02.11.2012
Artikel

New Public Management-bølgen giver svære ­vilkår for international ­mobilitet på de videregående ­uddannelser i Danmark

New Public Management, der siden 1990’erne for alvor er blevet anvendt som statslig styringsmodel i bl.a. den danske uddannelsessektor, giver uddannelsesinstitutionerne svære vilkår at arbejde under. Uddannelsesministeriet satser på større volumen i den internationale mobilitet og presser institutionerne på fastsatte indikatorer i udviklingskontrakterne. Manglende fleksibilitet ser imidlertid ud til at stå som paradoks til den ønskede udvikling.

Af Mette Ernlund
Regeringens globaliseringsstrategi, som har til formål at fremtidssikre Danmark som et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund, har sammen med bl.a. europæiske initiativer som Bologna-processen og Lissabon-strategien været dagsordensættende ved udarbejdelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt givet initiativ til udarbejdelse af flere andre nationale strategier. Disse indeholder alle anbefalinger vedrørende øget mobilitet, konkurrenceevne, livslang læring og højtuddannet arbejdskraft inden for velfærdsuddannelserne.

Undersøgelser viser, at professionshøjskolerne er stærkest på den korte mobilitet, som typisk finder sted inden for de europæiske og nordiske lande. Samme undersøgelser viser, at de danske professionsbachelorstuderende oftest vælger at tage ud som led i deres praktik. Ifølge den danske styrelse for internationalisering havde 7,6 % af de færdiguddannede studerende på de mellemlange videregående uddannelser i 2007/2008 været på studie- eller praktikophold i udlandet. Kortere udlandsophold af mindre end 3 måneders varighed tæller ikke med i de danske statistikker.

Afrapporteringer, evalueringer, ­akkrediteringer …
På trods af udarbejdede strategier er der for professionsbacheloruddannelserne endnu langt op til Bolognas målsætning om 20 % international mobilitet i 2020. En årsag er uden tvivl de mange korte mobilitetsperioder, som ikke tæller med i statistikkerne. En anden er de studerendes eget fravalg af mobilitet. En tredje årsag kunne derudover være Uddannelsesministeriets styring af den danske uddannelsessektor med indførelsen af udviklingskontrakter som dialog- og styringsredskab. Afrapporteringer, evalueringer og akkrediteringer lægger institutionerne under pres for at opfylde fastlagte volumenmål, herunder på det internationale område. Imidlertid kunne manglende ministeriel fleksibilitet se ud til at hindre institutionerne i at opnå den ønskede mobilitet.

Merit er et eksempel på Uddannelsesministeriets store krav, da den studerendes mobilitetsperiode skal kunne stå mål med uddannelsen derhjemme. Merit skal altså ikke gives for det anderledes, men for det lignende. Studieordninger er et andet eksempel, hvor der kan opstå komplikationer, da nogle udformes på nationalt niveau, og andre på lokalt. Det kan således give institutionerne forskellige muligheder for at inkludere den internationale mobilitet i deres uddannelser.

Konkurrencestaten
For at forstå den styringstanke, Uddannelsesministeriet agerer efter i sit samarbejde med bl.a. professionshøjskolerne, er et indblik i samfundsvilkårene i det 20. århundrede væsentligt.

Den moderne stat har gennem de seneste knap 200 år gennemløbet tre grundlæggende faser.

Før 2. Verdenskrig sørgede retsstaten for ved hjælp af skolen, militæret og kirken at disciplinere befolkningen til at være loyal over for autoriteter.

Efter krigen i midten af 1940’erne tog velfærdsstaten over og indførte sociale og politiske rettigheder, og dannelsesbegrebet opstod som afløsning på den disciplinære ideologi. Medbestemmelse, selvrealisering og lighed blev nogle af grundstenene i denne periode, som varede frem til begyndelsen af 1980’erne.

Den sidste fase er nutidens og kaldes konkurrencestaten. Den bygger på en velfærdstanke, hvor der investeres i fremtiden, og hvor velfærd som økonomisk omkostning i stedet bliver til en social investering, herunder i uddannelse.

