30.11.2012
Artikel

“Det giver ingen mening”

Julie Qvistgaard er projektleder i et AC-job på Københavns Universitet, men ledelsen har presset hende ind på HK-overenskomsten.

Af Thomas Bøttcher
“Jeg er ikke typen, der lægger mig ned på ryggen, når min retfærdighedssans bliver krænket”.

Julie Qvistgaard er fortørnet. Som projektleder ved Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet står hun for at planlægge, koordinere og delegere aktiviteterne under projektet Food’ovator, der skal fremme innovation i fødevarevirksomheder. Et job, hvor Julie Qvistgaard som ansvarlig for projektgennemførelsen trækker såvel på sine akademiske kompetencer, sin viden om medier, innovation og kampagnetilrettelæggelse som på sin indsigt i fødevarebranchen.

En del af Julie Qvistgaards fortørnelse skyldes, at ledelsen kræver, at hun skal ansættes på HK-overenskomst. Der er ellers ingen tvivl om, at hun varetager akademisk arbejde, ja stillingen blev oprindeligt lavet til en AC’er, men fordi Julie Qvist­gaard oven på sin professionsbachelor “kun” har en masteruddannelse, er hun i dag udelukket fra at komme på AC-overenskomsten. Det betyder, at hun får mindre løn og pension end sine AC-kolleger med nøjagtig samme arbejdsopgaver.

“Jeg har en anerkendt akademisk uddannelse på kandidatniveau, som jeg bruger i et job, der forudsætter en akademisk uddannelse. Så synes jeg, det er unfair, at jeg skal ansættes på HK-overenskomst”.
Det er dog ikke den eneste grund til hendes indignation.

Ind og ud af AC-varmen
Historien begynder i 2008, hvor Julie Qvistgaard søger og får en kommunikationsmedarbejderstilling ved Øresundsuniversitetet. Som det fremgår af stillingsopslaget, er det en stilling, hvor der ansættes efter AC-overenskomsten, hvilket også er det, der aftales under lønforhandlingerne.

“Øresundsuniversitetets HR-ansvarlige bekræftede, at jeg ville blive ansat på AC-overenskomsten. Da jeg så samtidig får at vide, at der godt kan gå noget tid, før jeg ser en kontrakt, siger jeg mit daværende job op”.

Det skulle hun måske ikke have gjort. Næsten samtidig med hendes første arbejdsdag fik hun pludselig oplyst, at Øresundsuniversitetet alligevel ikke kan tilbyde hende de aftalte forhold. Ansættelsen har i mellemtiden været omkring Københavns Universitets centrale personaleadministration, og her har man tilsyneladende bedre styr på AC-overenskomsten. Med en professionsbachelor fra Suhrs Seminarium og en diplomuddannelse fra Niels Brock er hun vejet og fundet for let til AC-overenskomsten.

Aftalen bliver i stedet for, at Julie Qvistgaard kompenseres for forskellen mellem AC- og HK-vilkårene med et årligt engangsvederlag på 30.000 kr. samt en arbejdsgiverbetalt masteruddannelse, der efterfølgende skal give hende ansættelsesvilkår svarende til AC-overenskomsten. 

Øresundsuniversitetet er indtil 2009 administreret af Københavns Universitet, hvorefter det bliver overtaget af RUC og senere lukket ned. Projektet Food’ovator er imidlertid spillevende, ikke mindst i kraft af en bevilling på 3 mio. kr. fra Region Midt og EU’s Regionalfond, så dagen efter at hendes ansættelse ved RUC ophører, bliver hun 1. august i år igen hyret af Københavns Universitet, der også overtager andre medarbejdere fra Øresundsuniversitetet.

På Københavns Universitet (KU) giver man imidlertid ikke meget for Julie Qvistgaards tidligere aftaler.
“KU ville hverken anerkende det årlige engangsvederlag som en del af min løn eller for den sags skyld min master i Cross-Media Communication, som i min optik også var en del af lønpakken”. 

Efter lange forhandlinger når parterne ifølge Julie Qvistgaard til enighed, idet hun accepterer et begrænset vederlag, samt at værdien af uddannelsen ikke bliver en del af hendes løn, mens hendes lokale ledelse på den anden side er indforstået med, at hun får en individuel kontrakt og altså ikke ansættes på HK-overenskomst.

“Med en individuel kontrakt ser jeg muligheden for på et senere tidspunkt at forhandle mig frem til bedre vilkår, hvorimod jeg med en HK-overenskomst vil være låst fast til den, på trods af at jeg har taget masteruddannelsen. Derfor accepterer jeg vilkårene mod at blive ansat på en individuel kontrakt”.

Revolvermetoder
Imidlertid trækker KU løftet om en individuel kontrakt tilbage. Tilsyneladende er det igen den centrale personaleafdeling, der sætter bremsen i. Få dage før en lønudbetaling får Julie Qvistgaard tilsendt en ny kontrakt omfattet af HK-overenskomsten med besked om, at hendes løn tilbageholdes, indtil HK-ansættelsen er på plads. 

Revolvermetoder, kalder hun det. Men på sin side beslutter Julie Qvistgaard sig også for at sætte hårdt mod hårdt. Hun kræver nye forhandlinger og bedre vilkår, før hun underskriver en kontrakt. Det lykkes hende da også at få sit kvalifikationstillæg forhøjet, svarende til værdien af masteruddannelsen.

“Hvis jeg skal tvinges ind i en overenskomst, som jeg ikke har lyst til at være i, og som jeg også mener, jeg har forhandlet mig frem til, at jeg ikke hører hjemme i, når jeg nu har taget den etårige master, så vil jeg have det lønnivau, jeg kom med. Jeg kender projektet ud og ind, og hvis de havde mistet mig som medarbejder, så ville de stå med et projekt, der i forvejen er fem måneder forsinket, og som ikke har nogen projektleder”.

Tilbage står, at Julie Qvistgaard ikke kan forstå, hvorfor hun med sin masteruddannelse fortsat er udelukket fra at komme på AC-overenskomsten.

“Jeg føler, jeg bliver forskelsbehandlet. Københavns Universitet, som afviser at give mig en løn svarende til mine akademiske kvalifikationer, markedsfører samtidig den masteruddannelse, jeg har taget, som en akademisk uddannelse på kandidatniveau. Det gør universitetet sikkert, fordi akkrediteringsinstitutionen stiller de samme krav til masteruddannelsernes faglige niveau, som de gør til kandidatuddannelser. I forhold til de faglige kvalifikationer giver det ingen mening at udelukke masteruddannelsen fra AC-overenskomsten”.

Lisbeth Møller, vicedirektør ved HR & Organisation ved KU, ønsker ikke at udtale sig om konkrete ansættelser, men skriver i en mail til Magisterbladet:

“Ansættelse på individuel kontrakt er ikke noget, man kan stille krav om, og som i øvrigt kun finder sted i de særlige tilfælde, hvor der ikke er overenskomstdækning”.