Tollundmanden fra Silkeborg Museum.
Foto: Scanpix
08.02.2013
Artikel

… og der skal forskes

31 museer får et problem med den nye museumslov. De har ingen ansatte på ph.d.-niveau og er derfor ikke længere berettigede til at modtage forskningsstøtte fra Kulturministeriet. Men forske skal de for at kunne leve op til lovgivningen.

Af Thomas Bøttcher
Museer med svage forskningsmiljøer går en travl tid i møde. Det står klart med den reviderede museumslovs skærpede krav til forskningen ved landets omkring 100 statsanerkendte museer. Kravene skal indfries i løbet af de næste år og indebærer konkret, at museumsforskere skal have mindst en ph.d.-grad for at få adgang til forskningspuljer under Kulturministeriet.

Det skal fx ske ved at veksle de ansattes mag.art.-grader til ph.d.-grader gennem forskerbedømmelser, men et ukendt antal museer – mindst 31 ifølge en ministeriel opgørelse – får særlig travlt. De er udsatte, fordi de ikke har ansatte på ph.d.-niveau og skal nu til at finde tid og penge til at løfte forskningskompetencerne hos deres medarbejdere, som ikke længere er værdige til at modtage forskningsstøtte fra staten.

Museerne har forskningspligt, men ikke megen forskningstid. En lektor på et universitet kan måske bruge 30-40 pct. af sin arbejdstid til forskning, en andel, som små museer med et par ansatte akademikere kun kan fantasere om. Rækker tiden eller museets budget ikke, er den gængse opskrift frikøb til sammenhængende forskningstid ved hjælp af eksterne forskningsmidler. Dem bliver der for alvor rift om, hvis ikke det skulle være tilfældet i forvejen. For selvom de 31 ph.d.-løse museer kun fylder lidt i det samlede museumslandskab, så vil de øvrige museer også opruste. Eksempelvis har Sydvestjyske Museer, der ikke er blandt de 31, netop besluttet, at seks medarbejdere inden for den nærmeste fremtid skal erhverve en ph.d.-grad. 

Pres på forskningsmidler
At det ikke er pærelet for et museum at få støtte til et ph.d.-projekt, kan man forvisse sig om ved at kigge på de ca. 6 mio. kr., som Kulturministeriets Forskningsudvalg (KFU) årligt uddeler til forskning og ph.d.-projekter til institutioner under Kulturministeriet. Beløbets beskedne størrelse taler for sig selv, og selv Nationalmuseet, der er udpeget til at rådgive andre museer om forskning og støtte til forskning, har siden 2009 fået afslag på fire ud af syv ansøgninger om ph.d.-støtte. Det vides ikke, men måske den hårde konkurrence også er årsagen til, at andre museer helt har afholdt sig fra at søge midler hos KFU. I hvert fald har 17 ud af de 27 museer med opgaver af “særlig betydning”, der har lov til at søge puljen, slet ikke søgt siden 2009.

Det vil formodentligt ændre sig nu, ligesom der fortsat vil være pres på de ca. 10 mio. kr. – den såkaldte rådighedssum – som hidtil har været uddelt af de faglige råd under Kulturstyrelsen, men som fremover skal uddeles af KFU. Det næste par år skal en begrænset del af puljen fortsat uddeles efter indstilling fra de faglige råd, ligesom et beløb vil være reserveret forskerbedømmelser. Men groft sagt vil en deling af puljen, som den Kulturministeriet har foreslået, indebære, at de 31 museer uden fastansatte på ph.d.-niveau skal konkurrere om i alt 2,3 mio. kr. årligt til forskningsprojekter og opkvalificering af medarbejdere eller det, der i gennemsnit svarer til ca. to måneders frikøb per museum.

Ansøgninger ikke gode nok
Skulle det ikke række, og det gør det næppe i en del tilfælde, må der søges forskningsmidler andre steder, blandt andet hos de utallige private fonde. En ellers vigtig spiller, når det gælder offentlig finansiering af forskning, Det Frie Forskningsråd (DFF), er på forhånd no go for de 31 ph.d.-løse museer. Rådet støtter ikke længere ph.d.-projekter og giver kun midler til ansøgere med mindst en ph.d.-grad. Ansøgninger fra museerne modtager Rådet ikke mange af, men måske kan der alligevel udledes en lære af de ansøgninger, Rådet trods alt får.

“Der er måske en generel tendens til, at ansøgninger fra museerne er relativt usofistikerede”, siger Søren Harnow Klausen, næstformand for Det Frie Forskningsråd for Forskning og Kommunikation.

Og det er ikke overraskende, tilføjer han.

