15.06.2012
Artikel

DM: Praktikanter bør få løn

Praktik er kommet for at blive, og aldrig før har så mange studerende taget ulønnede praktikophold. Mange siger ja til ophold, der går ud over den meritgivende periode, og det er i det hele taget svært for studerende at stille krav til arbejdspladsen, fordi der ikke er fælles regler, viste erfaringerne fra flere praktikanter på DM Studerendes debatarrangement på Københavns Universitet den 30. maj. Så hvordan sikrer man, at praktik bliver et uddannelsesforløb og ikke gratis arbejde? Og hvordan bliver praktik for alle studerende og ikke bare dem, der har råd? Der er ingen lette svar, og mens Dansk Magisterforening arbejder for løn til praktikanterne, er Dansk Industri imod.

Af Liv Alfast Kretzschmer
Maj Parker Wagner, Roskilde Universitet:

“Praktik skal ikke være “noget andet end at studere” – det skal være helt integreret i uddannelsen. Praktikjobbet kan ikke være 37 timer om ugen, for der skal være plads til, at man er på sin uddannelse en gang om ugen. Lad nu være med at sige ja til et halvt års praktik, og hold jer inden for den periode, I kan få merit. Praktik er ikke svaret på alt, og der er mange andre måder at få praksiserfaring på”.

Katrine Kier Nielsen, formand for DM Studerende:
“Praktikordningen er skæv, for den er kun for dem, der har råd til at smide penge i projektet. Vi bør have fælles regler for løn, coaching og praktikkontrakt, så alle har muligheden”.

Sarah Gade Hansen, Dansk Industri:
“Koblingen mellem studium og praktik skal være der, og praktik skal ikke bare være en feberredning til en verdensfjern uddannelse. Det er godt med praktisk erfaring under studiet, men praktik skal ikke være en obligatorisk del af studiet – studiejob eller cases med virksomheder er også en mulighed. Jeg går ikke hjem og anbefaler løn under praktik, for det er en dum ide, hvis man som studerende kommer med kompetencer, der ikke lige er spidset til virksomheden”.

Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening:
“Hvorfor er det så vigtigt med praktik? Lige nu er det en god måde at komme i job på efterfølgende, viser erfaringen, men det er et område fyldt med dilemmaer, for selvfølgelig skal vi undgå gratisarbejde. Merit er vigtigst, men man skal også have en vis lønkompensation. DM har fremsat krav ved overenskomstforhandlingerne om, at der skal ske en økonomisk kompensation til praktikanterne, og det er et område, vi gerne vil sætte fokus på”.

Jonas Dahl, SF: 
“Praktik og erhvervserfaring i det hele taget er vigtigt – man kan jo heller ikke forestille sig læger, der ikke er i turnus. Vi skal definere, hvilket fagligt indhold vi kan putte ind i praktikken, men når det er sagt, så skal I også udfordre jeres studieordning. Vi kan lave rammerne, men I skal fylde dem ud”.