16.11.2012
Artikel

Han jagter det bedste argument

Fornuft og følelse. Neurovidenskaben har taget låget af vores hjerne, og derfor er vi nødt til at udvikle retsfornuften. Det mener Jesper Ryberg, der i år modtager DM’s humanistiske forskningspris.

Af Lisbeth Ammitzbøll
En tysk forsker påstår, at han med 95 procents sikkerhed kan aflæse pædofile anlæg på en hjernescanning.
Hvad stiller vi som retssamfund op med den type viden? Dømmer vi den anklagede på forhånd, eller lukker vi øjnene for risikoen, fordi “enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist”?

“Brugen af hjerneforskning og neuroteknologi i retssystemet rejser nye etiske problemer”, siger Jesper Ryberg, professor i etik og retsfilosofi på RUC.

For nylig modtog han en bevilling på seks millioner kroner til et forskningsprojekt og er ved at ansætte ph.d.-studerende, postdoc’er og seniorforskere. Sammen skal de finde ud af, hvilke etiske argumenter der bedst sikrer retfærdige retssager og domfældelser.

“Hjernescanning kan med stor sandsynlighed også bruges som løgnedetektor, men resultatet er aldrig entydigt. Der er altid tale om sandsynligheder, og dem er vi som mennesker notorisk dårlige til at håndtere, fordi vores følelser kommer i spil. Vi har retsfølelse, men ikke altid retsfornuft, og den får vi brug for at udvikle, fordi moderne neuroteknologi giver os nye typer af viden.

Hvis en hvidkitlet autoritet vidner i en retssal og siger, at en anklaget med “95 procents sandsynlighed” har anlæg for pædofili, vil nogle mennesker opfatte det, som om personen med 95 procents sandsynlighed har begået forbrydelsen, og hvis han ikke har gjort det denne gang, gør han det nok snart, når han nu har så kraftig en tilbøjelighed. Det vil være en helt forkert forståelse af vidneudsagnet, men sådan vil mange måske tænke. Dermed er der risiko for, at den anklagede ikke får en rettergang, der er retfærdig, neutral og baseret på saglige forhold. 

Et andet fremskridt: I dag hævder nogle forskere, at de kan screene en persons tilbøjelighed til at nære fordomme. Igen med en vis sandsynlighed.

“Betyder det, at alle politibetjente, nævninge og dommere skal underkaste sig sådan en screening? Og hvad skal konsekvensen være af resultatet? Vil vi på forhånd udelukke mennesker fra politi og retssale, hvis de har en eller anden procents sandsynlighed for racisme?”, spørger Jesper Ryberg. Hans forskergruppe vil næppe komme med faste svar. Det er heller ikke deres opgave.

“Vi skal undersøge de etiske konsekvenser af brugen af neuroteknologi, og vi skal finde de bedste etiske argumenter og bringe dem i spil i den kriminalpolitiske debat. Hvordan vi som samfund vil bruge den nye viden, vi producerer, er op til en demokratisk proces”.


Derfor får han prisen

Sådan skriver bedømmelsesudvalget om professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg, RUC.
“Professor Jesper Ryberg får DM’s Forskningspris inden for humaniora og samfundsvidenskab for sin omfattende og bredt anlagte forskning og forskningsformidling inden for etik. 

Gennem en række forskningsprojekter har Jesper Ryberg formået at belyse sammenhænge mellem straf, retfærdighed og etik. Mere præcist har han og hans forskningsgruppe haft fokus på etiske spørgsmål i forbindelse med politiarbejde, domstolenes indretning og sanktionssystemers virke. Blandt andet har politiets ubevidste brug af “racial profiling” været genstand for Jesper Rybergs forskning. Ligeledes har Ryberg rettet fokus på de retssikkerhedsmæssige implikationer af moderne terrorlovgivning og på de dilemmaer, der ligger i brugen af tortur. 

Spørgsmål om, hvor hårdt forskellige forbrydelser bør straffes, vækker til stadighed samfundsmæssig debat. Her har Jesper Ryberg ydet en markant indsats for at formidle egne og internationale forskningsresultater for at nuancere og berige debatten. Jesper Ryberg rejser i den forbindelse spørgsmål om, hvilken rolle den folkelige retsfølelse bør spille i den kriminalpolitiske debat. 

Jesper Rybergs forskning og formidling udfordrer de automatreaktioner, der er fremherskende i debatten om forbrydelse og straf. Derfor er han en oplagt modtager af DM’s Forskningspris 2012”.