22.03.2013
Artikel

International efteruddannelse efter dansk forbillede

Af Lasse Højsgaard
Begrebet livslang læring er ikke et særskilt dansk fænomen. Allerede i halvtredserne begynder man i UNESCO-regi at tale om behovet for livslang læring ud fra et kulturpolitisk perspektiv. Ved en UNESCO-konference om voksenundervisning i Montreal i 1960 vedtages en erklæring, hvor det hedder, at folk bør understøttes i at føle stolthed og værdighed i deres egen kulturarv og opmuntres til at forstå og fremme forandringer.

I halvfjerdserne kommer OECD også på banen med opfordringer om livslang læring, men nu med et lidt andet formål, nemlig som et middel for de vestlige lande til at kunne tilpasse sig udfordringerne ved den globaliserede økonomi.
Ifølge Søren Ehlers, lektor, Aarhus Universitet, er det i dag først og fremmest EU, der påvirker politikken på efteruddannelsesområdet.

”EU styrer enormt meget, uden vi rigtig er klar over det. Igennem et rammeprogram – European Qualification Framework – stiller man krav til uddannelsesudbyderne. Fra 2007 begynder man at pumpe tilskud ud til deltagerlandene, som de kun får, hvis de retter ind efter rammeprogrammet. Man styrer med gulerødder”, siger Ehlers.

Set med danske øjne er den overnationale politik på området dog slet ikke så tosset. Danmarks tradition for efteruddannelse har nemlig hele tiden været en stærk inspiration for andre lande lige fra den første UNESCO-konference om voksenuddannelse – der fandt sted i Helsingør i 1949 – og til EU’s rammeprogram, som bygger på et meget dansk princip om brugerorienteret kompetenceudvikling.

”Det er helt klart, at de nordiske lande er modellen for princippet om livslang læring. En anden interessant ting er, at OECD’s undersøgelser omkring kompetenceudvikling er meget nordisk inspireret. Så den nuværende EU-styring kan vi godt være glade for, for den ligger inden for vores tænkning. Men i andre lande er der måske nogle, der tænker: Vorherre bevares!”, siger Søren Ehlers.

Se hele temaet om efteruddannelse