12.04.2013
Artikel

Tag elevatoren fra joblab til jobmarkedet

Nyuddannede ledige kan få gode råd, inspiration og sparring til at få gang i karrieren hos DM’s nye joblab. Det er en stor succes, ikke mindst fordi dimittenderne kommer af egen fri vilje.

Af Maja Skov Vang
De to store Fatboys, der ligger hængslængt på gulvet, lokker ingen. Ryggen er rank på alle deltagerne, og det samme er skærmen på de medbragte bærbare. Ingen er her for at slænge sig, så var de blevet derhjemme. Men det gjorde de ikke. De tog derimod af egen fri vilje til DM’s lille lokale i Nimbusparken en tirsdag formiddag for at blive inspireret og motiveret i jagten på det første job efter et langt studium. De ligner alle sammen pæne, unge, fremadstormende typer, man ville ansætte uden at blinke, og som havde fået job inden endt studium, hvis det ikke var for den altomsluttende krise. De er milevidt fra det gængse mediebillede af ledige som Dovne Robert eller Fattig Carina. Joblaboratoriet eller joblab, som DM kalder det, er et tilbud til nyuddannede DM-medlemmer, der ikke vil sidde isoleret derhjemme med computeren i skødet og Facebook-vennerne som eneste netværk.

Præsenter dig på ét minut
De syv deltagere taster alle ivrigt i takt med ordstrømmen fra oplægsholderen. Hver tirsdag og torsdag er der et oplæg af en times varighed, som de fremmødte kan lade sig inspirere af. I dag er det “elevatortalen”, der er på programmet, og det er karrierekonsulent Charlotte Bak fra DM, der står for undervisningen:

“Tanken er, at du skal præsentere dig selv på et halvt til et helt minut. Det er en slags netværkstale, som man kan bruge i alle mulige sammenhæng”, forklarer hun og viser en film af, hvordan det kan gøres.

En kvinde spørger, om det skal være den samme tale, man bruger i forskellige sammenhænge, og Charlotte svarer, at det er det ikke nødvendigvis, “men der kan godt være en kerne, der kan genbruges”. Bagefter er det tid til en øvelse. Deltagerne bliver delt op i to grupper, og to melder sig lynhurtigt til at holde elevatortalen. Kasper Pagh Ditlevsen er den ene. Han forbereder sig i nogle minutter, rejser sig selvsikkert op og fortæller blandt andet om, at han gerne vil være gymnasielærer, og at han i sin fritid er domsmand. 

Hans publikum er begejstret, og feedbacken kommer med det samme. “Det er rigtig godt og spændende”, siger en ung kvinde. “Især det med, at du er domsmand”. Underviseren er også tilfreds, men mener, at Kasper bør lægge mere vægt på sin tværfaglighed. Kasper nikker og siger, at han nok skal arbejde med at gøre sin profil lidt skarpere. Rummet fyldes med begejstring, og flere har fået mod på at prøve at holde en elevatortale. Så er det Jacob Peter Grinsteds tur. Han er geograf og taler om tomme bygninger og uudnyttede byrum og er nærmest ikke til at stoppe igen, da han først går i gang. “Refshaleøen for eksempel, den tiltrækker nogle bestemte typer, der forstår at bruge forladte bygninger på en hel anden måde, end de ville blive brugt i andre områder af byen”, fortæller han med en indlevelse, som kun findes, hvis man virkelig brænder for det, man taler om. Det er tydeligt, at Jacob nyder, at der her i joblab er nogle, der vil lytte.

Frivillighedens vej
Siden DM åbnede joblab for en måned siden, har der været fyldt i det lille lokale.

“Vi har et rigtig fint fremmøde på mellem syv og ti per gang. Flere kan der faktisk ikke være i lokalet, og vi ville også miste intimiteten, hvis vi var flere”, fortæller Pia Ravn Dyhr, der er facilitator og konsulent i joblab. 

Årsagen til den store succes for det nyåbnede joblab tilskriver Pia frivilligheden: “Man skal ikke tilmelde sig. Man kan bare komme og gå, som man har lyst. Der er ingen, der bliver krydset af, og vi taler med dem, der kommer, som rigtige mennesker og ikke som en vare, der blot skal ekspederes videre i systemet”, forklarer hun med henvisning til jobcentrene.

Et kontorfællesskab
Desuden lægger hun vægt på, at meget af det, der foregår, er i “øjenhøjde” med de ledige, som hun kalder det:

“Jeg opfatter det som et kontorfællesskab for jobsøgende, hvor hver især kan hjælpe hinanden. Men det er op til en selv, hvad man får ud af det. Jeg hører fra flere, at de er glade for, at det, de lærer, er så håndgribeligt. De er vant til at få lange forelæsninger, som de har glemt, når de kommer hjem. Her får de konkrete hjælpemidler til jobsøgningen”, forklarer hun. 

Dagen i joblab er ved at være slut. Det sidste par timer har de syv unge siddet i stilhed og arbejdet på elevatortalen, ansøgningerne og cv’et. Pia Ravn Dyhr går rundt og taler stille og tålmodigt med dem, der har brug for lidt sparring.
En uge efter, at Magisterbladet var på besøg hos joblab, fik en af de jobsøgende job:

“Han fortalte, at han specifikt havde brugt nogle af de råd, han fik fra vores oplægsholder. Blandt andet spurgte han til samtalen: “Præcist hvor er det, I har jeres udfordringer, og hvor kan jeg tage fat, hvis jeg starter hos jer I næste uge?”, og det faldt de altså for”, fortæller Pia med et stort smil.


Kasper Pagh Ditlevsen 
Afleverede speciale i historie en uge inden interviewet.
Vil gerne være gymnasielærer.

Jobsøgning uden syn til sengen
“Jeg får inspiration og bliver skarpere på det at søge job, og så får jeg struktur i hverdagen. Derhjemme flyder dagen mere sammen: fra seng til skrivebord, fra skrivebord tilbage til sengen for måske at slutte dagen af med at se en film. Desuden er det rart, at der er nogle, man kan tale med. Som ny jobsøgende leder man desperat rundt på de forskellige jobsites, og i den proces kan man godt overse en masse ting, så er det rart, at der er nogle, man kan spørge, om der er noget, man overser. Samtidig kan jeg via de forskellige øvelser blive bevidst om, hvad jeg kan og ikke kan. Det bliver jo ret godt udstillet her”. 

Jeg vil helt sikkert komme igen og få finpudset mit cv og mine ansøgninger.


Jacob Peter Grinsted
Afleverede speciale i slutningen af september i geografi og geoinformatik.
Vil gerne være tage en ph.d.
 

Jeg får et produkt med hjem
“Det er vigtigt, at folk kommer her af frivillighedens vej. Det betyder, at folk er engagerede, og stemningen er mere uformel. Samtidig er oplæggene meget reelle og indholdsrige. Det er redskaber, jeg kan bruge i min egen jobsøgning. Men det, der gør hele forskellen for mig, er, at jeg får noget med hjem, og jeg kommer herfra med et produkt. Det kan være, jeg har fået skrevet en ansøgning eller arbejdet på min elevatortale. Andre steder sidder man ofte som passiv lytter, og så bruger man ikke det, man har lært”. 

Jeg har været her to gange og planlægger at komme igen, så ofte jeg kan.