Foto: Rie Neuchs
12.04.2013
Artikel

På kanten af systemet (2:3)

I januar og februar har knap 10.000 ledige mistet retten til dagpenge. Magisterbladet følger op på samtaler med tre magistre, som ved årsskiftet var blandt dem, som stod til at miste dagpengene.

Af Martin Ejlertsen
4.000 kroner om måneden. Så meget har Dorte Mejdal måttet vinke farvel til fra starten af februar måned, hvor hun mistede sin ret til dagpenge. Som for knap 10.000 andre ledige har halveringen af dagpengeperioden fået direkte indflydelse på hendes hverdag. Hun er nu kommet på den særlige uddannelsesydelse, som for enlige er på knap 10.500 kroner om måneden før skat. Når alle hendes faste udgifter er betalt, har hun 2.000 kroner til mad, tøj og uforudsete udgifter. 

”Det er lidt af en fallithistorie. Jeg er fortvivlet over min situation. Jeg er angst og frygter at havne som posedame. Jeg har netop været ved tandlægen og fået at vide, at jeg skal have lavet mine tænder, men jeg aner ikke, hvor jeg skal få pengene fra”, siger Dorte Mejdal, som er cand.mag. i dansk og filosofi.

Hun har vandret ind og ud af midlertidige stillinger og været en del af dagpengesystemet, siden hun blev færdig med sin uddannelse i 1992. På trods af mere end 200 jobansøgninger har hun kun været til to jobsamtaler. For nylig gik hun derfor i gang med en selvfinansieret og netbaseret uddannelse i økonomi og ressourcestyring. 

På uddannelsesydelsen har Dorte Mejdal fået lov til at læse statistik som et af uddannelsens fem moduler. Når det modul er afsluttet, mangler hun kun afslutningsprojektet, som hun selv må betale. Det koster ca. 5.000 kr., og det har hun slet ikke råd til, som situationen er nu.

”Mit store problem er desuden, at jeg slet ikke har praktisk erfaring inden for det område, jeg læser. Men jeg prøver alt, hvad jeg kan. Jeg søger stadig arbejde og stiller op til møder på jobcentret”, siger Dorte Mejdal. 

Hun synes, det er vigtigt, at der kommer en større offentlig debat om, hvad vi skal gøre med den arbejdsløshedsbyrde, som hun er en del af, og som ikke ser ud til at forsvinde foreløbig. Dorte Mejdal påpeger, at der tilsyneladende altid vil være mennesker, der ikke kan sælge deres arbejdskraft på de gældende markedsvilkår til en pris, der kan opretholde deres eksistens. 

”Hvad skal samfundet gøre ved det? Er det rimeligt, at en stor gruppe mennesker ikke kan forsørge sig selv, fordi de står uden for arbejdsmarkedet og bare ikke kan finde et arbejde?”, spørger hun retorisk og understreger, at arbejdsløshed fx er med til at begrænse lønstigninger og inflation. 

”Men skal den enkelte, der er arbejdsløs, alene betale den økonomiske, sociale og psykiske pris for dette? Det kunne jo se sådan ud, hvis man spørger nogle, der tilfældigvis ikke selv er arbejdsløse”, siger hun.

Hvis det ikke lykkes Dorte Mejdal at finde arbejde, ender hun formentlig på kontanthjælp, og den situation er helt uholdbar for hende.

”Der skal ske noget inden for de næste måneder, for at jeg ikke bliver tvunget til at flytte eller til at nasse på min familie. Så jeg håber, min situation det næste halve år løser sig på en eller anden måde, så jeg kan læse færdig og finde et arbejde”.