“Museerne arbejder med forholdsvis konkrete ting og genstande, og forskningen ved museerne har af samme grund en forholdsvis konkret vinkel. Det, der undertiden bliver en afslagsbegrundelse, er måske, at projektet ikke er tilstrækkeligt nyskabende, at der ikke i tilstrækkelig grad foreslås nye perspektiver på det område, museerne repræsenterer, eller at de ikke er teoretisk avancerede nok”, uddyber Søren Harnow Klausen.

Historieprofessor Bjørn Poulsen, et andet medlem af Rådet, går ikke så vidt i sin vurdering.

“Museerne har et problem i forhold til vores tankegang. De er sat til at forvalte samlinger. Derfor vil de ofte tage udgangspunkt i et bestemt materiale – hvad der er fuldt legitimt – men det kan kollidere med vores betoning af, at forskningen skal være drevet af forskningsspørgsmål frem for at udspringe af et konkret kildemateriale. Hvis man ikke tænker rigtig ud af posen, kan forskningen ende med at blive en udredning af bestemte samlinger”, fastslår han.

Men grundlaget for at tænke ud af posen er bestemt til stede på museerne, mener formanden for Kulturministeriets Forskningsudvalg, Anne-Marie Mai.

”Vi ser meget tit i udvalget, at der bliver lavet glimrende forskning også på mindre museer, uden at det nødvendigvis formelt rubriceres som sådan. Det kan fx være en artikel i et katalog til en udstilling. Museerne kunne sagtens bruge det almene forskningsbegreb i denne forbindelse”, siger KFU’s formand.

Museum blev påtalt for ikke at forske
Det såkaldt “almene forskningsbegreb” blev formuleret af en arbejdsgruppe under Kulturministeriet i 2009. Gruppen anbefalede, at museerne orienterede sig mod begrebet for at “ruste sig til konkurrencen om forskningsmidlerne”, og med rådighedssummens forflyttelse fra de faglige råd under Kulturstyrelsen til KFU (der anvender begrebet i sin uddelingspraksis) er arbejdsgruppens vink officielt effektueret.

Men der er mere end det. Kulturstyrelsen er i sine kvalitetsvurderinger begyndt at irettesætte museer, der ikke i tilstrækkelig grad arbejder i overensstemmelse med det almene forskningsbegreb. Eksempelvis har Styrelsen fastslået, at forskningen ved Faaborg Museum ikke kan betragtes som forskning:

“Publikationerne kan ikke betegnes som forskning, da ingen af udgivelserne lever op til det almene forskningsbegreb, som Kulturministeriets forskningsstrategi (2009) anbefaler museerne at arbejde efter. Det almene forskningsbegreb definerer originalitet, transparens og gyldighed som uomgængelige krav for forskningen”.

Publikationerne, der tales om, er tre udstillingskataloger, en årbog samt et værk skrevet af en lokal pensioneret museumsentusiast. De i alt to kunsthistorikere, der er ansat ved museet, har ifølge museumsleder Susanne Thestrup Truelsen årligt tre måneder tilsammen, hvor de kan sætte sig ned og skrive. I erkendelse af, at museet ikke kan løfte opgaven alene, satser Faaborg Museum nu på at samarbejde om forskning med andre museer. Susanne Thestrup Truelsen, der er 66 år, håber, at museet måske kan ansætte en leder med en ph.d.-grad, når hun selv går på pension. Men hun er skeptisk. Museet Trapholt i Kolding opgav for nylig at ansætte en ph.d., og også andre kunstmuseer har forgæves søgt ph.d.er.

Alment forskningsbegreb er latterligt
Uanset om det lykkes Susanne Thestrup Truelsen at udpege en ph.d. som sin efterfølger, skal der fremover forskes efter det almene forskningsbegrebs “uomgængelige” krav til originalitet, transparens og gyldighed. Men det er absurd, spild af tid og kan gøre mere skade end gavn, at Kulturstyrelsen er begyndt at bruge det “almene forskningsbegreb” som målestok for museumsforskningen, mener Ernst Jonas Bencard, forsker ved Thorvaldsens Museum.

“Tag fx kravet om originalitet. Umiddelbart ved vi da alle sammen godt, hvad originalitet er. Men langt størstedelen af den forskning, man læser og hører om, er noget, folk skriver og sætter sammen på baggrund af, hvad andre tidligere har skrevet. Og meget af den forskning, der får ph.d.- eller doktorgraden, bygger på en slags kritisk gennemgang af, hvad tidligere folk har lavet, og så kan man da spørge, hvor er det originale og det nye egentlig i det?”, siger han.

Forskningen ved museerne bliver ikke bedre af, at museerne nu skal til at overveje, hvordan de med udgangspunkt i deres samlinger skaber original forskning, mener han.

“Den egentlige udfordring for forskningen ved museerne er tid. Giv museerne mere tid, så skal man nok få mere og bedre forskning”.