12.10.2013
Artikel

Det’ mit job: Søren Schauser

Søren Schauser, 47 år, Kulturjournalist og musikkritiker på Berlingske

Af Thomas Bøttcher
Du er Berlingskes klassiske musikanmelder. Hvem skriver du til i dine anmeldelser?
Jeg prøver at skrive til alle, hvad enten de selv var der eller ej. Mine anmeldelser fungerer som en form for introduktion til en verden, de fleste gerne vil vide noget mere om, uden at de selv kommer rundt til alle koncert- og operahusene. Af samme grund undgår jeg også at bruge ret mange fremmedord. Jeg prøver at fortælle den gode historie, så det hele ikke bare bliver datid. Jeg kan vistnok virke hård nogle gange, men generelt spiller vurderingssiden en lidt mindre rolle i mit tilfælde, end den gør hos mange af mine kolleger. Hvor de kulturradikale gerne er meget menende, prøver jeg selv at være mere fortolkende og sanselig.

Hvilken rolle spiller den klassiske musik i dag?

Den har aldrig været mere synlig. Hvor mine forældres generation accepterede den politiske fordeling af skattepengene, herunder at fx Den Kongelige Ballet var en del af fællesskabet, så er demokratiet efterhånden kommet så langt ind under huden på os, at almindelige skatteborgere vil være med til at bestemme, hvad vi skal støtte og ikke støtte. Så hele den klassiske dannelse og den klassiske musik står med den udfordring, at den pludselig skal legitimere sig selv. Og den udfordring har man været lidt sen til at tage alvorligt. Jeg har det også selv sådan, at diskussionen har bedst af at blive tiet ihjel. Jeg synes, vi bare skal acceptere de klassiske institutioner – ligesom vi accepterer Thorvaldsens Museum, selvom de færreste af os har været der for nylig. Det er alle sammen institutioner, der hører med til vores fællesskab. Men jeg går jo også ind for kongehuset og folkekirken og det hele, alle de ting, der binder os sammen.

Kan den klassiske musik formidles bedre til yngre generationer?
Jeg er nødt til at sige, at formidling ikke erstatter god opdragelse. Man kan desværre – og jeg siger desværre, fordi det er mit hjerteblod – ikke formidle sig til et udsolgt koncerthus hver aften. Enten har folk opdraget deres børn til at lytte til kvalitetsmusik, eller også har de ikke. Vores musiksmag grundlægges meget tidligt, ifølge nogle teorier allerede inde i mors mave. Og du kan ikke ændre en musikkultur, om formidlere som jeg så står på hovedet og vrikker med ørerne. Men man kunne måske godt åbne lidt op, gøre det lidt mere sanseligt og afslappet at være til koncert. Også rent socialt. De lidt ældre lyttere ved ikke nødvendigvis mere om musik end de yngre, men de kan virke meget intolerante. Når de unge for eksempel klapper mellem satserne, så må de ældre lade være med at tysse. Vi bliver nødt til at glæde os over, at folk også kommer til koncert for at have det rart med hinanden.

Hvad er din opskrift på en god koncert?

Jeg er jo meget orienteret om selve stykkerne. Jeg elsker programmer, hvor der kun spilles ét værk, eller hvor værkerne hænger godt sammen – det er også lidt nemmere at skrive om. Selve udførelsen skal sådan set bare være i orden. Den spændende historie for mig er, hvad et gammelt værk kan fortælle os i dag. Hvilke følelser og stemninger fx Skæbnesymfonien sætter i gang i os – og om det var anderledes for 10 eller 100 år siden. Om kunstnerne den konkrete aften sang falsk, prøver jeg da at få med. Jeg synes bare ikke, vi skal fylde avisen med den slags. En god anmeldelse af klassisk musik har både noget historisk, noget aktuelt og noget evigt over sig.