18.01.2013
Artikel

Alderen som ressource

Af Henning Kirk
Vi er mange, der er født i årene omkring afslutningen af sidste verdenskrig. Fx blev der i 1946 født næsten 100.000 børn, hvoraf knap 80.000 nåede folkepensionsalderen i 2011. Her ved starten af 2013 har den danske befolkning af 65+-årige netop rundet en million.

Med denne udvikling er det vigtigere end nogensinde at få udbredt viden om, hvilke ressourcer der kan være forbundet med moden alder. Jeg fremhæver bevidst kan, for der er ikke ret mange ressourcer, der blot kommer af sig selv. Én ting er nemlig sikker: Hvis man som midaldrende går i stå – fysisk og psykisk – vil det ubønhørligt gå tilbage med evner, færdigheder og kompetencer. Hvis man vil være aktiv som senior på arbejdsmarkedet og blandt mennesker i øvrigt, skal man vedligeholde og fortsat udvikle disse evner og kompetencer.

Alderen har i almindelighed ikke noget godt ry. Alder associeres med tilbagegang, svækkelse og social marginalisering. Jeg har sammen med forfatteren og journalisten Lone Kühlmann i bogen “Afskaf alderdommen – bliv i de voksnes rækker” diskuteret mediernes tendens til at placere “de ældre” som en kategori ved siden af voksensamfundet. Traditionelt har man om børn sagt, at de ved konfirmationsalderen indtræder i de voksnes rækker. Med god ret kan man tilsvarende sige, at man ved pensionsalderen igen træder ud af de voksnes rækker.

Vi bliver med alderen mere og mere forskellige – på godt og ondt. Derfor er det urimeligt at opretholde en retorik, som placerer ældre borgere i en særlig kategori ved siden af voksensamfundet. Der findes heller ingen aldersgrænser i naturen. Aldersgrænser er alene noget, som samfundet har indført af sociale eller økonomiske årsager. Desværre bidrager disse aldersgrænser til at fastholde forestillinger om, at “de ældre” er en sand kategori.

Seniorkompetencer og modenhed
Aldringsforskningen har de senere år givet os et billede af alderens mange muligheder. Det gælder den fysiske vedligeholdelse, og det gælder i særdeleshed hjernens potentiale. Men lad os begynde der, hvor vi ikke bliver bedre med årene.
Det drejer sig om vores evne til hurtigt at indlære noget, som ikke kan støttes af viden og erfaring. Memoryspil er det klassiske eksempel – her kan vi ikke slå børnebørnene. Til gengæld kan vi blive bedre og bedre med årene, der hvor vores viden og erfaring hjælper os med at tilføje noget nyt til det, som vi i forvejen har på lager. Og heldigvis er der ikke meget i arbejds- og fritidslivet, der minder om memoryspil.

Man kan ligefrem opliste en række af plusord til karakteristik af alderens muligheder: viden, indsigt, erfaring, overblik, udsyn, ekspertise, sprog- og kommunikationsfærdigheder og empati. Plusordene kendetegner, hvad man også kunne kalder seniorkompetencer. Det drejer sig ikke kun om kognitive færdigheder og kvaliteter, men også om emotionelle og sociale egenskaber, som kan udvikles med alderen. Det kan dog ofte tage nogen tid, før umodenhed bliver til modenhed.

Der er mange kendte eksempler på seniorkompetencer. Det var viden, erfaring og overblik, der gjorde det muligt for den 58-årige pilot Chesley Sullenberger at nødlande på Hudsonfloden i 2009 og redde 155 menneskeliv. Forskning viser, at det ikke mindst er erfaring med kommunikation, der sætter ældre piloter i stand til at klare sig særlig godt i katastrofesituationer. Og det er viden, erfaring og overblik, der kan få mange ældre politikere og ældre ledere til at træffe kvalificerede beslutninger.

Modenhed kan karakteriseres ved voksende erfaring med følelsesmæssige oplevelser og reaktioner, kombineret med en forbedret evne til at kontrollere de følelsesmæssige reaktioner. Modenhed bygger på viden om og erfaringer med andre mennesker gennem samvær og samtale. Men den forudsætter frem for alt selvindsigt, herunder erkendelsen af egne grænser for viden og erfaring. Denne erkendelse er vigtig i kollegialt samarbejde, ikke mindst i samarbejdet med yngre kolleger, som ofte kan have ringere erkendelse af egne grænser for viden og erfaring.

