28.09.2012
Artikel

Det’ mit job: Ingrid Stage

Ingrid Stage, 63 år, For 7. gang valgt til formand for DM de næste to år (2013-2014) Orlov fra lektorat i engelsk ved SDU

Af Pernille Siegumfeldt
Du er valgt uden modkandidat. Hvorfor er der ingen andre, der vil have formandsjobbet?
Det tror jeg bestemt også, der er. De, der kender til jobbet, ved, at det er fantastisk spændende at stå i spidsen for en forening, der får mere og mere pondus og har tilkæmpet sig en central rolle i diskussioner om alt lige fra dimittendledighed til seniorer, arbejdsløshed og uddannelsespolitik. At jeg får jobbet ved fredsvalg, tror jeg ikke mindst skyldes, at jeg er den åbne, konsensussøgende type, der forsøger at give plads til alle synspunkter og ikke prøver at knægte andre. Men jeg håber da, at nogen drømmer om at føre stafetten videre og øver sig i stilhed.


Nogle vil hævde, at det er udemokratisk, når du for 7. gang i træk bliver kåret ved fredsvalg?
Ja, og jeg kan godt forstå, hvis det ser sådan ud. Men det er, fordi de ikke kender til den levende debatkultur, som kendetegner foreningen. Der er da tilsyneladende heller ikke nogen, der synes, at udviklingen går så meget i den forkerte retning, at de føler trang til oprør.

Hvilke opgaver fylder mest i dit arbejde?
Min kerneopgave er at lede og bidrage til politikudviklingen både i DM og for hele akademikerområdet i AC, hvor jeg er næstformand. Jeg holder mange lange møder med både politikerkolleger og sekretariatsmedarbejdere, hvor vi diskuterer synspunkter og overvejer, hvordan vi bedst varetager DM-medlemmernes interesser. Derudover prioriterer jeg medlemsmøder og møder med tillidsrepræsentanter højt. Når man bevæger sig så meget af tiden på det politiske metaplan, skal man gøre en ekstra indsats for at holde sig orienteret om, hvad der sker ude på arbejdspladserne. Jeg bruger også en del tid på vores internationale lærerorganisationer Education International og ETUCE. Dermed bidrager jeg til debatten også i EU og OECD. Og så skriver jeg en hel del, fx oplæg til konferencer og ledere i Magisterbladet. Det holder jeg meget af. Sidst, men ikke mindst, så fylder kontakten til Christiansborg-politikerne mere og mere. Vi har i DM brugt et års tid på at formulere en grundig arbejdsmarkedspolitik – bl.a. om beskæftigelse, uddannelse og ligestilling – og vi sørger for at holde en tæt dialog med begge sider af Folketinget, stille vores viden til rådighed og holdninger til skue.

Så det er ikke bare samme surdej år ud og år ind at sidde i formandsstolen?
Tværtimod. Og jeg har med erfaringen forhåbentlig fået så stort et overblik over mit stof, at jeg fremstår som en kyndig fortaler for både universitetslærerne og de private og offentligt ansatte DM-medlemmer. Opgaverne forandrer sig, og jobbet har udviklet sig i takt med, at jeg selv har udviklet mig.

Hvad er det for en udvikling, du har oplevet?
Da jeg blev valgt i 2001, troede jeg, at jobbet mest handlede om at sidde for bordenden, når hovedbestyrelsen trådte sammen. Det handlede så også om en masse andre ting, som jeg har skullet lære. I dag må jeg mindst en gang om ugen sige nej tak til at deltage i konferencer, paneldebatter, også i sammenhænge uden for DM. Jeg tror, at DM i meget brede kredse opleves som en professionel og vidende organisation, det er værd at lytte til. Og det glæder mig, hver gang jeg kan være med til at skyde fordomme om akademikere ned.

Hvad er de vigtigste personlige egenskaber, du har bragt med dig ind i jobbet?
Humor – først og sidst! Og så er jeg en opmærksom lytter, der prøver at finde vej, hvor der er modsætninger. Jeg var en god lærer, fik endda prisen som årets underviser på Handelshøjskolen i København et år, så jeg har taget mange af mine “tricks” fra auditoriet med over i det her job. Min facon er ikke særligt stringent, så jeg har brugt en del energi på at overbevise mine omgivelser om, at man godt kan træffe beslutninger, selv om processen er lidt flagrende. I starten sagde jeg ja til alt. Jeg vidste jo ikke, om det kunne bære, og jeg fik ofte sceneskræk, fx hvis jeg skulle stille mig op i en paneldiskussion. Faktisk kan jeg selv i dag føle en instinktiv lettelse, hvis et arrangement bliver aflyst, også selv om det er noget pjat, og jeg godt ved, at jeg er blevet dygtigere. Jeg føler nok stadig en stor ydmyghed ved at skulle repræsentere de mange dejlige, engagerede og kloge medlemmer af DM.

Hvad er det værste, man kan komme ud for som politiker?
Det er, hvis man føler, at ens indsats ikke har nogen betydning. Jeg sad i DM’s hovedbestyrelse på et tidspunkt, hvor processerne var meget udemokratiske. Hvor man i stedet for at møde op til møderne lige så godt kunne have sendt et papskilt med teksten: “Jeg mener det samme som formanden”. Alt var klappet af på forhånd, og det tog fuldstændigt luften ud af alle diskussioner. Det var ikke noget sjovt sted at være. Heldigvis har vi siden midten af 90’erne fået en helt anderledes debatkultur i DM, som giver plads til respektfuld uenighed.

Hvad bliver de vigtigste sager for dig i den kommende formandsperiode?
Det bliver uden tvivl at hjælpe vores dimittender og dem, der er truet af dagpengestop. Altså være med til at skubbe på for en større beskæftigelsesindsats. Internt er det at være med til at udbygge og intensivere samarbejdet med de mindre AC-organisationer.

Og den dag du ikke længere er formand?
Jeg har stadig orlov fra mit lektorat og elsker at undervise, så det er en mulighed. Men jeg vil også se frem til en mindre belastet hverdag, hvor jeg kan nyde min store familie og min dejlige have lidt mere intensivt. Min arbejdsuge begynder søndag eftermiddag, og nogle gange kommer jeg først hjem igen en uge senere. Jeg vil også nyde ikke længere at være en offentlig person. Jeg bryder mig ikke om at stå for skud i offentligheden, som fx dengang hvor BT havde mig på forsiden som fagforeningsboss med eget landsted.