lyde lidt langhåret, men formidlingen går op i en højere enhed, når skuespillere i samarbejde med landets bedste forskere går på scenen, fx til akkompagnement af musik inspireret af lydene fra en hjernescanner. For sit arbejde med at formidle og skabe debat om videnskab med hjælp fra kunstens verden har teatrets grundlægger netop modtaget en fornem formidlerpris.

Af Pernille Siegumfeldt
Dorthe Bille kan stadig, i detaljer, referere fra den første videnskabsteaterforestilling, hun selv overværede fra sin plads blandt publikum. 

Året var 1999, stedet var Stockholm, og på scenen opførte Stadsteatret en forestilling om hjernen.

“Jeg havde på det tidspunkt længe haft svært ved at finde teaterstykker, der interesserede mig rigtigt. Selv de store historier om kærlighed og død blev hurtigt lidt fortærskede og kedelige, og når jeg selv havde spillet med i en forestilling 50 gange, mistede fortællingen helt sin relevans for mig. Med videnskabsteatret oplevede jeg pludselig noget, der rykkede og engagerede mig. Og så blev det tilmed fortalt i en form så læringsteoretisk klogt, at jeg den dag i dag kan genkalde mig masser af detaljer fra forestillingen. Det er teater tænkt på en ny måde og med en klar og vedkommende dagsorden – at fortælle samtidshistorie, så det rammer midt ind i folks virkelighed og kan mærkes med både hjertet og hjernen”, fortæller Dorthe Bille.

Hun tog hjem til Danmark fra Sverige, gennemførte en master i læreprocesser, og i 2003 kunne den da 44-årige enmandshær omsider slå dørene op til Københavns eget Videnskabsteater. I de 10 år, der siden er gået, har Dorthe Bille været projektleder, fundraiser, instruktør og forfatter i udviklingen og produktionen af en række forestillinger – til dags dato 225 opførelser set af flere end 30.000 tilskuere – om emner så forskellige som fx psykisk arbejdsmiljø, stamceller, diabetes og fedme, bæredygtig energi og hjerneforskning. 

Netop hjerneforskning var omdrejningspunkt i Videnskabsteatrets seneste forestilling, der en onsdag midt i maj trak fulde huse på Panum Instituttet i København. Et blik ned over listen af medvirkende forklarer formentlig den store interesse, for Videnskabsteatret har i forskerkredse slået sit gode navn så eftertrykkeligt fast, at selv de fremmeste og mest travle videnskabsmænd og -kvinder stiller op, når Dorthe Bille beder dem om det.

“Der opstår en gensidigt frodig situation, når forskerne kommer ud til studerende, til sosu-assistenter, gymnasieelever eller andre i hele landet. Det er en stor glæde og meget lærerigt at opleve, hvordan fx de unge vågner op og har 100 spørgsmål, når der står en virkelig kapacitet klar til at svare, eller hvordan sundhedspersonalet i en hjemmepleje ranker ryggen, når de bedste hjerner inden for et forskningsfelt kommer ud til dem og viser levende interesse for deres erfaringer og oplevelser fra den daglige praksis. Den evige gordiske knude, afstanden mellem forskning og praksis, løsner sig simpelthen op for øjnene af os, når kunst og videnskab arbejder sammen på scenen”, forklarer Dorthe Bille.

Vis mig din hjerne
Selv kalder hun den model, hun har udviklet, for det nordiske videnskabsteater. I de fleste videnskabsteaterforestillinger, der bliver produceret rundt i verden, kan forskerne godt blive sat til at spille skuespil, og skuespillerne få til opgave at debattere forskning eller etiske dilemmaer. Ikke hos Dorthe Bille.

“I vores forestillinger gør de medvirkende det, de er bedst til. Udgangspunktet er altid den viden, der skal formidles, og forskerne har derfor også stor indflydelse på de scener, jeg skriver. Til gengæld bruger jeg min intuition og dramaturgiske erfaring til at finde de nedslagspunkter, som skuespillerne, musikken og i de fleste forestillinger også danserne skal være med til at belyse kunstnerisk”, fortæller Dorthe Bille.