Netop i samspillet mellem unge og erfarne medarbejdere kan man drage nytte af seniorkompetencer. Et samspil, der kan udnyttes systematisk gennem mentorfunktioner, som blandt andet er kendt inden for forskerverdenen – i mere eller mindre formel udformning.

Hjernen bag seniorkompetence
r
Der er mange fordomme knyttet til alder og hjernefunktion. Det skyldes blandt andet, at de fleste kender til ældre familiemedlemmer med svigtende hjernefunktion, ikke mindst demens. Og kendskabet til blot én demenslidende kan påvirke holdningerne mere end kendskabet til ti andre i samme alder, men uden demens. 

Det spiller også ind, at alle i moden alder oplever, at navnehukommelsen forringes. Forringelsen skyldes flere ting, ikke mindst det faktum, at vi i løbet af livet møder (eller hører om) flere og flere mennesker – og lige så mange navne. Arkivet vokser, men det er kun muligt at huske navne, der er godt og grundigt katalogiseret i langtidshukommelsen. Det er dog vigtigt at vide, at navnehukommelsen ikke har indflydelse på seniorkompetencerne og hjernen bag dem. Derfor er det vigtigt at udbrede viden fra den nyere forskning inden for aldring og hjernefunktion. For der er meget godt nyt om gamle hjerner. 

Hvis man bedømmer hjernens muligheder ud fra volumen og antal neuroner, er der ingen tvivl om, at vi “skrumper” lidt med årene. Men faktisk er det muligt fortsat at styrke funktionen af de bevarede neuroner og deres netværk. 

Dette sker ved, at man “bruger hovedet”, sørger for at stimulere sin hjerne. Men det er også vigtigt at styrke resten af kroppen, for fysisk form er afgørende for, at hjernens fysiologiske miljø er optimalt. Her tænker jeg ikke mindst på blodforsyning og stresskontrol. I forhold til andre organer har vores hjerne et uforholdsmæssigt stort behov for blodtilførsel. Fysisk aktivitet styrker både blodforsyning og stresskontrol, og dette bliver vigtigere med alderen på grund af hjernens tiltagende sårbarhed.

De senere års neuroforskning viser flere forklaringer på, hvordan det er muligt for hjernen ved en række mekanismer at forebygge de forringelser af funktionsevne, som man tidligere antog for uafhjælpelige følger af aldring. Jeg vil nævne nogle af de vigtigste af disse mekanismer:

Vi kan gennem aktivitet og stimulation hele livet danne nye neuroner (især i hippocampus, “indlæringsportalen”, der befinder sig midt mellem ørerne) og derved kompensere for det tab af neuroner, der uvilkårligt sker, hvis man ikke er aktiv. Herved styrkes indlæring og hukommelse. Endvidere kan vi effektivisere den kognitive kapacitet ved øget samarbejde mellem netværk i de to hjernehalvdele. Og endelig kan træning og øvelse øge omfanget af den automatisering af hjernefunktioner, som er forudsætning for rutine – fx det at kunne noget på fingrene.

Forskningen har også vist, at det er muligt at træne og vedligeholde hjernens skarphed ved systematisk træning i at “have flere bolde i luften”. Helt konkret: at jonglere med bolde styrker arbejdshukommelsen, den korttidshukommelse, som man skal bruge til det, man arbejder med her og nu. På samme måde kan komplet tosprogede personer styrke den kognitive skarphed ved at skifte mellem de to sprog i dagligdagen. Der er flere andre veje til at styrke hjernens livskarriere. Musik er også et godt middel, især hvis man selv spiller eller synger.

Men der er ingen vej udenom – seniorkompetencer kommer ikke af sig selv. Hvis man vil udvikle og vedligeholde evner, færdigheder og kompetencer, hedder det alsidig stimulation i dagligdagen. Til gengæld vil man kunne opleve, at alderens muligheder er groft undervurderede.