02.11.2012
Artikel

To nye ansigter i DM’s hovedbestyrelse fra 1. januar 2013

Valget til DM’s hovedbestyrelse lukkede torsdag den 25. oktober. I ­forhold til den afgående hovedbestyrelse er der to nye ansigter blandt de ni direkte medlemsvalgte, nemlig Line He-Gjerløff, ansat i Københavns Kommune, og Olav W. Bertelsen, ansat på Aarhus Universitet.

Af Mogens Tanggaard

Vinderen af det netop afsluttede valg til DM’s hovedbestyrelse er DM Offentlig, som får to direkte medlemsvalgte repræsentanter i den nye hovedbestyrelse, der træder til den 1. januar 2013. Ved sidste valg fik listen kun én plads i hovedbestyrelsen. Det er listen DM Natur & Kultur, der må afgive den ene plads, listen opnåede ved sidste valg. Det betyder dog ikke, at listen ikke vil være repræsenteret i den nye hovedbestyrelse, da alle sektorer skal udpege én repræsentant – studentersektoren to – til hovedbestyrelsen ud over de eventuelt direkte valgte.


Ellers er alt ved det gamle hvad angår antal pladser til de opstillede lister og hvad angår de valgte fra de respektive lister (se navne andetsteds på siden).Til de ni direkte valgte medlemmer af DM’s hovedbestyrelse kommer det eneste fødte medlem, nemlig DM’s formand Ingrid Stage, der allerede for ca. to måneder siden blev valgt uden modkandidater – i øvrigt for syvende gang – og de af de seks sektorer udpegede medlemmer. Sektorerne DM Offentlig, DM Privat, DM Forskning & Videregående Uddannelse, DM Natur & Kultur og Sektoren for Honorar- og Timelønnede, Deltidsansatte og Arbejdssøgende udpeger hver ét medlem, mens DM Studerende udpeger to medlemmer. Det giver en hovedbestyrelse på 17 medlemmer.

De to nye lister ved valget, nemlig DM Globalisering og Forandring og Kandidat­listen Natur og Miljø opnåede ikke valg.

De blev valgt


Camilla Gregersen,
Privatansattes liste
Leif Søndergaard,
Universitetslisten
Peter Grods Hansen,
DM Offentlig
Charlotte Palludan,
Fagforeningslisten
Hans Beksgaard,
DM Professionshøjskoler
Frederik Dehlholm,
Privatansattes liste
Line He-Gjerløff,
DM Offentlig
Olav Wedege Bertelsen,
Universitetslisten
Hanne Gøtzsche,
Pensionistlisten