31.08.2012
Artikel

En universel redaktør

Etnograf Ole Høiris fra Aarhus Universitet har redigeret 3.525 sider om samfundsudviklingen. Det har været en faglig udfordring ud over det sædvanlige. Men på ingen måde skræmmende. Projektet har blot givet den naturelskende docent endnu flere gode idéer.

Af Vivian Voldgaard
Udsigten er betagende fra det ellers anonyme rødstenshus fra 1960’erne, som udgør docent og redaktør Ole Høiris’ daglige base. Fra villaens soveværelse kan han skue ud over marker, der skifter karakter efter årstiden, og på lydsiden akkompagnerer Marselisskovens mange fuglearter med varierende kvidder. Det gør ikke noget, for han er der ikke for at sove.

Docenten var den første, der rykkede ind i huset, da pladsen på Moesgård blev for trang, og derfor fik han lov at vælge kontor først. Og udsigten er bedst fra soveværelset.

“Samtidig er de her smalle skuffer til strømper og undertøj jo fantastiske, når man har mange papirer at holde styr på”, siger han og åbenbarer en klassisk skabsvæg, der på mange måder kan konkurrere med et moderne walk-in closet.

Ole Høiris er mag.art. i etnografi og socialantropologi og har små 40 års undervisningserfaring på alle niveauer inden for de to faggrene på Aarhus Universitet. Ud over at bidrage til uddannelsen – og dannelsen, fremhæver han – af de studerende på Institut for Kultur og Samfunds afdeling for antropologi og etnografi på Moesgård, er det faglitteraturen, der fylder.

“Generelt er jeg bidt af rejselitteratur, og jeg har en særlig svaghed for Grønland. Jeg har været der mange gange, og jeg har også selv udgivet bøger om det grønlandske samfund. Men i det hele taget er jeg vild med litteratur. Ud over at jeg skriver og redigerer en hel del selv, hygger jeg mig også med at oversætte bøger. Det er sjovt, og når man sidder her og ikke skal nå hjem at hente børn i institutioner mere, så får man uendelig meget tid til rådighed”.

Det seneste store bevis på Ole Høiris’ kærlighed til det skrevne ord står på en af kontorets metalhylder. Den forekommer en anelse skrøbelig til formålet, for det er seks heftige hardbacks, han har redigeret. Nøjagtig 17,6 kilo viser badevægten. Pænt meget mere end en hjerne.

En bestseller
“Ja, det greb om sig”, erkender han.

2006 var af blandt andre Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsen udnævnt til Renæssancens år, og den begivenhed blev startskuddet til de i alt 3.525 sider under overskriften “Verden”, som Ole Høiris nu kan kalde sig redaktør af.

“Jens Vellev, der er middelalderarkæolog, spurgte, om vi skulle lave en bog i anledning af renæssancens år, og det lød jo spændende. Vi besluttede, at det ville være rigtig godt, hvis alle fem fakulteter, som vi var dengang på Aarhus Universitet, kunne være repræsenteret i bogen. Sådan blev det, og rektor besluttede herefter, at bogen skulle være Aarhus Universitets gave til Renæssanceåret. Og da han undlod at fortælle, hvad den måtte koste, kunne vi lige så godt lave en rigtig flot bog”, fortæller han.

“Renæssancens Verden” blev titlen på bogen, og den blev i første omgang trykt i et begrænset oplag. Den blev udsolgt i løbet af kort tid, og herefter blev et større oplag sat i produktion. Også det blev udsolgt, og i dag er værket solgt i omkring 5.000 eksemplarer. Ligesom de fem øvrige bind i serien, der siden kom til.
“Vi anede ikke, hvad det var for en åre, vi havde ramt. Vi trykte 600 af “Renæssancens Verden” i første oplag, og vi var sikre på, at vi havde til 20 år. Men vi blev klogere”.

