12.04.2013
Artikel

Murbrækkeren

Metropols rektor, Stefan Hermann, satte tillidsforholdet til sine egne medarbejdere på spil, da han gjorde fælles sag med KL i konflikten om skolelærernes arbejdstid. Få her et rids af forløbet.

Af Thomas Bøttcher
Få dage efter at undervisningsminister Christine Antorini (S) melder ud, at folkeskolens lærere skal bruge mere tid sammen med eleverne, og dermed indleder det opgør, der er kulmineret med lockouten lærerne, lufter Metropol-rektor Stefan Hermann i en kronik i Politiken lignende tanker.

“Lærernes arbejdstid er organiseret på en måde, der næppe fremmer kvalitet i undervisningen. Alt handler om tid til det ene, andet og tredje. Der er brug for mere fleksibilitet og faglighed, så lærerne er mere på skolen og kan have mere tid med elever og andre lærere”, lyder det. Stefan Hermann vil gøre op med timetælleri og lønmodtagerkultur, og selvom det ikke nævnes direkte, er det de aftalte normer i lærernes arbejdstidsaftale, han sigter efter. På hans egen institution, Metropol, har Stefan Hermann syv måneder forinden opsagt den fælles arbejdstidsaftale.

“Aldrig har timingen til en indre modernisering været så god, som den er i øjeblikket”, konstaterer Stefan Hermann i sin kronik: “På den ene side er uddannelse højt prioriteret, på den anden side mangler der penge”.

Alt efter temperament kan kronikken udlægges som et kampskrift, der i sin kerne opfordrer til at nedbryde de fagprofessionelle fællesskaber (fastlåst konservatisme, interessevaretagelse) til fordel for et udvidet ledelsesrum (faglig og strategisk ledelse). Ligesom i al anden New Public Management-tænkning er grundtesen denne: “De (lærerne) udfolder deres engagement og dygtighed på trods af rammerne og ikke på grund af dem”. Rammer er lig privilegier som er lig egennytte.

For lærernes formand, Anders Bondo, er kronikken en rød klud, men finansminister Bjarne Corydon (S), Stefan Hermanns nære ven fra Statskundskab i Aarhus, kommer ham til undsætning:

“Med den placering og indsigt, han har, bør alle lytte”, lyder det fra Corydon.

Den 14. august, fire dage før kronikken, har Stefan Hermann til et HSU-møde på Metropol fået udarbejdet et notat, der gør status over afskaffelsen af arbejdstidsaftalen. Notatet er baseret på interview med uddannelsesledere og skal etablere et “fælles billede” af udfordringer og succeser i arbejdet med de nye regler. Notatet konkluderer, at en gruppe undervisere er “bekymrende” over afskaffelsen af normerne, men, hedder det, langt “størstedelen af underviserne er enten positive eller neutrale”.

Medarbejderne er rystede over konklusionerne. I al hast udarbejder de et alternativt notat til HSU-mødet, hvor det tværtimod fremgår, at fordelingen af arbejdsopgaver under de nye regler er blevet “helt uigennemskuelig for de enkelte undervisere”, og at der “mange steder er store problemer med at overskue, hvor meget tid der er til hvilke arbejdsopgaver”. Det understreges også i papiret, at den øgede undervisningstid, som var Stefan Hermanns målsætning, er sket på bekostning af kvaliteten i undervisningen. Endelig finder underviserne det bydende nødvendigt, at der rettes op på den manglende registrering af anvendt arbejdstid.

Den 12. november: De studerende ved Metropols socialrådgiveruddannelse nedlægger undervisningen og blokerer skolens indgang i protest mod, hvad de opfatter som forringelser af deres uddannelses kvalitet i forbindelse med den ny arbejdstidsaftale.

