31.08.2012
Artikel

5 skarpe til Søren Fibiger Olesen, formand i Krifa

De gule fagforeninger er i voldsom vækst. Magisterbladet har spurgt Søren Fibiger Olesen, formand for Kristelig Fagforening (Krifa) med dens 135.000 medlemmer, om, hvorvidt de gule fagforeninger overhovedet er fagforeninger, og om deres arbejde ikke er med til at underminere det danske arbejdsmarked på sigt.

Af Martin Ejlertsen

Magisterbladet (MB): I kalder jer en fagbevægelse, men hvorfor omtaler I jeres betalende medlemmer som kunder og ikke som medlemmer.
Søren Fibiger Olesen (SFO): Vi mener, at medlemmer hører til i en forening, som man ikke nødvendigvis skal gøre sig fortjent til. En kunde skal man derimod hele tiden gøre sig fortjent til at have i sin butik. Vi er ikke en forretning, men en forening, som ønsker at give højt servicefokus og at indfri et løfte til medlemmerne om, at vi vil være noget for dem i deres arbejdsliv. Vi vil give den ultimative, gode kundeservice.

MB:
Ifølge jeres sektionschef har i 4 medarbejdere ansat i overenskomstafdelingen. Hvordan skal så få ansatte kunne servicere over 130.000 medlemmer med kerneydelser som juridisk bistand og forhandling af overenskomster?
SFO: Det var en fejlslutning af avisen Politiken. Vi har 70-80 advokater og jurister ansat, som kører faglig sagsbehandling på baggrund af overenskomster eller funktionærloven. Det er rigtigt, at vi har fire ansat i forhandlingsgruppen, men derudover har vi erhvervskonsulenter, som kører rundt i landet og tjekker og forhandler lokale aftaler og overenskomster med de enkelte virksomheder. Så der er langt flere involveret i det arbejde end blot de fire personer i forhandlingsgruppen.

MB: Gule fagforeninger kritiseres for at arbejde for et arbejdsmarked, som er baseret på individuelle kontrakter frem for et arbejdsmarked baseret på kollektive aftaler og rettigheder. Hvad siger du til det?SFO: Det er rigtigt, at vi er meget individuelt fokuseret. Det er vi, fordi arbejdsmarkedet er blevet meget mere individuelt de senere år. De kollektive aftaler dækker ikke arbejdsmarkedet generelt set på det private område. Og selv om der er overenskomster, har det enkelte medlem brug for individuel hjælp – både til lokale lønforhandlinger og til indsigt i lønstatistikker, så man får det, man har ret til. Jeg mener, vi er i pagt med tidens ånd og de behov, som danske lønmodtagere har. Vi har vores egen hovedaftale med vores arbejdsgiverorganisationer, og vi benægter ikke retten til konflikter. Vi har bare valgt ikke at bruge konflikt som løsning. De fagforeninger, der vil bruge konflikt, skal have lov til det. Det har vi ikke noget imod. Vi anviser en anden vej, hvor man bruger voldgift i stedet for konflikter, og den, mener jeg, er mindst lige så farbar på arbejdsmarkedet.

MB:
Hvorfor mener du, at den vej er mere farbar?
SFO: For den tager ikke tredjepart og produktionsapparatet som gidsel. Hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere har noget ud af, at der ikke bliver produceret i en konfliktsituation. Vi skal finde en måde at løse konflikter på. Og hvis begge parter har skrevet under på, at en mæglingsdommer afgør en konflikt, så får man en afgørelse, og man tager ikke gidsler i spillet. De traditionelle fagforeningers vej er også farbar, men vi har bare valgt en anden vej, og det vil vi gerne respekteres og accepteres for. Derfor mener vi eksempelvis ikke, at man skal kunne anvende en blokade, hvor der er en overenskomst i forvejen. Vi har ikke noget imod, at blokadevåbnet bliver brugt, hvor der ikke er en overenskomst i forvejen. Der må andre fagforeninger gøre, som de vil. De to modeller, mener jeg, kan sagtens fungere side om side.

MB:
Hvad siger du til bekymringen for, at de gule fagforeningers vækst vil betyde, at det danske arbejdsmarked på sigt bliver fyldt med individuelle kontrakter, hvor sager og problemer skal løses ved civile domstole, og derfor ender med at blive et meget mere konfliktfyldt arbejdsmarked end i dag?
SFO: Det har ikke noget på sig. Det har forskere igennem en årrække udtrykt bekymring for. Det skete også i 2006, da eksklusivaftalerne blev afskaffet. Men det blev ikke den danske models undergang. Jeg tror på en model, der er til for at regulere forhold på det danske arbejdsmarked. Og hvis det forandrer sig, må modellen også forandre sig. Det sker der ikke noget ved. Vi beder om nogle små justeringer af den danske model. Vi ønsker ikke at ændre den totalt eller at ødelægge den.