Ideen om et museum i øjenhøjde med gæsterne og med en stærk folkelig forankring er fortsat en stærk del af Danmarks Industrimuseums selvforståelse. Modsætningen mellem forskning og formidling bliver derfor til et møde mellem “en folkelig museumstradition og en elitær universitetsverden”.
Foto: Scanpix
08.02.2013
Artikel

Forskning og/eller formidling

Ambitiøse målsætninger om at styrke forskningen ved Danmarks Industrimuseum er udfordret af museets stærke folkelige forankring.

Af Thomas Bøttcher
At ph.d.-titler og formaliserede forskningssamarbejder ikke i sig selv er nogen garanti for, at man overvinder den grundlæggende modsætning mellem forskning og formidling, kan Kristoffer Jensen skrive under på. Han er ph.d. og inspektør ved Danmarks Industrimuseum i Horsens, et mindre museum, der i 2005, inspireret af bl.a. Fiskeri- og Søfartsmuseet, dannede Center for Industri- og Erhvervshistorie i samarbejde med Syddansk Universitet.

Centret forpligter de to parter til at levere mindst ét forskningsårsværk om året, men ifølge Kristoffer Jensen, der fik sin ph.d. i 2011, støder ambitioner og idealer dog i praksis sammen med økonomiske realiteter.

“Forskningen hos os er i realiteten afhængig af, at vi kan skaffe projektfinansiering. De beskedne ressourcer, der er til lønmidler, går primært til den daglige drift, herunder særudstillinger, som er forudsætninger for at sikre et højt besøgstal”, fortæller Kristoffer Jensen.

De begrænsede ressourcer giver også andre udfordringer.

“Intentionen er, at forskningen skal bygges ind i alle museets aktiviteter og også gå på tur blandt museets inspektører, men i praksis er idealet svært at realisere. Da jeg nu har fået en ph.d., fået opbygget et netværk og bevist, at jeg kan forske efter universitetets krav, bliver det også naturligt mig, der fortsætter med at søge midler og forske. Så frem for at vi alle har en tilknytning til forskningen, bliver virkeligheden snarere den, at vi hver især sidder med en specialfunktion. Jeg bliver selvfølgelig dygtigere til forskningen, men fjerner mig samtidig fra museets øvrige aktiviteter, og museets afkast af forskningen bliver derfor ikke så stort, som det ideelt set burde være”, siger Kristoffer Jensen.

Projektfinansieringen er ensbetydende med frikøb fra andet arbejde i et antal måneder inklusive en stram tidsplan, der kræver fuldt fokus på projektet og dermed også isolation fra kolleger og institution, mener han. Og når flere projekter ligger i række efter hinanden, nærmer det sig efterhånden en form for afsondrethed, mener Kristoffer Jensen.

“Inspektører, der går i gang med en ph.d., bør være klar over, at de tre år efter måske står over for et personligt valg: Vil man kæmpe sig tilbage til en central plads i museets organisation og dagligdag, eller vil man satse på en fortsat forskningskarriere, som indebærer, at man kører videre på et parallelspor i forhold til resten af museet”.

Mellem det folkelige og det elitære
Industrimuseet opstod i 1970’erne som et modsvar til den klassiske museums­tradition. Museet skulle bæres af frivillige, hvis personlige historie gerne måtte falde sammen med den, museet fortalte. Dagliglivets historie skulle fortælles i levende udstillingsmiljøer og ikke udstilles i montrer. Ideen om et museum i øjenhøjde med gæsterne og med en stærk folkelig forankring er fortsat en del af museets selvforståelse. Modsætningen mellem forskning og formidling bliver derfor til et møde mellem “en folkelig museumstradition og en elitær universitetsverden”, mener Kristoffer Jensen.

“Det er en problemstilling, man nok genfinder på mange især mindre museer. Hvordan kombinerer man udstillinger, der ikke skal være for langhårede, det folkelige og den frivillige indsats som det bærende med professionaliseringen af forskningen, med alt hvad det indebærer af øget konkurrence og krav til, at forskningen sættes ind i bredere og også internationale sammenhænge?

Oprustningen på forskningssiden er også lidt i modstrid med de idealer, der mere generelt præger holdningen til museernes formidling i disse år. Man vil gerne nedbryde museernes autoritet og sætte gæsten i centrum. Men hvis vi ikke længere skal opbygge dannelsesinstitutioner, hvor det centrale er at formilde viden videre til gæsten, så bliver det i virkeligheden lidt svært at byde ind med sin forskning”, pointerer Kristoffer Jensen.