Foto: Colourbox
03.05.2013
Artikel

Jeg underspillede min faglighed

Vera oplevede, hvordan hun blev latterliggjort, devalueret og til sidst fyret, da der var generationsskifte i ledelsen på jobbet. Hun gjorde ellers en dyd ud af at være ydmyg over for de nye unge. I dag er hun ikke i tvivl om, at det er aldersdiskrimination, hun har været udsat for.

Af Maja Skov Vang
I 40 år har Vera elsket at gå på arbejde. Især da hun i 2003 bliver headhuntet fra et job på en professionshøjskole til et job som specialkonsulent i en større kommune. 

“Jeg elskede det arbejde. Det var det bedste job, jeg havde haft. Jeg blev fagligt udfordret og havde gode kolleger, jeg kunne sparre med”, fortæller Vera. 

På jobbet får hun jævnligt ros og aner­kendelse, og en af hendes rapporter bliver blandt andet udgivet på landsplan. Men da hendes afdeling bliver slået sammen med en anden afdeling, og ledelsen bliver udskiftet med en ny og yngre generation, oplever Vera langsomt, hvordan glæden ved arbejdet bliver erstattet af fortvivlelse og latterliggørelse. Det, hun oplever, er aldersdiskrimination, ligesom 35 procent af de diskriminerede tilkendegiver i DM’s nye undersøgelse om diskrimination på jobbet.

“I starten var jeg forvirret. De unge blev først sat til at hjælpe mig med mine opgaver, og det var jo dejligt. Men langsomt var det mig, der skulle hjælpe dem, da chefen delegerede opgaverne til dem. Pludselig havde jeg en funktion som hjælpelærer”, husker Vera, der på daværende tidspunkt er 57 år. 

Hver dag må Vera underspille sin egen faglighed for ikke at virke overlegen over for de unge, der er ved at overtage hendes opgaver på jobbet. Hun gør en dyd ud af at være ydmyg af frygt for at virke overlegen. Inderst inde ved hun dog, at hun kan udføre arbejdsopgaverne langt bedre end de nyansatte, hun nu sidder og hjælper. 

“Pludselig havde jeg ikke længere kontrol over mit eget arbejde. Jeg oplevede, at de nyansatte var allierede med den nye chef. Fx hvis jeg fortalte, hvordan jeg ville løse en opgave, så kunne de finde på at gøre lidt grin med mig og sige “sådan gør man jo slet ikke længere”. Jeg befandt mig i en situation, hvor jeg ikke turde bruge af mine egne erfaringer og viden”.
De ældre kolleger på jobbet oplever det samme: 

“Vi talte selvfølgelig om det, men mest af alt trak vi bare på smilebåndet. Jeg ved jo, at det er helt naturligt, at der på et tidspunkt vil være et generationsskifte på jobbet, så den slags hørte måske med”. 

Men det er aldrig dybe samtaler, Vera har med sine kolleger om den forskelsbehandling, hun oplever, og det er der en grund til:
“Det er lidt flovt at føle sig aldersdiskrimineret. Det blev et meget personligt problem for mig, og jeg følte mig skamfuld. Jeg havde ikke lyst til at fortælle, at jeg følte mig forbigået på grund af min alder”. 

De få gange Vera konfronterer chefen med sine oplevelser, bliver hun mødt med en tilbagemelding om, at det må være en følelse, hun har, fordi hun er uligevægtig på grund af sin mands sygdom.

Bliver mødt med fyreseddel
I samme periode dør Veras mand nemlig af kræft efter et par års sygdom. Vera har i månederne op til hans død haft hyppigt fravær fra jobbet. Hendes arbejdsplads har selv opfordret til, at hun bliver hjemme. En måned efter mandens død føler Vera sig klar til at starte på job igen. Første dag tilbage ligger der en hasteopgave på Veras skrivebord.

“I stedet for at blive mødt med omsorg blev jeg mødt med en deadline, en hastesag, der skulle løses med det samme. Jeg løser opgaven og bryder derefter fuldstændig sammen. Jeg hulker simpelthen foran alle mine kolleger. Det var en reaktion på det pres, der lå på mine skuldre. Når jeg ser tilbage på det, var det helt forkert at bede mig om at løse den opgave, lige da jeg var kommet på job efter min mands død”. 

Vera bliver hjemsendt af sin chef. Da hun kommer hjem, indser hun, at hun slet ikke er parat til at arbejde, og beder derfor om orlov uden løn. I stedet for en accept bliver hun mødt med en fyreseddel. Fyringsårsagen er for mange sygedage.

“Det var ret belejligt for dem, at jeg havde de sygedage i forbindelse med min mands død. Jeg tror, de gerne ville af med mig uanset hvad, men her var en årsag. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er aldersdiskrimination, jeg har været udsat for. Det var rigtig trist, jeg havde stadig så meget arbejde tilbage i mig. Jeg var bare 57 og havde forestillet mig at arbejde, til jeg blev minimum 67”, siger hun. 

Efter Veras fyring forsvinder mange af hendes ældre kolleger også fra arbejdspladsen i forbindelse med nogle sparerunder.
“Det er mere naturligt at forhandle med de ældre end de yngre medarbejdere om fratrædelsesordninger og om at gå på nedsat tid”.

I dag er det næsten fem år siden, Vera forlod arbejdspladsen. Hun mener, at det var en del af et kulturelt samfundsproblem, der gjorde, at hun oplevede at blive forskelsbehandlet på grund af sin alder:

“Jeg tror ikke på, at de yngre gjorde det af ond mening, det var bare tidsånden. Det er jo helt naturligt, at der finder et generationsskifte sted på en arbejdsplads, men for fem år siden blev seniorer på jobbet ikke italesat, som de gør i dag”, siger Vera, der mener, at man burde kigge på, hvordan arbejdsmarkedet gennem tiden er blevet bedre til at inkludere forældre.

“Arbejdspladsen er tilrettelagt til at kunne håndtere forældre med små børn, fx med forlænget barselsorlov og omsorgsdage. Der har hidtil været mange fordomme forbundet med ældre på jobbet, fordi der har været tradition for, at når de er omkring de 60, så går de alligevel på efterløn. Sådan er det bare ikke længere”. 

Efter en kort periode som førtidspensionist bliver Vera ganske almindelig pensionist. Hun har sideløbende taget en uddannelse og arbejder i dag, hvor hun er 62 år, i korte perioder som censor. Hun overvejer, om hun vil starte sin egen konsulentvirksomhed. En chef vil hun aldrig have igen. 

“Det er jeg færdig med. Jeg er kommet dertil, hvor jeg vil være min egen chef. Jeg gider ikke kampene mere”, siger hun.

Vera er et opdigtet navn. Veras rigtige navn er redaktionen bekendt.