16.11.2012
Artikel

Selvstændige sikres barselsdagpenge

Nu bliver det muligt for selvstændige at få dagpenge under barsel. Det skal gøre livet som iværksætter mere attraktivt og samtidig gøre det lettere for også kvinder at starte egen virksomhed.

Af Martin Ejlertsen
At gå på barsel som selvstændig har indtil nu nærmest været lukket land. Der har nemlig ikke eksisteret mulighed for at få barselsdagpenge, når man driver egen virksomhed. Det har bremset især mange kvinder i at starte egen virksomhed og haft store omkostninger for de selvstændige, som ønsker at være sammen med deres nyfødte barn. Men nu er regeringen sammen med Enhedslisten blevet enige om at etablere en obligatorisk barselsordning for selvstændige. 

Det betyder, at selvstændige får en indkomstregulering, når de går på barsel, og de bliver dermed sidestillet med arbejdsgivere på det private arbejdsmarked. 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) understreger, at det ikke skal være barselsreglerne, der spænder ben for hverken kvinder eller mænd, der er selvstændige eller har et brændende ønske om at blive selvstændige. 

“Derfor vil vi med barselsudligningsordningen forbedre vilkårene for selvstændige, så de ikke får en voldsom indtægtsnedgang, når de holder barsels- og forældreorlov med deres barn. Det har der desværre ikke været politisk opbakning til før nu. Med ordningen kan både kvinder og mænd, der lever af deres virksomhed og kan få barselsdagpenge som selvstændige, fremover få en indtægtskompensation”, siger Mette Frederiksen til Magisterbladet.   

Beskæftigelsesministeriet er stadig i gang med arbejdet på at udforme en endelig model, men den sendes i høring allerede i december. Et endeligt lovforslag for ordningen fremføres i februar næste år. Ministeriet kan dog oplyse nu, at barselsordningen for selvstændige bliver obligatorisk, og at alle selvstændige skal betale til den. Det årlige bidrag skønnes at blive på omkring 300-400 kroner. 

Eneste fornuftige
Formand for DM’s sektion for selvstændige og freelancere Karen Noeberg bifalder regeringens initiativ til nu at etablere en obligatorisk barselsfond for selvstændige. Hun er selv selvstændig og har i en årrække kritiseret de forældede vilkår og regler for selvstændige herhjemme – blandt andet på barselsområdet. 

“Det er en rigtig god idé, at man uanset størrelsen på sin virksomhed som selvstændig nu fremover kan tillade sig at få børn med god samvittighed. At drive egen virksomhed skal jo ikke afholde folk fra at få børn. Så denne obligatoriske ordning lyder som det eneste fornuftige at gøre”, siger Karen Noeberg.

Hun er overbevist om, at den kollektive ordning vil lede til større ligestilling på området for selvstændige, da nu både kvinder og mænd kan få barselspenge, når de driver egen virksomhed. 

“Hidtil har vi selvstændige jo joket med, at det at få børn er det dummeste, vi kan gøre. Nu får iværksættere af begge køn mulighed for at gå hjemme med den nyfødte, uden at hele forsørgelsesgrundlaget forsvinder, så det er glimrende”, siger Karen Noeberg. 

Forsker i ligestilling og lektor i samfund og globalisering på Roskilde Universitet Karen Sjørup er overbevist om, at barselsordningen for selvstændige vil få en positiv effekt. 

“Vi mangler jo iværksættere og især inden for visse felter, hvor flere kvinder kan gøre sig gældende. Opstartsfasen som iværksætter sker typisk på samme tidspunkt, hvor man får børn, så derfor er det en stor fordel for selvstændige, hvis de kan gå på barsel”, siger Karen Sjørup.

Fleksibilitet afgørende
Professor på Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på Syddansk Universitet Kim Klyver har netop været med til at lave en international undersøgelse om ligestilling og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, som er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift for entreprenørskab Journal of Business Venturing. Han er positiv, men samtidig skeptisk over for, om en barselsordning for selvstændige for alvor vil batte.

“Som udgangspunkt synes jeg, dette er et rigtig godt initiativ. Problemet er, at selvom man får mulighed for at gå på barsel som selvstændig, så forsvinder man i den periode, og det kan specielt mindre virksomheder ikke klare”, siger Kim Klyver, som derfor ser mere positivt på, hvis ordningen udformes, så selvstændige kan gå på barsel på deltid.

“Det synes jeg vil være rigtig smart og give rigtig meget mening”, siger han.   

Karen Sjørup understreger, at den manglende fleksibilitet i systemet hidtil netop har været det dilemma, som har afholdt mange potentielle iværksættere fra at starte op.

“Det er afgørende, at ordningen får den samme fleksibilitet, som vi har i vores nuværende barselsorlov, som kan spændes ud over en længere periode. På den måde skal iværksættere jo også eksempelvis kunne arbejde på deltid og være på barsel på halvtid, så man ikke skal lukke virksomheden helt i barselsperioden”, siger Karen Sjørup. 

Beskæftigelsesministeriet anslår, at den nye ordning vil betyde, at 750 kvinder hvert år vil gå på barsel, og tilsvarende, at 2.500 mænd vil benytte sig af en barselsordning for selvstændige. Barselspengene til selvstændige vil udelukkende blive finansieret af bidragene, og staten vil derfor ikke have udgifter forbundet med ordningen.