30.11.2012
Artikel

Forskervejen stadig mindre tillokkende

De ansatte på universiteterne kæmper fortsat med at indhente sidste års reallønsnedgang. Det viser de nyeste løntal for universitetsområdet, der også afslører, at lønforskellen til det private arbejdsmarked vokser med ancienniteten.

Af Pernille Siegumfeldt
Sidste år var det primært de øverste ledelseslag på universiteterne – institutlederne, personalecheferne og direktørerne – der oplevede en mærkbar reallønsfremgang. Lektorerne og posdoc’erne holdt akkurat skindet på næsen, mens professorernes og adjunkternes lønudvikling var direkte negativ.

Den udvikling er for flere personalegrupper blevet bremset i år. Det viser de nyeste løntal for universitetsområdet, hentet i Moderniseringsstyrelsens lønoverblik.

At det ser rigtig skidt ud for lidt færre universitetsansatte i år, skyldes den generelle lønregulering på 1,3 procent, der som en del af overenskomstaftalen fandt sted den 1. april i år. Lønreguleringen betyder, at fx lektorerne, adjunkterne, de videnskabelige assistenter og AC-medarbejderne på universiteterne i år akkurat sniger sig om på den rigtige side af det forbrugerprisindeks, der angiver udviklingen i gennemsnitspriserne på forbrugsvarer og servicer. Professorerne oplever til gengæld også i år en udhuling af reallønnen, og det samme gør fx de eksterne lektorer, universitetsrektorerne og universitetets specialkonsulenter.

Universiteterne får baghjul
Selv om april måneds lønregulering har taget toppen af den negative lønudvikling, er der et stykke vej igen, før de universitetsansatte DM-medlemmers formand, Leif Søndergaard, er tilfreds.

“Vi har taget et lille skridt i den rigtige retning på universitetsområdet, men kæmper fortsat med et lønefterslæb fra sidste år. Det er positivt, at løngabet imellem lederne og dem, der forsker og underviser, er skrumpet lidt ind. Men i den internationale konkurrence, hvor det gælder om for universiteterne at gøre sig attraktive for de stærkeste forskere, er lønnen også et parameter, og i den sammenhæng er det langtfra nok, at vi ser en opbremsning i den negative lønudvikling”, pointerer Leif Søndergaard.

Også i sammenligning med det private arbejdsmarked får universiteterne og det offentlige som helhed baghjul, både når det gælder aflønningen af cand.scient.erne og de humanistiske kandidater. Efter bare to år på arbejdsmarkedet giver private virksomheder deres cand.scient.er næsten 5.000 kroner mere i gennemsnitsløn om måneden end det offentlige, mens humanisterne ligger nogenlunde på samme niveau. På de senere løntrin løber også humanisterne i det private fra de offentligt ansatte humanister, og lønforskellen vokser til i gennemsnit 7.000 kroner efter 19-20 år på arbejdsmarkedet.

Det store løngab mellem private og offentlige lønninger er en anden udfordring, hvis man ønsker at gøre forskning på landets videregående uddannelsesinstitutioner til en lokkende karrierevej, påpeger Leif Søndergaard.

“Universiteterne må erkende, at der skal afsættes flere penge til løntillæg til det videnskabelige personale, og det mener jeg de skal have råd til. Hvis det ikke sker, vil vi opleve, at forskning i offentligt regi bliver totalt udmanøvreret af udenlandske universiteter og af private forskningsvirksomheder”, understreger Leif Søndergaard. Fakta om løn 2012 På Universitetsområdet

  • Der er ikke den store forskel på lektorers lønninger på Naturvidenskab på henholdsvis København og Aarhus Universitet. I København tjente lektorerne 43.000 kroner i september 2012, mens de i Aarhus fik 43.500 kroner.
  • Humaniora halter fortsat efter Naturvidenskab, når det gælder lønninger. Lavest ligger KU Humaniora med gennemsnitslønninger for lektorer på 40.700 eksklusive pension.
  • Professionshøjskolernes lektorer ligger i gennemsnit lavere end universitetets. Her var gennemsnitslønnen i september 2012 knap 39.000 kroner uden pension. 
  • DTU er som helhed lønførende, mens KU Samfundsvidenskab og Teologi skraber bunden.