Tegning: Ib Kjeldsmark
08.02.2013
Artikel

En fejring af viden

For andet år i træk har DM, Ræson og Den Sorte Diamant ved Københavns havnefront samlet en perlerække af foredrag med nogle af landets klogeste hoveder.

Af Pernille Siegumfeldt
DM-medlemmer fyldte godt op, både på scenen og på stolesæderne i en stopfuld sal, da 12 timers vidensfestival løb af stablen sidst i januar.
For DM’s formand, Ingrid Stage, var det en lise midt i indtil videre svære og langstrakte overenskomstforhandlinger med Moderniseringsstyrelsen, at kunne byde velkommen til et arrangement, der, som hun sagde til indledning, med “den allerstørste og helt ubesmittede glæde fejrede viden” – og så uden at hun endda bagefter skulle redegøre for denne videns målbare værdi for bruttonationalproduktet eller for danske virksomheder. Udveksling af viden fører til udvikling, fortsatte Ingrid Stage. Og den stafet tog flere af oplægsholderne op i løbet af dagen, hvor både de nyeste opdagelser fra Mælkevejen, Helle Thornings aktuelle udfordringer, den selektive erindring, Europas svære fremtid, historieformidling for zappergenerationen og Somalias inferno var blandt emnerne. Magisterbladet bringer et udpluk fra nogle af dagens seancer.

Peter Bastian, fysiker, filosof og fagotspiller i multimusikgruppen Bazaar og Den danske Blæserkvintet.

Om det skabende fællesskab:

Mennesket bor i instinktet for overlevelse med behagelige besøg ovre i instinktet for udvikling.
Når vi tidligere i Den danske Blæserkvintet skulle fortolke Carl Nielsen, var det fem musikeres forskellige opfattelser af musikken, der var til forhandling. I en del år endte vi derfor på kompromisløsninger, som ingen hverken hadede eller elskede, men som betød, at vi alle spillede under niveau. Der skete et afgørende skifte, da kvintetten igennem nogle år underkastede sig en lærer på højeste niveau, mesterdirigenten Sergiu Celibidache. Adlingen af Den danske Blæserkvintet fandt sted i Italien, hvor Celibidache hørte os spille, hvorefter han bestilte den bedste champagne og dernæst skålede med os hver især med ordene: “Nu er kvintetten en bedre musiker, end du er Peter, en bedre musiker, end du er, Søren” og så fremdeles. Jeg var blevet fagotbestyrer, vi havde alle glemt os selv i opslugtheden og var blevet til et skabende fællesskab, og det interessante er, at individualiteten forstærkes i den proces. For når jeg pludselig er Den danske Blæserkvintet, så har jeg også hele ansvaret, og det samme gælder for de andre. Så er det ikke længere så vigtigt, hvad jeg gør, men at det bliver gjort. Det er derfor, vi stadig kan finde glæde og udvikling sammen i kvintetten efter mere end 30 år. Hver gang vi mødes, er noderne totalt døde og skal genopdages af os, sammen.

Anja C. Andersen, astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet.

Om Mælkevejen og andre galakser:
Vi bor i en galakse, som vi kun kender en brøkdel af, og jeg er bogholder for de lyspartikler, vi med menneskeøjne og de p.t. forhåndenværende instrumenter kan registrere. Hvad der sker på bagsiden af Mælkevejen, aner vi intet om, og det vil vare cirka 108 millioner år, før vi er i stand til at komme der-om. Det gælder om at tage virkelig gode noter i dag, så de har noget solidt at sammenligne med til den tid. I Chile er vi ved at sætte radioteleskoper op, som kan kigge ind i stjerneskyerne, hvor planeterne bliver dannet. Vi prøver hele tiden at trænge ind i og forstå, hvad den matematiske, fysiske viden fortæller os. I princippet kan der være liv mange andre steder end på jorden. Nøglen til at finde ud af, om vi er alene i universet, hedder Mars. For på Mars er mange af betingelserne til stede for liv, fx en tynd atmosfære, og vi har også fundet flere sandsynlige tegn på, at der har været vand. Hvis vi finder, at betingelserne for liv er til stede på Mars, og der alligevel ikke er liv, så hælder jeg mest til, at der kun er liv på jorden. For så er det åbenbart ikke så ligetil at få livet i gang på en planet, selv hvis betingelserne er gunstige.

Nina Smith, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.