I forestillingen “Vis mig din hjerne, og jeg skal sige dig, hvem du er” kommer publikum med ind i lægens venteværelse, hvor et modent ægtepar kæmper med stærke følelser, mens de venter på at modtage dommen: Har kvinden begyndende Alzheimers eller ej? Hendes mand taler for, at visheden er vigtig for, at de kan planlægge resten af tilværelsen, hun ved ikke, hvad hun skal bruge en diagnose til, når der ikke findes en kur. Og så er hun bange. Virkelig bange.

I det efterfølgende foredrag fortæller Steen Hasselbalch fra Rigshospitalets hukommelsesklinik om ny forskning, der dokumenterer, at flere kvinder end mænd udvikler Alzheimers, og at det er en tikkende økonomisk bombe, fordi antallet af tilfælde stiger eksponentielt med alderen (som også er stigende, red.). Han beretter også, at der i dag findes behandling, men ingen helbredelse, og at forskerne har konstateret en forbløffende jævn fordeling af sygdomstilfældene verden over, så det bevisligt ikke er levevis alene, der er den udløsende faktor.

Hjernen kortlægges
En anden scene i forestillingen præsenterer konsulentvirksomheden “NoLies”, der ved hjælp af hjernescanningers afsløringer kan udpege den rette kandidat til et attraktivt job. Den scene bliver fulgt op af et foredrag, hvor Jannick Brennum, dr.med. og klinikchef ved Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet, fortæller, at arbejdet med at kortlægge hjernen langtfra er afsluttet, at funktioner i hjernen kan stikke af fra syge områder, og at Rigshospitalet alene udfører 3.500 hjerneoperationer om året, heraf 60, hvor patienten holdes vågen. 

Og efter at musik, skrevet med inspiration hentet fra lydene i en hjernescanner, har akkompagneret en række dias af kontrastvæskefyldte hjerner under lup, bliver publikum af professor Gitte Moos Knudsen præsenteret for de nyeste teorier om sammenhængen mellem hjernestørrelse og IQ, om brugen af hallucinogener til behandling af depression og angst og om, hvorvidt det en dag bliver muligt, at en hjernescanning kan afsløre, om en person fx har kriminelle tendenser. Tre timers forestilling slutter med spørgsmål fra salen.

Drømmer om basisbevilling
En forestilling i Videnskabsteatrets regi med scenografi og teknik samt medvirken af musikere, skuespillere og forskere er noget af et projekt at rulle ud. Det koster mellem 26.000 og 45.000 kr. at opføre en forestilling og kræver derfor næsten fondsmidler i ryggen hver gang. Økonomien er Videnskabsteatrets evige akilleshæl, erkender Dorthe Bille, der sidste år måtte droppe teatrets faste adresse på Nørrebro, sende grejet på lager og fortsætte arbejdet hjemme fra privaten.

“Vi mærker i den grad krisen. Sidste år optrådte vi med halvt så mange forestillinger, som vi plejer, nemlig 18. Jeg har masser af idéer til projekter, bl.a. en ny forestilling om autoimmunitet, en om den danske model og de kollektive aftalers kollaps og en om fedme, anoreksi og diabetes for børn, men det er slidsomt, fordi økonomien ikke hænger sammen. Min drøm er, at fx Kultur- og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser sammen kunne finde midler til en basisbevilling til Videnskabsteatret, så jeg kunne fokusere på at skabe forestillinger snarere end på at skrabe penge sammen”, siger Dorthe Bille.

I januar modtog hun den fornemme formidlerpris fra Svend Bergsøes Fond, endnu en anerkendelse af den professionelle nydannelse, hun har skabt med Videnskabsteatret. Og en kontant og kærkommen håndsrækning på 100.000 kroner, indrømmer Dorthe Bille.

“Det er nogle gange svært for os at få forklaret ordentligt til dem, der sidder på pengene, hvorfor Videnskabsteatret er en god formidlingsplatform, når man skal nå et publikum uden særlige faglige forudsætninger. Det kan nok på papiret se temmelig langhåret ud, at vi blander kunst og viden sammen. Forhåbentlig kan prisen hjælpe os med at få fortalt de rigtige steder, at Videnskabsteatret har en berettigelse”.