Humanister er til fodnoter
Ambitionen med Verdensbøgerne har ifølge Ole Høiris været at tegne det store overblik over alle tiders tanker. Alle tidsaldre har været domineret af nogle centrale tanker, men ikke alle har tænkt det samme i tiden. Forskellige fagligheder har forskellige tankemønstre, og det er Verdensserien et bevis på. Alle bøgerne har bidrag fra samtlige fakulteter – først fem, så ni og nu fire – på Aarhus Universitet, og det har været en både lærerig og oplevelsesrig opgave at være redaktør under de forudsætninger, fortæller han:

“Vi har en del læger med, og det er meget specielt at bede en øjenlæge om at skrive i sådan en bog. Læger kan skrive hovedsætninger i nutid og bydeform, har jeg fundet ud af. Mens naturvidenskabsfolkene ikke nødvendigvis har nemmest ved at skrive i flydende form. Til gengæld er de supergode til at undlade fodnoter, som jo ikke hører hjemme i den slags litteratur. De tænker, at hvis noget er vigtigt, så er det med i teksten, eller også er det slet ikke med. Her har jeg haft nogle større udfordringer med humanisterne. De forsøger konsekvent at snige dem ind. Men jeg har lige så konsekvent ryddet dem ud. Det har været et hårdt slag for dem”, siger han grinende.

Ingen point til forfatterne
Ikke kun sprogteknisk har det været udfordrende at være redaktør for så mange forskellige fagligheder. Specielt “Antikkens Verden” bød på nogle sværdslag af de store.

“I antikken har vi tre miljøer: arkæologien, litteraturen og oldtidshistorien. Miljøerne er ret ligeværdige, og det betyder, at de ikke er specielt villige til at bøje sig, hvis der er uenigheder. Der er navne, som de tre institutter staver forskelligt, og der er ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem opfattelsen af, hvad der skete hvornår. Og lige præcis der var jeg ved at trække det kort, hvor der står: “Vi behøver jo ikke tage din artikel med”. Der er ikke røget noget ud, men det har været tæt på, og jeg var nødt til at være benhård”, fortæller han.

Bøgerne er hovedsageligt skrevet af den grånende del af de videnskabelige medarbejdere på Aarhus Universitet. Det giver ikke hverken honorar eller royalty at skrive artikler til bogen – og værre endnu: Ingen point på cv’et, fordi der ikke er tale om et videnskabeligt tidsskrift.

“Hver gang jeg spurgte en af de yngre, om de ville være med, var det første modspørgsmål: “Hvad giver det i point?”. Og når jeg så kunne svare “ingen”, så var de ikke interesserede. Men jeg ved, at en hel del har fortrudt det i dag, for de havde ikke lige regnet med, at serien tilsammen ville sælge i op imod 30.000 eksemplarer og blive så populær så mange steder”.

Mod på mere
Ole Høiris har altid været draget af sine idéer. Og 17,6 kilo verdenshistorie har kun givet ham endnu mere inspiration:
“Vi er i gang med en bog om fremtiden. Vi har bedt bidragyderne stille sig i 2050 og se tilbage på et problem, vi kender nu, og fra den vinkel fortælle, hvordan det blev løst. Det bliver set fra både en humanistisk synsvinkel og fra matematikkens, og det bliver spændende. Hvad nu, hvis vi finder teorien om alting – så har fysikerne ikke mere at lave? Den glæder jeg mig virkelig til at blive færdig med”.

På tidslinjen venter også en ny bogserie, der lige nu går under arbejdstitlen “På sporet af mennesket”. Fire bøger vil fra de forskellige videnskabers vinkel fortælle om det fysiske menneske, det kulturelle menneske, det sociale menneske og det åndelige menneske.

“Jeg er jo etnograf, så jeg har stor respekt for forskellighed, og det er uden tvivl en fordel, når man kaster sig ud i projekter som Verdensbøgerne. Det har været vigtigt for mig at få skabt et universelt projekt med bidrag fra så mange forskellige fagligheder som muligt, og det har været en ren nydelse at få indsigt i så mange forskellige miljøer”.