15.06.2012
Artikel

Det’ mit job: Henrik Hagemann

Henrik Hagemann, 71 år, Pensionist og medlem af DM’s Pensionistsektion, medlem af tænketank for udvikling af samarbejdet mellem de nationale mindretal i Europa samt repræsentant for Foreningen Norden i Dansk Sprognævn.

Af Mette Engell Friis
Du gik på pension for to et halvt år siden efter et liv med et hav af job, tillidshverv og interesser. Hvordan forberedte du det skift?
Det har jeg faktisk ikke gjort. Jeg glædede mig ikke til at holde op som generalsekretær for Nordisk Råds danske delegation, slet ikke, men jeg tænkte at jeg ville få mere tid til andre ting som mit arbejde i Dansk Sprognævn og Foreningen Norden. Og det har holdt stik. Jeg er for eksempel lige blevet bedt om at deltage i en tænketank under sammenslutningen af de nationale mindretal i Europa der skal se på muligheden for at få oprettet et fælles informations- og dokumentationscenter i Flensborg for mindretallene i Europa. Det synes jeg er vanvittigt spændende.

Da jeg blev pensionist var jeg opmærksom på at der var en risiko for at jeg ville få abstinenser – og det har jeg hidtil undgået. Selvom jeg må indrømme at jeg savner ad helvede til at være med hvor det sker. Men det kræver at man konstant er opdateret på alting, og det kan jeg ikke være mere.

Heldigvis har jeg mange projekter på bedding. De mennesker som ikke har projekter de har gang i eller lyst til at gå i gang med, forstår jeg ikke rigtigt, må jeg indrømme. Men jeg har også haft et fantastisk privilegeret liv med mange muligheder.

Oven i arbejdet i Foreningen Norden og Sprognævnet har du også ladet dig vælge ind i bestyrelsen for DM’s Pensionistsektion. Hvorfor det?
For det første synes jeg det er et interessant sted. Medlemmerne er jo mennesker med et interessant arbejdsliv bag sig. Det betyder at vi eksempelvis har oprettet klubber hvor vi har hørt foredrag om alt fra smileyer til uddannelse af operasangere og miljøet ved Stevns Klint. Selv har jeg lovet at holde foredrag om dengang jeg var spion for den sovjetiske ambassade … Historien var at da jeg blev valgt som generalsekretær for Nordisk Råds danske delegation, blev jeg – lige midt under Treholt-affæren i Norge – kontaktet af den dengang sovjetiske ambassade som gerne ville have at jeg holdt nogle møder med en ambassadesekretær. Så i årevis havde jeg derfor en styringsagent som jeg kaldte ham. Med betryggende opbakning fra PET kan jeg roligt sige.

Men med hensyn til arbejdet i Pensionistsektionen har jeg også nogle politiske ting jeg gerne vil kæmpe for i DM. Jeg mener blandt andet at det er helt essentielt at man får med i overenskomsterne at al løn bliver pensionsberettiget – også selv om man eksempelvis er projektansat.

Jeg venter mig faktisk meget af det medlemskab, må jeg sige.

Denne her artikel er skrevet med det såkaldte nye komma som du var med til at indføre. Det slog aldrig rigtigt igennem. Er det en kamp du har tabt, synes du?
Næh ... ikke en tabt kamp, for det gav jo en rigtig god debat om vores sprog. En debat som virkelig var et sundhedstegn efter min mening, fordi den viste at folk er interesserede i deres sprog. Men jeg synes da det er ærgerligt at det aldrig vandt indpas. Tyskland, Finland og Danmark er de eneste lande som bruger en tegnsætning som vores traditionelle, og det giver en brudt læse- og tankerytme når man læser en tekst. Jeg tror man på et eller andet tidspunkt vil indse at det nye komma er bedre. Det er jo også de færreste der kan sætte et korrekt grammatisk komma.

Men jo, kommakrigen blev jo tabt på den led at det endte med at Justitsministeriet sendte en skrivelse ud til samtlige ministerier og spurgte om de planlagde at bruge det nye komma. Tilbagemeldingen var at det gjorde de fleste ikke, og så faldt arbejdet jo til jorden. Det var ærgerligt.

Nu er du så blevet medlem af bestyrelsen for DM’s Pensionistsektion, men har du aldrig overvejet at gå aktivt ind i partipolitik?
Jeg mener nærmest det er en borgerpligt at være medlem af et politisk parti fordi det er der man kan være med til at påvirke udviklingen. Så det har jeg været i mange, mange år – men du får ikke at vide hvilket parti. Jeg har nemlig også den holdning at når man arbejder for politiske organisationer som fx Nordisk Råd, skal man ikke have et politisk tillidshverv ved siden af, hellere end gerne medlemskab, men ikke tillidshverv. Ens samarbejdspartnere skal kunne stole på at man er politisk neutral når man bestrider sit job. Det har jeg altid bestræbt mig på, og det vil jeg fortsat gøre. Og nej, jeg har ikke planer om at gøre karriere i partipolitik, men jeg kunne godt tænke mig at lave en kampagne for at få flere til at melde sig ind i partierne. Nu må vi se om jeg har kræfter til det.

Når du ser tilbage på dit liv og arbejde fra seminarieadjunkt over rektor for Marselisborg Seminarium til censor og generalsekretær for Nordisk Råds danske delegation, kan du så få øje på en rød tråd?
Ja det kan jeg faktisk meget tydeligt. Der er to: Glæden ved at arbejde fagligt og glæden ved at arbejde organisatorisk, og begge dele har jeg haft mulighed for at dyrke altid. Med hensyn til arbejdet med de nordiske lande så voksede jeg op med en mor der var aktiv i Finlandshjælpen, så det nordiske samarbejde har været en del af mit liv altid. Og jeg forestiller mig såmænd at begge tråde bliver i mit liv resten af min tid. Jeg er jo også medlem af det lille bådelav som sejler med og vedligeholder landshøvdingen i Grønlands gamle rejsekutter “Signe Rink”. Det er både organisations- og nordentråden i ét.