12.10.2013
Artikel

Hver fjerde magister får nej til efteruddannelse

Når højtuddannede spørger om efteruddannelse, får hver fjerde et nej. Ifølge DI er virksomhederne blevet mere omkostningsbevidste. Men danskerne får stadig mest kompetenceudvikling i EU.

Af Martin Ejlertsen

Højtuddannede danskere ønsker at blive endnu klogere. Mange ønsker derfor efteruddannelse, når de er i fuld gang med arbejdslivet. Men en ud af fire højtuddannede må gå slukøret fra chefens kontor, hvis man har været forbi og spørge om lov til efteruddannelse. Svaret bliver nemlig et nej for 25 procents vedkommende. Det viser svarene på Magisterbladets undersøgelse om magistres forhold til formidling og kommunikation.

“Det vil bestemt være relevant for mig at arbejde med journalistisk metode, idet jeg jævnligt har brug for at ­formidle på hjemmeside og i brevform, hvor forskningspublikationer osv. skal præsenteres”, siger en kvindelig offentligt ansat cand.mag., der arbejder med forvaltning, organisation, administration og politik. Hun har angivet, at formidling er en mindre del af jobbet, men alligevel savner hun i høj grad formidlingsmæssige kompetencer i jobbet. Hun ønsker i høj grad efteruddannelse, men har ikke søgt om det. Endnu i hvert fald.

En anden påpeger, at det altid er rart med ekstra inspiration, og det kan efteruddannelse give. Men noget andet er, om der rent faktisk er penge nok til efteruddannelse.

“Jeg har ledere, der imødekommer behovet, men vi har ingen penge til det. Det er her, problemet ligger. Vi har efteruddannelse, i den udstrækning der er penge. Men vi løb tør i år allerede i april/maj”, siger kvindelig cand.scient.soc., der arbejder på en stor offentlig virksomhed som kommunikatør. Hun savner mere formidling frem for administration i sit job. Hun har også anmodet om efteruddannelse inden for formidling, men fået et nej af sin arbejdsgiver.

Større bevidsthed
Forskningspolitisk chef i DI Charlotte Rønhof pointerer, at virksomhederne har evnet at øge investeringer i forskning under krisen, så derfor er det ikke kun krisen, der kan være årsag til, at hver fjerde får et nej til efteruddannelse fra arbejdsgiveren.

“Krisen kan være en del af forklaringen, men virksomhederne er blevet utrolig omkostningsbevidste. Svaret handler nok derfor om, at der indimellem ikke er god nok afstemning mellem, hvad henholdsvis arbejdsgiveren ønsker, og hvad den enkelte medarbejder selv kunne tænke sig af efteruddannelse”, siger Charlotte Rønhof.

Hun pointerer, at der er kommet en langt større bevidsthed blandt landets virksomheder om value for money. Kompetenceudvikling skal på den måde helst kunne mærkes på bundlinjen.

“Tidligere havde man mere fokus på, at al uddannelse er godt, samtidig med at det også kunne være et led i personaleplejen mens vi i dag også skal vide, om det rent faktisk flytter noget. Den bevidsthed er sund for begge parter, så virksomhed og medarbejder i fællesskab finder et nuanceret syn på, hvad der egentlig er brug for”, vurderer Charlotte Rønhof.

Danskere bedst
Søren Ehlers, der er dr.pæd. og ansat ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), henviser til, at man bør skelne mellem efteruddannelse, der er mindre formaliseret, og videreuddannelse, der er mere formaliseret kompetenceudvikling. Men han pointerer, at Danmark og Schweiz, der har en deltagelse på henholdsvis knap 33 og 30 procent af arbejdsstyrken, er de to lande i Europa med den største aktivitet. Det viser en større Eurostat-undersøgelse fra 2010, hvor udviklingen er målt over en 10-årig periode.

“Danmarks forbrug af læringsaktiviteter øges stadig og er det højeste i Europa. Vores videreuddannelsessystem for voksne, der er kernen i produktionen af kompetencer, er faktisk enestående i Europa, og vi er også mere aktive end de andre nordiske lande”, siger Søren Ehlers.

Han henviser til, at der hos voksne i den danske arbejdsstyrke er en helt indgroet positiv holdning til at fortsætte kompetenceudviklingen efter at have afsluttet en uddannelse, og at denne holdning fastholdes helt frem til pensioneringen. Det stik modsatte ser man eksempelvis i Indien, hvor man ikke fokuserer på kompetenceudvikling efter endt uddannelse, påpeger han.

“Siden 1972 har vi efter en debat i Folketinget haft en strategi for voksenuddannelse, og den er nu blevet udviklet gennem 40 år. Det har andre lande slet ikke gjort i samme omfang. Det har givet os mere knowhow og fleksibilitet i systemet, og vi er også hurtigere til at implementere anbefalinger fra OECD”, siger Søren Ehlers.