15.06.2012
Artikel

”Jeg blev ramt på min retfærdighedssans”

Louise Kofoed er ikke retoriker for ingenting. Hun vidste godt, det ville give tæsk, da hun gik til pressen, fordi hendes indignation over forhold på Tøjhusmuseet blev vakt, og ledelsen mødte medarbejdernes kritik med tavshed. Nu ligger hendes sag hos ombudsmanden, og kulturministeren er kaldt i samråd.

Af Pernille Siegumfeldt

Det var så langtfra en uoverlagt finke, der røg af panden i ungdommelig kådhed, da 29-årige Louise Kofoed den 14. maj i et debatindlæg i Politiken langede ud efter ledelsens strategi om at skabe et oplevelseshus og neddrosle forsknings- og bevaringsindsatsen på hendes arbejdsplads, Tøjhusmuseet.

Først tænkte hun sig om i en måned, dernæst brugte hun en uge på at skrive. Og i dagene, før hun trykkede på send-knappen, vejede hun for og imod og diskuterede grundigt situationen igennem med sin bekymrede mand derhjemme.

Da indholdet af hendes debatindlæg begyndte at sive ud både blandt de 500 år gamle geværer, kanoner og rustninger på Statens Forsvarshistoriske Museum, som Tøjhusmuseet er en del af, og i bredere museale kredse, stod hun klar til at tage tæskene.

Og ballade, det blev der.

Klokken havde kun lige passeret 9.30 om formiddagen, da Louise Kofoed blev kaldt ind på direktør Ole L. Frantzens kontor. Hun husker i detaljer, hvordan ordene faldt.

“Han sagde: Du har skrevet et debatindlæg. Det synes jeg er uklogt. Der er sikkert vide rammer for, hvad man kan tillade sig som offentligt ansat, men hvis det her var det private erhvervsliv, så er jeg ikke i tvivl om, hvad der ville være sket med det. Dernæst sagde han, at kan ikke ville fyre mig, men at jeg måske skulle overveje, om jeg ikke hellere ville arbejde et andet sted”.

Louise Kofoed, der i lidt over et år har været projektansat som museumsformidler, var nok klar over, at Ole L. Frantzen ikke havde planer om at udnævne hende til månedens medarbejder. Men hun havde dog håbet, at hun med sin kritik, som hun havde forsøgt holdt i saglige, generelle og loyale vendinger, havde sparket hul igennem muren ind til en direktør, der dårligt nok har været på talefod med sine ansatte igennem en længere periode.

“Medarbejderne på Tøjhusmuseet har længe været bekymrede for udviklingen på museet. Men hver gang vi har forsøgt at komme i dialog med ledelsen om problemerne, er vi blevet mødt med en blank afvisning. Det blev jeg dybt frustreret over”, forklarer Louise Kofoed.

Økonomien sejler
Den udvikling, som den unge retoriker henviser til, er ikke mindst den varslede fyring af to af museets fire museumsinspektører. Nedlæggelsen af deres stillinger sker, samtidig med at ledelsen har fremlagt en ambitiøs strategi, P16, hvor oplevelsesøkonomien har en nøgleplacering og skal give flere penge i den slunkne museumskasse.

“Om nogen er jeg som museumsformidler vel en stærk fortaler for, at formidling i alle afskygninger prioriteres højt og indgår som en helt særlig forpligtelse for et museum, men der skal jo være noget at formidle. Og efter min mening er det i strid med museumsloven, når der skrues op for events og andre kommercielle tiltag på bekostning af forskning og bevaring”, siger Louise Kofoed.

Hun er også bekymret, fordi økonomien sejler på hendes arbejdsplads.

“Man bygger et dyrt bibliotek til internt brug og et konservatorværksted, selv om man har en aftale om at bruge Nationalmuseets faciliteter, og det sker på et tidspunkt, hvor budgettet for udviklingen af den nye basisudstilling er overskredet med mere end 15 millioner kroner. Hvis bare ledelsen ville tale med os, var der nok at tage fat på”, pointerer hun.

Louise Kofoed kunne have valgt at udtale sig anonymt, og hun kunne have valgt at tie stille, men: “Det rørte mig dybt, og jeg blev ramt på min retfærdighedssans, da to dygtige museumsfolk blev varslet fyret på baggrund af en strategi, jeg ikke forstår. Jeg nærer en stærk følelse af ærefrygt over for den fine samling, som Tøjhusmuseet skal forvalte, og jeg kan slet ikke holde ud, hvis vi misligholder vores forpligtelser. Og så er jeg ikke retoriker for ingenting. Jeg vil gerne formulere min kritik og sige den højt, i eget navn”.

Massiv opbakning
At reaktionerne på et debatindlæg en tilfældig forårsmandag i maj ville blive så stærke, havde Louise Kofoed ikke forudset.

En samlet medarbejdergruppe på Tøjhusmuseet har efterfølgende i et brev til direktøren udtrykt deres bekymring for de trusler, som Ole L. Frantzen fremførte under samtalen med sin medarbejder. De har også præciseret, at de deler Louise Kofoeds bekymring for den kurs, ledelsen har lagt for Statens Forsvarshistoriske Museum.

Siden har Folketingets ombudsmand af egen drift bedt om indsigt i sagens akter med henvisning til offentligt ansattes krav på ytringsfrihed, og endelig er kulturministeren kaldt i samråd om forholdene på museet.

Tilbage i de smukke gamle udstillingsrum midt i København sidder en museumsformidler, der mest af alt ønsker, at sagen skal tilbage på sporet, så det ikke længere bare handler om hende.

“Jeg er naturligvis glad for, at ombudsmanden er opmærksom på sagen, og at flere forvaltningsprofessorer giver mig medhold. Jeg har også modtaget et hav af sympatimails fra kolleger i hele landet, som desværre genkender situationen, og fra våbenkendere, der også er kede af, at vores forskning og bevaring nedprioriteres. Jeg håber, at mit indlæg har været med til at løfte debatten, så det ikke kun handler om en medarbejdergruppe, der er sur på dens chefer og ked af, at dens kolleger er varslet fyret. Det er næppe karrierefremmende for mig at gå i clinch med min direktør i pressen, og jeg kan godt frygte, at jeg vil blive betragtet som en troublemaker i visse kredse. Men efter lang tids løben panden mod en mur havde jeg ikke flere valgmuligheder. Og jeg havde brug for at sige, hvad jeg mener”.