02.11.2012
Artikel

Sprogets Indiana Jones

Siden 1981 har sprogforsker Torben Andersen fra Aalborg Universitet arbejdet på at udvikle et skriftsprog til de sydsudanesere, der taler dinka. Det er anvendt forskning, der batter, når en hel befolkningsgruppe får mulighed for at lære både at læse og skrive.

Af Vivian Voldgaard

Der er ikke megen Afrika-stemning over Torben Andersens lille kontor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Her er ingen finurlige figurer i vindueskarmen eller farvestrålende kunst på væggene, og udsigten over byens tage har heller ikke meget savannestemning over sig. Men det betyder ingenting, for forkærligheden for det afrikanske kontinent løber i hans blod.

Hvor mange gange sprogforskeren har været der, har han for længst mistet overblikket over. Men han ved, at det længste ophold i Sudan, som efter alt at dømme ligger i toppen af hans favoritdestinationer, var på syv måneder.

“Min interesse for dinka-sproget, som jo altså bliver talt af omkring to millioner mennesker i Sydsudan, opstod, da jeg i 1981 var inviteret med på en arkæologisk ekspedition, der var arrangeret af et britisk forskningsinstitut. De skulle lave en tværfaglig ekspedition og ville i den forbindelse have en lingvist med, og det blev så mig”, fortæller han.

På samme tidspunkt begyndte de danske universiteter at tale om det interessante ved feltstudier, og Afrika var et af de steder på kloden, der på flere områder var ubeskrevet, blandt andet sprogligt.

“Jeg syntes, det var meget interessant at kaste sig over et sprog, der ikke var beskrevet. Hvordan et sprog er opbygget, er noget helt centralt for en sprogforsker, så det var nok derfor, at jeg ikke kom til at slippe dinka-sproget igen”, siger han.

Vokaler på 18 måder
Dinka-sproget har noget helt særligt over sig, forklarer Torben Andersen. I modsætning til det danske sprog, der er kendetegnet ved korte og lange vokaler, opererer de dinka-talende sydsudanesere med tre varianter: en kort, en halvlang og en lang vokal. Derudover udtales dinka-vokalerne med to forskellige stemmekvaliteter. Den almindelige, vi kender fra dansk, men også en mere usædvanlig variant, hvor stemmelæberne i struben vibrerer på en anden måde på vokalen. Og så er der også forskellige toner knyttet til vokalerne. Alt efter hvilket ord, der er tale om, kan vokalens tone være enten høj, lav eller faldende. Alt i alt betyder det, at hver eneste vokal kan udtales på hele 18 forskellige måder. Derudover har de dinka-talende indbyggere også en lang række varianter for et og samme ord. En ko er eksempelvis ikke bare en ko. Den har en sproglig grundstamme, men hedder derudover noget forskelligt, alt efter hvilken farve og mønster den har. Dertil kommer, at de unge dinka-mænd har en tradition for at opkalde sig efter deres yndlingstyr, hvilket altså betyder, at ordet også kan være et navn.

Kompliceret? Ja. Så hvordan i alverden får man det ned på skrift?

En omvandrende ordbog
“I min tidlige forskning opererede jeg med nogle ordlister på engelsk, hvor jeg så fik en række lokale assistenter til at fortælle mig, hvad ordene hedder på dinka-sprog. Jeg prøvede at skrive dem ned ved hjælp af det internationale lydskriftalfabet, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde hørt alle de nuancer, der var vigtige at få med. Så mit første datamateriale var bestemt ikke dækkende for sproget, må jeg erkende”.

Senere i sin forskning gik Torben Andersen over til et mere sindrigt system, hvor en hel masse ord blev skrevet ned på nogle sedler. De blev så flyttet rundt på kryds og tværs, alt efter hvordan ordene lød, til der tegnede sig noget, der lignede et mønster.

“Jeg brugte virkelig mange timer sammen med mine assistenter for på den måde at finde ud af, hvordan ordene grupperede sig. Det var noget med at eksperimentere sig frem til, at ord i en bestemt gruppe var kendetegnet ved samme vokallængde og eksempelvis høj tone, mens nogle andre ordgrupper havde nogle andre kendetegn”, fortæller han.

Der findes ifølge eksperten cirka 2.000 forskellige sprog i Afrika – en tredjedel af alle verdens sprog. Selv forstår han cirka 20 af de 2.000. Men han hævder, at han stadig kun taler ét.