Konkurrencestaten investerer i den enkelte for at gøre hvert individ konkurrencedygtigt. Den skal sikre Danmarks konkurrenceevne ved at evaluere på fortiden og samtidig beregne fremtidens udfordringer. Nye reformer, heriblandt Velfærdsforliget fra 2006, benchmarking, evalueringer, ledelse osv., er således blevet konkurrencestatens grundsten og gennemsyrer i dag hele den offentlige sektor.

KRONIK

Kontrolleret decentralisering

En af samfundsudviklingens tydelige konsekvenser for uddannelsessektoren er taxameterstyringen, som siden 1990’erne er blevet stadig mere udbredt som institutionernes finansielle ramme. Taxametersystemet er oprindeligt udviklet som reaktion på behovet for en ny økonomisk styringsmodel som led i decentraliseringen af den offentlige forvaltning. Hensigten har været at skabe sammenhæng mellem institutionernes resultater i form af studenterårsværk og tilskuddenes størrelse. Pengene følger brugerne.

Uddannelsesinstitutionerne er også organisatorisk underlagt de vilkår, samfundsudviklingen har medført. En modernisering kendt som New Public Management af den offentlige sektor har fundet sted, og det har betydet en række initiativer og reformer med det sigte at afhierarkisere og afbureaukratisere den offentlige sektor. Der er særligt i 1990’erne for alvor kommet fokus på bl.a. decentralisering af ledelsesansvar, opsplitning af den offentlige sektor i mindre resultatenheder, udlicitering mv., og det har givet institutionerne større identitet og selvstændighed. Til gengæld kontrolleres de som aldrig før af ministeriet, og for uddannelsesinstitutionerne sker dette bl.a. igennem de indførte udviklingskontrakter.

Hvor langt hen i fremtiden, New Public Management forbliver det gennemgående ledelses- og styringskoncept, kan være svært at forudsige. Kritikere som Preben Melander mener, at tiden er inde til nytænkning med frihed under ansvar som alternativ til den traditionelle styrings­tænkning.

Uddannelse til markedet
Uddannelsesministeriet satser strategisk på øget international mobilitet på de videregående uddannelsesinstitutioner, men ser med sin statslige styring paradoksalt nok ud til at give mobiliteten svære vilkår. Det rejser spørgsmålet, om mål og middel hænger sammen. Stilles der skarpt på meritproblematikken, vil en anerkendelse af andre end de faglige kompetencer fra et udlandsophold, som fx sproglige, personlige, sociale og kulturelle, åbne op for øgede muligheder for de studerende. Samtidig vil det sende et signal om, at det danske samfund har tillid til, at de erhvervede kompetencer i udlandet har værdi uanset karakter.

Ungdommen i dag er født ind i et samfund, hvor der er sket en markedsgørelse af uddannelsesvalg og fremtidsmuligheder, og den aktuelle uddannelsespolitik har fokus på de unges udvikling som fremtidig arbejdskraft. Ungdomslivet har imidlertid mange andre væsentlige sider, som ikke nødvendigvis har noget direkte med karriere at gøre, men som ikke desto mindre får betydning herfor. Det handler bl.a. om den personlige udvikling, indre motivation og identitetsskabelse.

Der tegner sig et spændingsfelt mellem Uddannelsesministeriets målsætninger, dets styringsform og de unges behov for identitetsskabelse og personlig udvikling. Forskning fra Center for Ungdomsforskning viser, at de unges målestok for godt og skidt ikke ligger i uddannelsen og dens faglige perspektiv, men i den enkeltes behov og følelser. Det antyder, at kvalitative aspekter må prioriteres i drøftelserne om den internationale mobilitet, og at fokus må ligge på mere end det rent faglige. Hvis international mobilitet er til for de studerende, må fleksibilitet være et vilkår. Hvis det derimod er til for samfundet, med en tro på at de studerende automatisk herigennem internationaliseres og beriger deres fremtidige arbejdsliv, så vil krav og tvang være et vilkår.