17.08.2012
Artikel

“Reformen er en afskaffelse af fleksjobordningen”

På grund af regeringens fleksjob­reform føler antropolog og it-ansat Gregers Petersen sig stavnsbundet til sit nuværende fleksjob. Mister han sit nuværende arbejde, vil det stort set være umuligt at få et nyt.

Af Martin Ejlertsen

I et mindre etplansrækkehus på grænsen mellem Herlev og Ballerup bor Gregers Petersen med sin kone og to børn. Her kan den 45-årige antropolog med bifag i idræt forholdsvis ubesværet komme rundt både indendørs og ud i den tilstødende have i den kørestol, som han efter en trafikulykke har været bundet til, siden han var 2 år gammel.

I carporten holder en blå VW Caddy parkeret. Her er der god plads til familien, men også til Gregers Petersens kørestol, når han skal på arbejde. Gregers Petersen er ansat ved Statens Museum for Kunst, hvor han er ansat i fleksjob som it-medarbejder 20 timer om ugen. Det er et liv, der ikke er nemt, men det fungerer. Lidt endnu. For som for andre højtuddannede vil regeringens fleksjobreform snart stavnsbinde Gregers Petersen til det nuværende fleksjob.

Den 1. januar 2013 træder fleksjobreformens ændringer i kraft, og skifter fleksjobbere arbejde herefter, så vil de være omfattet af helt nye regler. Det vil koste akademikere som Gregers Petersen tusinder af kroner hver eneste måned i tabt lønindtægt. Han bliver derfor låst til sit nuværende arbejde uden mulighed for at kunne gå ind i et normalt karriereforløb.

“Situationen gør mig stavnsbundet. Skifter jeg job, vil reformen koste mig omkring 10-12.000 kroner om måneden. Den arbejdsgiverbetalte løn vil være lille, og det vil indbetalinger til pensionen derfor også. Den resterende del af min løn vil bestå af løntilskud fra det offentlige. Over tid vil jeg kunne se frem til en pensionisttilværelse med meget lidt ud over en folkepension. Det er alt andet lige en potentiel fremtid i fattigdom”, siger Gregers Petersen og forklarer, at han skammer sig over at have stemt på en regering, som er på vej til at rive eksistensgrundlaget væk under ham. Han glæder sig derimod over at have en positiv chef, der ser optimistisk på hans situation og på fleksjob som en mulighed for at udnytte hans egenskaber. Men det kan jo ændre sig, hvis der en dag træder en ny chef ind ad døren, eller hvis museet tvinges til omstruktureringer, som gør ham overflødig.

“Jeg risikerer at stå over for et chefdiktat, hvor jeg kun kan sige ja til at arbejde mere, og det kan jeg ikke klare, eller jeg må acceptere at vinke farvel til kompetenceudvikling og i værste fald blive fyret. Så er jeg pludselig tvunget ind under reformens nye regler”.

Motivationsfaktor
Gregers Petersen var impliceret i en bilulykke som barn, der medførte rygmarvsskade og lammelse af underkroppen og benene. De over 40 år i kørestolen har i stigende grad medført følgeskader, der tvinger ham til at tage hensyn til kroppens signaler.

“Min krop er slidt. Jeg får sår, infektioner og har problemer med mine led af at sidde for meget. Hvis jeg ikke passer på mig selv nu, har jeg slidgigt i nakke, ryg og arme inden for de næste ti år, og så vil jeg intet kunne foretage mig. Det vil jo være helt tåbeligt”, siger han.

Gregers Petersen har i mange år af sit liv beskæftiget sig med Linux-systemer – noget, han har lært sig selv. På trods af to akademiske grader var det netop disse selverhvervede it-kompetencer, som gav ham mulighed for at arbejde. I dag er han ansat i en fleksjobstilling, hvor hans arbejdsgiver får to tredjedele af den overenskomstmæssige mindsteløn i refusion. I staten eksisterer der p.t. desuden en ordning, som giver den statslige arbejdsplads yderligere 50 procent i refusion af egenbetalingen. Det betyder, at museet skal betale 8.000-9.000 kroner ud af Gregers Petersens løn på knap 38.000 kroner inklusive pension. Den ordning er helt afgørende for, at Gregers Petersen overhovedet kan arbejde der.