Sandheden om dansk økonomi:
På den ene side bliver dansk økonomi udråbt til duks i EU, den sikre havn, en såkaldt triple A-økonomi, og kapitalen strømmer til. På den anden side taler virksomheder og erhvervseksperter om dyb krise og job, der fosser ud af landet. Begge dele er sådan set rigtige. Danmark har ikke et problem med sin betalingsbalance, hvilket fx var den afgørende årsag til vores økonomiske vanskeligheder for 20-30 år siden. Men vi har mistet fem procent af vores job og vækst til den private sektor i Kina og andre steder. Det er som bekendt vores bnp, der finansierer vores velfærd, så vi har et problem, hvis vi vil bevare standarden i den skandinaviske velfærdsmodel.
Økonomer opererer med, at der er to strategier ud af krisen. Den liberale strategi, som stiler mod mere fri konkurrence, lavere lønninger og en minimal velfærdsstat – det vil betyde et markant anderledes samfund – eller uddannelsesstrategien, den skandinaviske model, der holder fast i en stærk stat og troen på, at jo mere vi ved, jo mere styrkede står vi. Jeg tror personligt mest på den sidste, og det bunder bl.a. i Danmarks erfaringer fra dengang, dampmaskinen gjorde mange arbejdere overflødige i 1870’erne. Det faldt sammen med, at bondebefolkningen kom på højskole. De sad på skolebænken om aftenen og i vintermånederne, når høsten var i hus. Bønderne skabte andelsbevægelsen og omstillede sig lynhurtigt til nye tider. Den omstilling kunne kun ske, fordi de var oplyste.

Uffe Østergaard, professor i europæisk historie ved CBS.

Europa er ­kommet for at blive:
For et halvt år siden troede jeg ikke på, at euroen ville overleve. Det tror jeg på nu, for den er blevet et politisk projekt med tyskerne i front. Alle vidste jo, at grækerne snød sig ind i EU i sin tid, men der er så dejligt varmt på de græske øer, og grækerne er så søde. Det sidste par år har den græske kollaps ikke desto mindre udgjort en trussel mod hele det europæiske samarbejde og mod euroen i et omfang, som man ikke havde set komme. Den opflammende økonomiske, sociale og politisk ustabile situation i Sydeuropa har styrket de nationale identiteter i hele EU og gjort os bevidste om, at EU er en ufo, og at vi fortsat har hver vores stærke kultur. Grækerne og spanierne er begyndt at gå på tyskkurser, og jeg er spændt på, hvornår også danskerne opdager, at det kunne være smart. Også den højt uddannede arbejdskraft er begyndt at vandre, mange af dem ud af EU, og det vil efter min vurdering få en kolossal betydning. For selv om EU overlever, vil vi stå svagere om 20 år. Der vil blive lyttet mindre til den europæiske stemme i verden, og det er meget ærgerligt, for de andre har brug for os.

Johannes Riis, forlagsdirektør på Gyldendal.

Om fordummelse:

Man kan lære meget af vores førende public service­kanal, DR1, i bedste sendetid. Hammerslag har en særligt opdragende funktion, man kan fx få gode tips til at afkode ejendomsmægleres bedrageriske smil.
X faktor, bestyret af landets mest selvglade og ubetinget største tågehorn, hylder de glade amatører og viser vores unge, at der er en bekvem vej til berømmelsens tinder. Vejret fylder en hel del og kalder på de mest kreative kræfter i DR. Hvad der ikke er sket siden Voldborg med nye ikoner for frost og blæsevejr – nogle af dem kan endda køre rundt! Selv Gyldendal, der er et privatkapitalistisk selskab, gør mere for at give folk kvalitet end DR, der sender for offentlige penge. Jeg mærker en vildt voksende frustration over den fordummelse, der sniger sig ind ad alle sprækker, ikke mindst når det gælder kunst og kultur. Jeg lider af ulykkelig kærlighed til fjernsynet, for der er ingen grænser for, hvad det kan formidle – hvis det bare ville. Men i stedet for den brede, aktive fremme af kunsten og diskussion af kulturpolitik og visioner ender vi med fx at tale snævert om frie bogpriser eller ej. Det flytter ingenting af betydning.

Ulla Tofte, historiker og sekretariatschef for Golden Days, Københavns historiske festival.

Om historie i ­zapperkulturen

De unge hopper af et tv-program efter en time, Facebook er en af deres primære informationskilder, ja selv foredrag, hvor de bare kan læne sig tilbage og suge ind, er snart en anakronisme. Formen har altid været en barriere for nogle. Den sorte skole var også et problem for H.C. Andersen, der ikke kunne sidde stille og havde svært ved at indordne sig. I stedet for at gøre unges zapperi til et problem skal vi se deres dannelse som et legosæt, bare uden den brugervejledning, vi andre slavisk har fulgt. De stykker dannelsen sammen selv, og det skal alle vi i visdommens tempel have for øje, hvis vi vil formidle fx historie. Da Golden Days Festivalen viste Leni Riefenstahls olympiade­film i Øbro Svømmehal, gik arkitekturen og fortiden op i en højere enhed. Da Dreyers “Blade af Satans Bog” blev vist i Grundtvigskirken, skete der noget magisk. Historiefortællingen skal kunne smages, man skal kunne hoppe på den, den skal larme og råbe op.