01.03.2013
Artikel

SU-reformen et eklatant løftebrud

Af Ingrid Stage

LEDER

Den regering, som for 1½ år siden højtideligt erklærede, at den ikke ville beskære SU-støtten, har nu fremlagt et lovforslag, der indeholder klare forringelser. Selv om det så sandelig ikke er første løftebrud, vores regering begår, er det her alligevel et af de mest overraskende. For jeg troede faktisk, at de tre partier var enige om, at det danske SU-system er en succes, der skal værnes om.

Det lovforslag, uddannelsesminister Morten Østergaard præsenterede den 19. februar, er ganske vist ikke så grumt, som forhåndsvarslerne og de drypvise elementer, som selvsamme minister er kommet med i ugerne op til fremlæggelsen, indikerede. Den højere visdom i den kommunikationsstrategi kan jeg kun gisne om, men man kunne jo få den tanke, at strategien gik ud på at få alle kritikerne til at skyde alt krudtet af på forhånd, og at lettelsens suk derefter ville overdøve indsigelser og brok.

Og ja, selvfølgelig er vi glade for, at forringelserne ikke er så drastiske, som vi frygtede. Men godt er det ikke. Det voldsomme fokus på at få de studerende igennem på kortere og kortere tid gennem økonomiske stramninger har sin pris. Og det er ærgerligt, at et længe forberedt lovforslag i så høj grad bygger på fejlagtige antagelser og fordomme om, at de studerende fjumrer og smøler i flere omgange. Først ved at vente med at gå i gang og dernæst ved at være for længe om at blive færdige. Ordvalget “fjumreår” om både den tid, de unge bruger på at blive mere modne og afklarede, inden de går i gang, og om det 6. år, der ligger ud over den normerede studietid, nærer falske forestillinger i offentligheden og giver forkerte signaler om, hvad der driver det store flertal af studerende.

Studerende presser sig selv og hinanden ud i studieforlængelser. Den hårde konkurrence om job betyder nemlig, at cv’et skal være perfekt.

Som ung studerende kan man næppe undgå at være sig smerteligt bevidst om den aktuelle, tårnhøje dimittendledighed, der har gjort konkurrencen om en plads på det akademiske arbejdsmarked knaldhård. Så der er pres på at kvalificere sig ved at få gode karakterer, ekstra kurser i fx eksportøkonomi, uanset hvilken uddannelse man i øvrigt er i gang med, en praktikplads, et ophold i udlandet og et studierelevant job. Det siger sig selv, at det giver længere studietider, og det vil en økonomisk straf i form af en udhuling af købekraften af SU eller økonomisk straf for forsinkelser næppe ændre på. Det viser den undersøgelse, som DM netop har gennemført blandt et udsnit af vores studentermedlemmer.

De studerende ønsker først og fremmest en god uddannelse og at få et godt job bagefter, og de mange ekstra krav, der er lagt ind i en universitetsuddannelse gennem de seneste år, kan hver især være ganske fornuftige. Men Morten Østergaards skråsikre udsagn om, at de studerende sagtens kan nå det hele på fem år, er ikke troværdigt, hvis der stadig skal være plads til den faglige fordybelse i uddannelsen.

I efteråret viste undersøgelser fra både Djøf og DM foruroligende resultater om udbredt stress blandt de studerende. Jeg frygter, at de studerende, der lider af stress og præstationsangst, nu bliver mere ilde stedt, når de presses til at gå til eksamen, før de er klar, og at flere vil falde fra. Det passer rigtig dårligt med den overordnede målsætning om, at 60 % af en årgang skal have en – god og holdbar – videregående uddannelse Regeringen bør derfor genoverveje sit forslag og finde de positive incitamenter frem i stedet for de negative.