Forskning og formidling gik op i en højere enhed med Fiskeri- og Søfartsmuseets udstilling “Døde hvaler”, hvor bl.a. den strandede finhval i Vejle Fjord indgik.
Foto: Scanpix
08.02.2013
Artikel

Klassens duks

Med Center for Maritime og Regionale Studier satsede Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg allerede i begyndelsen af 1990’erne målrettet på at skabe et forskningsmiljø på niveau med universiteternes. Attraktive løn- og ansættelsesvilkår har været en del af opskriften.

Af Thomas Bøttcher
Større kritisk masse, samarbejde med vidensinstitutioner, internationalt udsyn og professionelle forskningsadministrationer. Sådan lød kort og konsekvent museumsudredningens bud på, hvordan museerne omstiller sig til det øgede fokus på forskningskvalitet og -resultater blandt beslutningstagere og bevillingsgivere.

Før jul valgte så Kulturministeriet at sætte skred i processen med kravet om, at museernes forskere fremover skal have en ph.d. for at kunne få statsstøtte til deres arbejde.

Men en del, især mindre museer, er skeptiske. For hvad sker der med formidlingen og den lokale og folkelige forankring? Kan museerne løfte opgaven? Og bliver det mon for højpandet?

På Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg deler man ikke bekymringen. Takket være en energisk og forskningsglad inspektør iværksatte museet allerede i begyndelsen af 1990’erne en proces, der skulle styrke museets forskning og skabe et forskningsmiljø, der kunne tåle sammenligning med universiteternes.

“Ud over at sikre et højt niveau i formidlingen gennem et tilsvarende højt forskningsniveau stræbte museet efter at udvikle alternative indtægtskilder – ikke bare i form af eksterne midler, men også fx via rekvirerede undersøgelser. Idéen var blandt andet at pulje de ansattes begrænsede forskningstid og tænke den ind i en større sammenhæng, hvor også universitetsforskere indgik”, fortæller Mette Guldberg, museumsinspektør og seniorforsker ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Pionerarbejdet mundede ud i oprettelsen af Center for Maritime og Regionale Studier i 1994 – et fælles forskningscenter mellem museet og Aarhus Universitet.

Stillingsstruktur som i sektorforskningen
Syddansk Universitet overtog senere Aarhus Universitets plads i centret, men ambitionerne blev ikke mindre. Hver institution er i dag forpligtet til at indgå med tre forskere i centret, som følger reglerne for forskningscentre ved universiteterne. For også at sikre rekrutteringen til museets fagområde indførte man med centerdannelsen en stillingsstruktur svarende til den på sektorforskningsinstitutionerne. Det betyder, at alle inspektører, der forsker, skal have en ph.d.-grad og meritere sig inden for stillingsstrukturen ved at underkaste sig en ekstern seniorforskerbe­dømmelse optimalt tre år efter tildelingen af ph.d.-graden. Parallelt med dette skulle attraktive løn- og ansættelsesvilkår, svarende til lønningerne på statslige forskningsinstitutioner, sikre, at museet kunne tiltrække og fastholde dygtige forskere. 

Selvom det måske for nogle lyder meget akademisk, er forskningen ved museet i sidste ende fortsat museumsforskning, fastslår Mette Guldberg.

“Det særlige ved museumsforskning er vel, at det er svært at give den optimale vilkår som på et universitet. Til gengæld får man en forskning, der er i stadig dialog med formidling, indsamling, registrering og alle de ting, et museum kan. Den foregår i et kollegialt miljø, som er mere alsidigt. Med centret sikrer vi, at der faktisk bliver gjort noget ved forskningen”, siger hun.
Frygten for, at det universitære forskningsbegreb vil gå ud over de publikumsrettede aktiviteter – som blandt andet museumsdirektør ved Den Gamle By Thomas Bloch Ravn gav udtryk for i det seneste nummer af Magisterblader – deler hun ikke. En af museets seneste særudstillinger, “Døde hvaler”, illustrerer ifølge Mette Guldberg, at forskning, formidling og tværfaglighed sagtens kan forenes.

“Udstillingen spredte sig over flere af de områder, vi dækker. En del handlede om biologi, en anden del om hvalfangst i 1600- og 1700-tallet, som vores historieforskere bidrog til. De har i mange år arbejdet med de folk, der har levet ved vadehavet. Der var også en del, der handlede om den strandede finhval i Vejle Fjord, hvor vi også forskningsmæssigt var involveret. Det hele foregik i et samspil med vores formidlingsfolk, der var rigtig gode til at skære budskaberne til. Udstillingen var et lykkeligt sammenfald mellem forskningsresultater og formidlings- og udstillingstekniske kompetencer”.

Hun forstår godt, at en del museer frygter konsekvensen af de nye retningslinjer, men maner til besindighed.

“Det kan virke skræmmende og uoverskueligt, men det er jo ikke sådan, at alle forventer, at man er ph.d. fra i morgen. Det skal tænkes ind i den langsigtede strategi, hvor man gradvist opkvalificerer medarbejderne. Hos os satsede vi først på at opkvalificere kulturhistoriske medarbejdere. Først i 2008 fik vi naturhistorien med – 14 år efter centrets oprettelse. Det har været en lang proces”, lyder det fra Mette Guldberg.