“Hvad vil det sige at tale et sprog? I Afrika har jeg arbejdet med mange forskellige sprog, men det kvalificerer mig ikke nødvendigvis til at tale dem. Jeg ved, hvor begrænsningerne er, og jeg ved, hvad jeg ikke ved. Derfor nøjes jeg med at sige, at jeg taler ét sprog, og det er dansk. Jeg arbejder med at beskrive sprog, men det er både noget mindre og noget mere end at forstå dem i den normale betydning af ordet forstå”, siger han.

Selv om beskedenheden vinder, indrømmer Torben Andersen, at der går sport i den, når han i bussen til og fra arbejde indimellem støder på nogle afrikanere, der taler deres eget sprog. Han prøver at lytte sig frem til, hvilket område de stammer fra.

Når Torben Andersen er i Sydsudan, er arbejdssproget oftest engelsk. Det hænger sammen med, at der på dinka og mange andre afrikanske sprog ikke findes et fagsprog, der er dækkende for den rent sprogfaglige tilgang til arbejdet. Mange af de mennesker, han mødes med på sine rejser, er lige så store sprognørder som han selv, og i den sammenhæng er det meget praktisk at have den samme sproglige referenceramme, fortæller han.

Engelsk er dog meget udbredt i Sydsudan. Faktisk så meget, at regeringen har besluttet at gøre det til landets officielle sprog – med den tilføjelse, at der på de første trin i uddannelsessystemet skal undervises i de regionale sprog.

“Det har jeg det fint med. Der bliver talt mange forskellige sprog i Sydsudan, så det ville ikke være rimeligt at gøre dinka til det officielle sprog. Jeg skal være politisk neutral i mit arbejde, så derfor forholder jeg mig ikke til den slags beslutninger, men jeg er da glad for, at jeg med mit arbejde bidrager til, at der nu kan blive udviklet undervisningsmaterialer, så både børn og voksne kan lære at læse og skrive deres eget sprog, før de går over til engelsk”, siger han.

Objektiv udfordring
At være neutral er ellers en af de store udfordringer, der er i arbejdet med at sætte lyd og bogstaver på et sprog. For en ting er, at begreberne, teorierne, metoderne og redskaberne er ens for alverdens sprogforskere, uanset hvor de udfører deres feltarbejde, noget andet er at betydningsbeskrive ordene uden at blive den mindste smule subjektiv.

“Jeg benytter engelsk, når jeg skal beskrive et ords betydning, men jeg bliver løbende i tvivl om, hvorvidt jeg får beskrevet det på den rigtige måde. Om de engelske ord, jeg vælger at sætte på, nu også er dækkende på den rigtige måde. Med al min erfaring må jeg nok konstatere, at det ikke er muligt at være et hundrede procent præcis for en ikke-indfødt. Jeg kan kun levere en tilnærmelse. En ordbog, der er virkelig dækkende, kan kun udarbejdes af indfødte talende, og så skal det være nogle, der er virkelig trænede og har en meget fin fornemmelse for sprog”, siger han.

Ud over at bidrage til uddannelsessystemet med sit arbejde ser Torben Andersen også sin over 30 år lange interesse for dinka-sproget som en del af grundforskningen.

Globalt er der en grundlæggende nysgerrighed efter at blive klogere på, om alverdens sprog på en eller anden måde hænger sammen eller måske ligefrem har et fælles udspring. Hvad der er karakteristisk for menneskeligt sprog, er også et spørgsmål, som mange sprogforskere drømmer om at kunne belyse bedre, ligesom sproglige forskelle på tværs af landegrænser er et helt centralt emne at diskutere. 

Og er han så blevet klogere på det?

“Ja, jeg har i hvert fald fundet ud af, at der er større sproglige variationer – i hvert fald på overfladen – end jeg troede, da jeg begyndte”, slår han fast.

Lige nu er Torben Andersen i gang med at sætte kurmuk på skrift, så dinka er sat midlertidigt på hold. Kurmuk er det sprog, som nogle af indbyggerne i den sydlige del af Nordsudan taler. Det tilhører også den vestnilotiske sprogstamme, som hans doktordisputats fra 2002 i øvrigt handlede om, så han agerer med andre ord på hjemmemarkedet:

“Der er mange sprog, der med fordel kan beskrives. Ikke kun for at give indbyggerne bedre uddannelsesmuligheder, men også fordi sproget jo kan fortælle meget om den forhistoriske udvikling i et område. Jeg kan godt mærke, at jeg har prøvet det før, for det går noget nemmere denne gang. Men så snart jeg er færdig med kurmuk-grammatikken, går jeg tilbage til dinka, for der er en del, jeg skal have gjort færdigt, så andre lingvister har noget at arbejde videre med efter min tid”.