Frem til den 21. februar 2013, hvor Stefan Hermann igen trækker overskrifter i de danske medier, har Metropol – undtaget ledelsens notat – endnu ikke evalueret “70/20/10”, som Stefan Hermann har døbt de nye ensidigt fastsatte arbejdstidsregler, og en evaluering venter fortsat. En klar indikation af effekten af 70/20/10 findes imidlertid i den interne trivselsundersøgelse/APV, som Stefan Hermann sammen med den øvrige direktion modtager omtrent samtidig. Som omtalt andetsteds på disse sider, viser APV’en blandt andet, at 80 pct. af medarbejderne på læreruddannelsen har svært ved at nå at udføre deres opgaver inden for den tid, de har til rådighed.

Om Stefan Hermann har set disse tal, da han den 21. februar på ny blander sig i den eskalerende konflikt mellem KL og skolelærerne, vides ikke. APV’ens tilsyneladende alarmerende tal forhindrer ham dog ikke i at tale varmt for KL’s sag – netop med henvisning til Metropols gode erfaringer.

“Vores nye model går ud på at styrke kvaliteten i vores undervisning. Derfor har vi vedtaget, at 30 procent af den samlede lærerstabs tid skal bruges til læringstid. Mere undervisning fører alt andet lige til en bedre skole, hvis det følges op med kvalitetsudvikling”, udtaler Stefan Hermann til KL’s hjemmeside.

Kort efter, den 7. marts, bringer dm.dk så historien om, at Arbejdstilsynet i en rapport har stemplet det psykiske arbejdsmiljø på Metropols læreruddannelse som sundhedsskadeligt.
Stefan Hermanns modreaktion kommer straks i form af et åbent brev til Dansk Magisterforening (DM), hvori han påpeger, at Arbejdstilsynets rapport er et udkast. Han klandrer desuden DM for utidig indblanding i den interne dialog mellem A- og B-siden.

Brevet med irettesættelsen af DM bliver offentliggjort på Metropols hjemmeside den 8. marts, altså ca. to uger efter at Stefan Hermann over for kl.dk erklærer sig sikker på, at skolelærerne nok vil kunne se fidusen, hvis det lykkedes KL at opsige deres arbejdstidsaftale.

Tre dage efter, den 11. marts, er situationen blevet tillidsrepræsentanterne ved Metropol for meget. I et åbent brev til Stefan Hermann beskylder Metropols tillidsrepræsentanter Stefan Hermann for at føre et dobbeltspil. På den ene side taler Stefan Hermann om tæt dialog og samarbejde, lyder anklagen, på den anden side søger han at bruge forhandlingerne om læreroverenskomsterne “som murbrækker og svække metropol-lærernes ønske om en fælles arbejdstidsaftale”. I brevet hævder lærerne også, at 70/20/10 ifølge en rundspørge har ført til en halvering af forberedelsestiden, ligesom tillidsrepræsentanterne på ny efterlyser et redskab til registrering af anvendt arbejdstid.

Den 14. marts afviser Stefan Hermann i et svar til tillidsrepræsentanterne, at undervisernes forberedelsestid er halveret. Han forklarer samtidig, at ledelsen har besluttet at vente med at udvikle et redskab til tidsregistrering, til de nye retningslinjer er evalueret. Omvendt oplyser Stefan Hermann samme dag over for Folkeskolen.dk, at Metropols lærerstuderende “så vidt han ved” ikke har fået flere undervisningstimer som følge af de nye regler:
“Jeg har ikke italesat det her som et mirakel. Det er en model, der var attraktiv og kunne rumme positive aspekter”, siger Stefan Hermann.

Den 21. marts: Tillidsrepræsentanterne skriver til ledelsen: “Det er jeres (ledelsens) pligt at gøre det muligt for underviserne at registrere deres arbejdstid, når de er ansat på en årsnorm, og vi opfatter det som et brud på vores respektive overenskomster, at det her snart halvandet år efter administrationsgrundlagets indførelse fortsat ikke er muligt at registrere den faktiske anvendte arbejdstid. Vi vil derfor nu indrage vores fagorganisationer mhp. at lægge pres på dig/jer”.