Foto: Colourbox
01.03.2013
Artikel

Karrierevejledning i en kold tid

Af Dorthe Rozalia Horvath Horup

KRONIK

“Der findes ingen jobgaranti hinsides den afsluttende eksamen”.

Sådan sluttede John Torup Jensen sin kronik “Akademiker på markedsvilkår” i Magisterbladet nr. 18/2012. Og sådan starter jeg min. Så vidt jeg forstod Torups kronik, så handlede den dels om at forsøge at forklare, at man ikke nødvendigvis kan regne hverken med karriere, fast job eller fagligt relevant arbejde efter en akademisk uddannelse, dels om, at markedet, efterspørgslen på akademiske kompetencer, er underlagt de samme naturkræfter som alle andre varer i et åbent markedssystem. 

Så langt så godt. Jeg kan godt se disse pointer. 

I Magisterbladet nr. 20/2012 kom så en kommentar med titlen “Den forkælede dimittends vendetta”, skrevet af Jeanette Mayland Olsen, der tilbage i september sidste år i Politiken havde skrevet et debatindlæg om det at være færdiguddannet akademiker og ikke kunne komme i job. I øvrigt det debat­indlæg, der inspirerede John Thorup Jensen til sin kronik, da han tolkede det som udtryk for “en forkælet akademiker, der forventer job, for nu har man jo gjort alt det rigtige”. Jeg skal skynde mig at sige, jeg ikke selv har læst dette debatindlæg, men jeg har så sandelig fuld forståelse for den frustration, som Mayland og masser andre dimittender må bære rundt på i disse tider.

Det er ikke et lægestudium
Da jeg til daglig har en hat på, der siger “karrierevejledning” og “udslusning” af akademikere på humaniora, fik jeg lyst til at gå lidt videre og causere over vinklen fra vejlederperspektivet på universitetet. Min målgruppe er unge studerende på humaniora, der læser meget specielle fag set med arbejdsgiverøjne – vi har alle de mærkelige småfag, som man med skepsis taler om i Dansk Industri, i medierne og blandt politiske beslutningstagere. 

Vi har det, som jeg er begyndt i højere grad at italesætte som “ikke-professionsrettede uddannelser”. Det er altså ikke kandidater, der enten har læst jura, økonomi, medicin eller andet forståeligt. Nej, nogle af vores kandidater kommer ud med eksempelvis en grad i tværkulturelle studier. Og hvad er så det?  

Hvad kan vi gøre på universitetet for at hjælpe de unge, som er på vej, ja, faktisk allerede fra den første studie­dag på det første semester? Allerede der konfronterer vi dem med, at studiet på humaniora består af en masse valg undervejs, at de selv har ansvaret for at give det mål og skabe en rød tråd, der kan lede dem i retning af et ønsket arbejde, når de en dag har sat sidste punktum i specialet. Vi prøver faktisk allerede i studiestarten at få dem til at forstå strukturen, profilen og de muligheder, som en uddannelse på humaniora åbner op for. For indrømmet: Det er ikke et lægestudium eller en arkitektuddannelse, de er startet på. 

De studerende kommer ofte ind med en forventning om, at institutionen kan svare på, “hvad kan jeg blive, når jeg bliver stor?” 

Desværre har hverken karriere­vejledning eller uddannelsesinstitutionen et klart eller sikkert svar. Der findes masser af humanistundersøgelser og andet på nettet, som vi flittigt henviser til, herunder også DM’s og MA’s glimrende initiativ Candportalen. Dernæst, som i al god coaching, så foregår individuel vejledning med coachprincipperne for øje. Vi afdækker, vi udvider perspektiverne, vi spørger ind til de studerendes forestillinger og ønsker, vi udfordrer betænksomt, vi hjælper med at snævre ind, sætte fokus på mulighederne, hjælper med mind maps, handleplaner, studieplaner og giver som regel også noget med på vejen, som de kan arbejde videre med. Men et endegyldigt svar på, hvilket job de kan regne med at få, når de er færdige, det kan institutionen eller samfundet for den sags skyld aldrig give.

Østeuropæisk ­planøkonomi dur stadig ikke
Man har jo fra politisk hold forsøgt at tage tilløb til overordnet “planstyring af uddannelse og kandidatproduktion”. Indimellem er der andre røster, også fra erhvervslivet, der kommer med velmente råd om, hvilke uddannelser man burde sætte adgangsbegrænsninger på eller ligefrem helt lukke. 

Akkrediteringsinstitutionen ACE Denmark har også elementer af at kontrollere og skubbe i retning af øget modulering og input udefra, blandt andet via de obligatoriske aftagerpaneler på universiteterne, så uddannelserne spytter de kandidater ud, der netop er brug for, og som helt sikkert er efterspurgt. Men østeuropæisk planøkonomi virkede som bekendt ikke, og det gør det helt sikkert heller ikke, når det gælder regulering og udregning af, hvilke kandidater der kan sælge billetter, og hvilke der ikke kan. Det gælder i øvrigt ikke kun blandt højtuddannede, det gælder inden for alle brancher og uddannelser. Og et er sikkert: Man kan ikke spå om fremtiden. 

Når de studerende starter på en lang uddannelse, er det altid lysten, der driver værket, og dermed “lyst og interesse”, der skal bære dem gennem et langt studium. Hvis ikke de brænder for faget, så bliver de heller ikke dygtige akademiske generalister. Hvis generalistkompetencerne virkelig skal kaste noget af sig senere, som i kronikken af Thorup, der blev leder af en a-kasse i HK og brugte et år på at blive faglig udi a-kasselovgivning med mere, så skal de studerende have lyst til at læse og beskæftige sig med en genstand, der så senere kan skiftes ud med eksempelvis “a-kassen i HK”.

Særlige udfordringer for humaniora
Den særlige udfordring for videregående uddannelser, der ikke er direkte professionsrettede uddannelser, er selvfølgelig på den ene side at formidle disse udfordringer til de studerende – hvorfor er det svært at svare på, “hvad kan jeg blive?”, når moster Ella spørger til fødselsdagen. De skal trænes i at kunne omsætte deres kompetencer og faglighed i det virkelige arbejdsliv – og på den anden side at få denne viden om kompetencerne formidlet til erhvervslivet og arbejdsmarkedet – til omverdenen, som det så fint hedder i øjeblikket. Humaniora på Københavns Universitet har helt i tidens ånd netop ansat en prodekan for “omverdensrelationer”. Der er jo behov for øget brobygning og eksponering af kompetencerne, så de bliver brugt der, hvor de faktisk kan gøre stor gavn, og hvor arbejdsgiver måske i første omgang ikke er opmærksom på det.  

Således ser jeg opgaven fra karrierevejlederperspektivet som en stor formidlingsopgave i at bygge bro, italesætte udfordringerne og ikke medvirke til at stikke nogen blår i øjnene. Det er nemlig ikke en garanti, at man nødvendigvis får som “fortjent”, når det gælder karriere, job og løn. Der må jeg sige, at Thorups pointer om markedsmekanismer desværre også gælder i forhold til højtuddannede som på alle andre områder. Jeg vil dog runde af med, at en akademisk uddannelse alt andet lige dog stadig er en nøgle til flere jobmuligheder, end hvis man ikke har en. Man har arbejdet sig frem til bedre odds i jagten på det spændende og meningsfulde arbejdsliv, og det skal vi da stadig lægge vægt på, og vi skal opfordre til, at unge mennesker har ambitioner, forventninger og ønsker til eget (arbejds)liv.