12.10.2013
Artikel

Fonetiker stikker kamera i egen hals

Af Lisbeth Ammitzbøll

“John går op i sin undervisning med liv og sjæl og demonstrerer gerne sine pointer på og med egen krop – som når han kaster sig ud i en overbevisende gengivelse af ungpigelæspen, eller når han stikker et kamera gennem næsen og ned i halsen for at vise sine svingende stemmelæber”.

Sådan skrev en gruppe studerende sidste år i den indstilling, der førte til kåringen af John Tøndering til årets underviser på Københavns Universitet.

Kåringen kom bag på John Tøndering. Han mener selv, at hans undervisning er af lige så svingende kvalitet som stemmelæberne og helt afhængig af de studerendes indstilling.

“Det hold, der indstillede mig til Årets Harald, var en gruppe nysgerrige, tænksomme og dybt engagerede studerende. Gode studerende skaber gode undervisere. Der skal være løbende feedback. Jeg kan ikke undervise engageret, hvis de studerende ikke har løst deres opgaver eller tjekker ud mentalt, så snart jeg går fem millimeter uden for pensum. Så bliver jeg faktisk en ret dårlig underviser”, vurderer John Tøndering, lektor i lingvistik på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Hans fag er fonetik, og hans yndlingsmetode er analogien. Som de studerende skriver: “Hvem skulle have troet, at resonans kunne forklares ved hjælp af en historie om ti børn, der gynger, og et langt bræt?”.

Kamera giver nærvær
Ikke alle studerende får John Tønderings stemmelæber at se.

Manøvren med kameraet er ubehagelig og ikke ufarlig. En kollega er nødt til at stå ved siden af, hvis demonstrationen går galt. Kollegaens opgave er at hjælpe med at få kameraet op igen, hvis det sætter sig fast, eller hvis Tøndering skal kaste op.

“Undersøgelser af stemmelæberne hører til faget, og der findes udmærkede film om emnet. Når jeg nogle gange bruger mig selv, er det fordi, det giver et helt andet nærvær og fænger meget bedre end en film. Men igen: Det kræver, at de studerende virkelig brænder for emnet, og at jeg tror, de vil opnå en bedre forståelse ved at se det i virkeligheden. Fonetik og akustik er detaljefikserede fag med en masse statistik og fagbegreber, der ofte hentes fra naturvidenskaben. Vi fonetikere kan indimellem glemme, at sproget bruges til kommunikation med budskaber, indhold og kontekst. Vi bliver nemt optaget af fortungevokaler, uregelmæssige stemmelæbesvingninger, eller hvorvidt s-lyde nu artikuleres apikalt eller laminalt, altså med tungespids eller tungeblad. Det er et rigtigt nørdfag, hvor man kan forbyde sig uendeligt i detaljer eller – som nogle studerende – blive overvældet af kedsomhed”.

Savner fagdidaktik
Bortset fra to ugers adjunktpædagogikum har den nyansatte lektor ingen efteruddannelse fået i formidling.

“Jeg mindes ikke at have set et kursus for VIP’er i at undervise. Så ville jeg have søgt det. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en større konkret fagdidaktisk viden om, hvordan man forøger effekten af sin undervisning. Ligesom de fleste andre universitetslærere er jeg henvist til at prøve mig frem og til at sparre med mine kolleger”.

I fonetiklektorens tilfælde er pligt og lyst heldigvis gode venner.

“Jeg er glad for at undervise. Det er grundlæggende sjovt og givende at formidle sin viden til andre mennesker og få dem til at forstå noget nyt. Jeg er et ret genert menneske, hvis jeg skal tale om mig selv, men hvis det handler om mit fag, elsker jeg at optræde. Sådan har jeg altid haft det”.

Pædagogik giver produktion
I Sydbanks erhvervskundeafdeling i Haderslev var den daværende bankassistent den, der kunne forklare om indviklede produkter. Hver gang en kunde skulle rådgives om remburser, blev unge Tøndering trukket frem til skranken for at tegne og fortælle om, hvordan man kunne sikre sig økonomisk i eksporthandler.

“Banken lagde stor vægt på at lære os at formidle og sælge. Jeg fik flere kurser i kommunikation, da jeg var bankassistent, end jeg senere har fået som underviser på universitetet. Universitetet kunne, tror jeg, forbedre sin økonomi ved at højne undervisningens kvalitet. Vi ville sandsynligvis forbedre vores STÅ-produktion og få flere bevillinger, hvis vi som institution satsede på at professionalisere undervisningen. I dag er det fortsat forskningen, der er forbundet med store bevillinger og høj prestige”.