08.02.2013
Artikel

1.200 skeletter giver jackpot i Ribe

Enorm skeletsamling og banebrydende kemiske analysemetoder udløser otte mio. kr. til tværfagligt forskningssamarbejde mellem Sydvestjyske Museer og Syddansk Universitet.

Af Thomas Bøttcher
I Ribe har arkæologer i årevis gravet skeletter op af jorden. Alene fra gråbrødreklosteret og domkirken er man nået op på 1.200 skeletter begravet i en ubrudt periode fra vikingetiden frem til 1805, hvor kirkegården ved Ribe Domkirke blev lukket. Materialet er selv i internationalt perspektiv bemærkelsesværdigt.

“Det er et kolossalt arkæologisk materiale, og ingen steder i Danmark har en tilsvarende kontinuitet i gravmaterialet. Ribe Domkirke var den første kirke i det nuværende Danmark, og der står en kirke det samme sted den dag i dag”, siger Morten Søvsø, leder af arkæologienheden ved Sydvestjyske Museer. Museet har sammen med Syddansk Universitet netop fået 8 mio. kr. fra Velux Fonden til et forskningsprojekt, der med afsæt i skeletterne skal kaste lys over liv og livsvilkår for mennesker i Ribe gennem 1.000 år.

For Morten Søvsø betyder bevillingen et års frikøb til at forske og publicere resultaterne for udgravningen. Det er en usædvanlig situation for en arkæolog ved et dansk provinsmuseum. Som regel er det Nationalmuseet eller Moesgaard Museum, der løber med de store arkæologiske forskningsbevillinger i Danmark. Morten Søvsø kan dog ikke alene takke det unikke arkæologiske materiale for, at han i et år får mulighed for at forske uforstyrret.

Kemiker afdækker levnedsløb
Forklaringen på den store bevilling skal i lige så høj grad findes i alliancen med Syddansk Universitet og i samarbejdet med kemikeren Kaare Lund Rasmussen, hvis analyser af arkæologisk materiale er internationalt anerkendte. Han var for nylig ved hjælp af skæg- og knoglerester med til at afsløre, at Tycho Brahe ikke døde af en kviksølvsforgiftning, og får nu mulighed for at afprøve sine metoder i stor målestok på det enorme skeletmateriale fra Ribe.

Kaare Lund Rasmussen udtager prøver fra forskellige dele af det samme skelet, der hver især afspejler den kemiske påvirkning på forskellige tidspunkter i individets liv. Derved er det fx muligt at kortlægge den pågældendes fysiske færd gennem livet.
“I middelalderen drak man det vand og den øl, der var lige der, hvor man befandt sig. Og vi kan faktisk finde ud af, hvor folk var på et givent tidspunkt i deres liv, ved at måle forholdet mellem strontium og calcium i knoglerne, fordi det afspejler sig i den bestemte grundvandsressource, de drak af. Befandt den pågældende sig i Ribe i fx toårsalderen, kan det derfor aflæses i pars petrosa, en lille knogle i øret, som er færdigudvokset i toårsalderen. Andre knogledele afspejler andre alderstrin og perioder i livet”, forklarer ­Kaare Lund Rasmussen. 

For Kaare Lund Rasmussen betyder projektet, at han får mulighed for at afprøve sin metode i større målestok.
“Det er nyt, at vi udnytter den kemiske livshistorie inden for mit fag. Man har før målt strontium-calcium-forholdet, men det gik man bort fra og gik over til at måle strontiumisotoper. Vi mener imidlertid, at den grundstofkemiske metodes potentiale slet ikke udnyttes helt, så derfor vil vi prøve at gå tilbage til det, der er foreslået tidligere”, siger Kaare Lund Rasmussen, der foruden penge til nyt udstyr også får en ph.d.-stipendiat tilknyttet sin enhed.

Forskningsprojektet, der også har deltagelse af biologiske antropologer, får i alt tilknyttet tre ph.d.-studerende og en postdoc-stipendiat.