“Virkeligheden er, at hvis min arbejdsgiver skulle udbetale en normal fuld løn til mig, så var jeg aldrig blevet ansat. Det rækker økonomien på museet bare ikke til”.

Tidligere var Gregers Petersen ansat i en ph.d.-stilling på CBS, hvor han arbejdede med open ­source software i en antropologisk tilgang. Stillingen var en ordinær fuldtidsstilling, for der var ikke andre muligheder. Men det viste sig hurtigt, at han ikke magtede at arbejde på fuld tid. Han løb ind i flere sygdomsperioder, der blev længere og længere. Til sidst var han tvunget til at finde på noget nyt. Han var heldig og fik tilbuddet om fleksjobbet på museet via en god bekendt.

“Det var lukket land for mig at komme tilbage i en forskerstilling, fordi jeg som fleksjobber potentielt skubber en anden fuldtidsmedarbejder ud. Så da jeg via mit netværk fik muligheden for at komme i fleksjob på museet, slog jeg til, da jeg anså dette som en ny måde for mig at bygge et karriereforløb op på”, siger han.

Lidt attraktiv
På Statens Museum for Kunst står Gregers Petersen som it-medarbejder for drift og udvikling. Han er i gang med at implementere en Linux-server infrastruktur og beskæftiger sig derudover med it-sikkerhed og den daglige support. Men museet er som andre statslige arbejdspladser ramt af nedskæringer og afskedigede for nylig museets anden it-medarbejder. I dag har Gregers Petersen og hans chef hele ansvaret for it-driften på museet. Selvom karrieren er på sporet, skal der desværre alt for lidt til, før den afspores. Gregers har derfor løbende holdt sig orienteret mod andre job, men alternativerne er få.

“Mennesker med mine kompetencer er temmelig efterspurgte, men jeg er meget lidt attraktiv, fordi jeg ikke kan arbejde fuldtids. Samtidig ligger jeg under for, at mange arbejdsgivere simpelthen ikke har de fysiske rammer, der gør det muligt for mig som kørestolsbruger at varetage de daglige jobfunktioner hos dem”.

En hverdag for Gregers Petersen ser på overfladen ellers ud som for de fleste. På en normal hverdag står han op klokken seks om morgenen, smører madpakker og bringer og henter sine børn til og fra skole, da hans kone er læge og ofte har lange arbejdsdage. Gregers møder så på arbejde klokken otte og kører hjem igen klokken 15. Så skal der købes mad, og børnene skal videre til fritidsinteresser. Hverdagens gøremål tager oftest den dobbelte tid for Gregers, som det tager for andre. Og når han ikke arbejder, er det vigtigt, at han laver så lidt som muligt.

“Jeg skal simpelthen ligge ned for at få belastningen af at sidde ned væk. Min hverdagsrytme er måske ikke meget anderledes end mange andres, men alt tager meget længere tid for mig, og jeg orker ikke lige så meget”, siger han.

Selvom Gregers Petersen gør så meget, han kan, for at passe sine pligter som lønmodtager, så mener han, at reformen forvandler ham fra at være en lønmodtager på lige fod med sine kolleger til at blive karakteriseret som et menneske med mindre værdi. Han vil igen blive betragtet som invalid og vanfør. Ikke som en handikappet. Fremtiden bliver, at arbejdsgiveren alene skal betale løn og pension for den arbejdsindsats, som fleksjobberen reelt yder. Og det er arbejdsgiveren, der skal vurdere, hvor stor den indsats er.

“Regeringen vil åbenbart ikke længere gå med til, at nogle mennesker på grund af deres handikap skal kompenseres. Fremover skal de i stedet for værdisættes af arbejdsgiveren. Det betyder, at vi fleksjobbere i fremtiden skal kæmpe hårdt for blot at bevare, hvad vi har i dag. Reformen er for mig at se en reel afskaffelse af fleksjobordningen”.