12.10.2013
Artikel

Den grå betons historiefortæller

Når museumschef Poul Sverrild står foran et publikum, har han det lidt som en cirkusartist, der træder på manegens savsmuld. Der sker noget, han bliver en anden. Selv mener han, at det skyldes hans “emotionelle tilgang”.

Af Thomas Bøttcher
Simon AndersenBT’s ellers så blodtørstige vagthund, var himmelfalden: Museumschef Poul Sverrild er intet mindre end en “guddommelig formidler”. Jørgen Clausen, højskoleforstander, var enig, og foreslog spektakulært, at Poul Sverrild vel nærmest er formidlingens svar på kunstens Christo, der indpakker kendte bygninger og enorme landskaber i tekstiler og får os til at se dem i et nyt lys.

Poul Sverrild fra Forstadsmuseet i Hvidovre og Brøndby gik rent hjem hos Smagsdommerne i DR 2 for nylig. Der var ellers ikke lagt op til, at en byvandring på den københavnske vestegn – i det mindste for Simon Andersen – kunne ende godt. For når man som Simon Andersen selv er vokset op i en af forstædernes grå betonblokke, kender man ligesom den historie.

Men Forstadsmuseet er ikke noget normalt museum. Faktisk er det slet ikke et fysisk museum, men mere en slags rejse i almindelighedens landskab.

“Museer handler om genstande, og dem har vi ingen af. Derfor har vi taget begge vores ophavskommuner (Brøndby og Hvidovre, red.) som gidsel. Vores genstandsfelt er simpelthen huse og infrastruktur – det vi kalder spor af levet liv. Og det har vi en immateriel tilgang til. Det betyder, at vi hele tiden går på jagt efter de centrale historier for derefter at gå ud i landskabet og undersøge, hvor man kan aflæse de historier. I bygningsmasse, i vejføringer eller i andre menneskeskabte elementer i landskabet. Så i de to kommuner går man sådan set ud ad sin egen dør for at komme ind på museet”, forklarer Poul Sverrild.

Outreach
Uden et fysisk museum med montrer og plancher bliver den mundtlige formidling en helt afgørende ressource. For 11 år siden startede museet et formidlingsprojekt, “Historien i gaden”, der skulle demokratisere adgangen til kulturarven ved at flytte den derud, hvor folk færdedes. Seks-syv år senere var begreber som “outreach” og “erobringen af det offentlige rum” noget, som alle i museumsbranchen talte om. I dag er Forstadsmuseets byvandringer, cykelture, S-togsture eller – med ny produktbetegnelse – forstadssafarier legendariske.

Når man kører med S-tog linje A mod Solrød Strand og passerer højhusene ved Brøndby Strand, tænker man måske på de dårlige materialer eller modernismens brutale fantasier. Tager man på en af Forstadsmuseets byvandringer, får man også fortalt en anden historie.

“Det er velfærdssamfundets historie. De planer, man byggede efter fra 1950’erne og især de store fra 1970’erne, betonbyggerierne, var tænkt til industriarbejderne, der skulle arbejde på arbejdspladser, fx ved Avedøre Holme, som aldrig kom, fordi industrien rykkede til Jylland og senere til Asien. Byerne var svaret på arbejderklassens gamle drøm om otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers fritid – sådan er landskabet herude simpelthen formet i planlagte landskaber til fritiden, i boligbyer og så produktionsområderne. Men efter at betonen blev prist for at afhjælpe bolignøden med moderne boliger med centralvarme og eget køkken, er der et paradigmeskift i 1970’erne, nu er småt smukt, der skal være variation og individualitet. Siden da har det jævne folks beton været udskældt. De sidste 30 års social- og boligpolitik har handlet om denne arv”.

Følelse og erkendelse
Selv er Poul Sverrild ude at møde publikum i gaderne ca. 40 gange om året. Det er muligt, fordi en del af hans administrative opgaver er overtaget af andre. På cv’et skriver han, at koblingen mellem viden og emotion er en af kernekompetencerne.

“Jeg tror ikke, du får noget helstøbt produkt, hvis du ikke har dine følelser med i det. Det kan være teknisk perfekt, men lige præcis i forbindelse med formidling får du ikke nogen gennemslagskraft, hvis du ikke står inde for opgaven emotionelt, så omgivelserne kan mærke, at her er et engagement, der stikker dybere end lønningssedlen”.

Som sådan har Forstadsmuseet ikke opfundet den dybe tallerken, vedgår Poul Sverrild. Lysten skal være med.

“I virkeligheden kan man sige, at det er tilbagevenden til en gammeldags måde at formidle på, men vi oplever stor begejstring hos vores kunder, og den smitter af på os. Man er lidt høj, jeg tror, det er lidt ligesom en skuespiller, der har haft en god forestilling. Man er træt og går hjem, men man har fået et eller andet tilbage fra publikum. Og det er det, der driver værket”.

Følelsen blev gengældt af nyhedshunden på BT. Men formidling handler trods alt ikke kun om følelser. Artisten i manegen skal også overraske for at begejstre. Forestillingen skal have en smule kant, mener Poul Sverrild.

“Folk skal ikke bare have en oplevelse, men også en erkendelse. Den skal skubbe til modtageren. Vores kant er, at vi i den grad arbejder med almindelighedens historie. Det skubber til den første vanetænkning: At alt, der har værdi, er enestående. Men vi arbejder for almindelige mennesker, som bor et almindeligt sted i nogle almindelige huse. Den historie har været underrepræsenteret og er væsentlig at få med, hvis vi løfter det op og siger, at kulturarven har en central rolle som skaber af noget fundamentalt for den fælles identitet og dermed i sidste ende, kan man sige, for samfundets sammenhængskraft. Når vi hæver os op på de høje nagler, er den store sag, vi arbejder for, at være identitetsskabende”.