17.08.2012
Artikel

Sådan skrev vi: A.D.C.M.O.

Af Mogens Tanggaard
Første nummer af Meddelelser,

forløberen for Magisterbladet, udkom i maj 1918, efter at fagforeningen eller “Organisationen”, som den blev kaldt, på en generalforsamling på Metropolitanskolen i København den 26. april var blevet dannet under navnet Almindelig dansk cand.mag.-Organisation, forkortet A.D.C.M.O. Tydeligvis en tid, der ikke var optaget af smart sproglig branding. Dengang var der blot 149 medlemmer, som alle var ansat som lærere på overvejende statslige, men også på private gymnasier, altså adjunkter og rektorer – og “Overlærere”, som en gruppe blev benævnt, en titel, der kort efter blev ændret til “Lektorer”. Dengang var cand.scient.-titlen ikke indført, så titlen cand.mag. dækkede også over kandidater i matematik, fysik, kemi osv.

Til kamp mod de uorganiserede
Som inaktive medlemmer optoges “ældre cand.mag.er ved Biblioteker, videnskabelige Institutioner o.lign., som vil støtte Organisationen, dels unge cand.mag.er, som endnu ikke har opnået Ansættelse ved Skolerne; disse sidste er det af Vigtighed for Organisationen at komme i Rapport til, ligesom de jo også har Interesse i at støtte deres tilkommende Standsfællers Fagforening”, skrev foreningens første formand, adjunkt Kristen Simonsen, Sorø Skole, i første nummer af Meddelelser, som fyldte tre A5-sider. Simonsen skrev som redaktør hele bladet.

I samme nr. 1 gjorde redaktør og formand opmærksom på et problem, som har været aktuelt lige siden, nemlig dem, der ikke var medlemmer af organisationen. Han kom med denne formanende opfordring til medlemmerne: “Det må gøres indlysende for dem, der endnu staar uden for Organisationen, at de ved ikke snart at indmelde sig skader baade sig selv og deres Stand, og derigennem tillige den danske Gymnasieskole”. Og i indtrængende kursiv fortsætter han: “Ethvert medlem, der har Lejlighed dertil, bør anse det for sin Pligt at arbejde for Tilslutning til Organisationen”. Det kunne godt stå i en leder skrevet af DM’s formand anno 2012.

Mangel på kandidater
I Meddelelser nr. 2 fra 2. oktober 1918 blev et andet åbenbart evigt aktuelt emne anslået: mangelen på cand.mag.er i matematik og fysik. Studenterne syntes at have vendt ryggen til “det Studium, der betaler sig dårligst af alle, nemlig Studiet til Skoleembedseksamen”. Det var svært at få ansøgere til ledige adjunktstillinger. Foreningen anviste to veje til at løse problemet. En god og en dårlig. Simonsen skrev: “Den første er at forbedre Stillingerne, saa at Tilgangen til Skoleembedseksamen bliver større. (…) Den anden Udvej, den daarlige, er at besætte Embederne med Folk uden Skoleembedseksamen, f. Eks. med Studenter. Sker dette sidste, vil Manglen på cand.mag.er efter al Sandsynlighed blive endnu større, og vi har saa en Svikmølle i Gang, der i løbet af faa Aar kan føre til en alvorlig Niveausænkning indenfor vor højere Skole”.

Der foreslås også et slags kampmiddel for at komme problemet til livs: “Hvis der ingen kvalificeret Ansøger er, bør Rektoren paapege dette og erklære ikke at kunne indstille nogen af Ansøgerne. (…) Det ville være meget beklageligt, om en Rektor tog Ansvaret paa sig for Ansættelsen af en ukvalificeret Lærer”. Igen er der her anslået et også i dag højt prioriteret tema: uddannelsernes kvalitet.

Ansættelsesklausuler
I øvrigt opstod der i kølvandet på mangelen på adjunkter et nyt fænomen på undervisningsfronten. Et fænomen, som vi kender i dag inden for det private erhvervsliv: uvæsenet med ansættelsesklausuler. Simonsen har kendskab til i hvert fald et eksempel på, at “Vanskeligheden ved få cand.mag.er har ført til, at Rektoren på en privat Gymnasieskole binder Lærerne ved Kontrakter, saa at de er hindrede i at søge til Statskoler eller kommunale Skoler, naar der her er en ledig Plads”. Kontrakterne bandt lærerne i tre år, mens skolerne kun var bundet af dem i ét år.

Kontrakterne betegner Simonsen som “uanstændige” og slutter sit harmfulde indlæg således: “At sligt overhovedet kan finde sted, viser tydeligt, i hvor høj Grad der har været Trang til en cand.mag.-Organisation. (…) Bestyrelsen advarer derfor paa det alvorligste Medlemmerne mod at binde sig kontraktmæssigt, og hvis de undtagelsesvis finder Grund til at gøre det, da først at konferere med Organisationens Formand angaaende Kontraktens Indhold”.

Den opfordring gælder stadig. Dog har formanden i dag et sekretariat til sin rådighed. I dag er der jo også over 40.000 medlemmer mod dengang 193 medlemmer. I øvrigt en medlemsfremgang fra april til oktober 1918 på 44 svarende til 29,5 %.