01.06.2012
Artikel

Danskere i Tordenskjolds fodspor

Danske akademikere valfarter til Tordenskjolds fødeby, Trondheim, for at forske og arbejde. Her finder de store karrieremæssige muligheder, som de ikke kan realisere i Danmark.

Af Martin Ejlertsen

Over 1.000 kilometer nord for København møder det hypermoderne samfund det gamle, traditionelle bysamfund omgivet af barske fjelde. Siden middelalderen har troende valfartet til Tordenskjolds fødeby, Trondheim, via pilgrimsruten til Nidarosdomen, hvor Norges konge og helgen Olav den Hellige ligger begravet. I dag er det i høj grad danskere, som valfarter til Norges tredjestørste by. På grund af arbejde, ikke på grund af tro. Trondheim oplever nemlig ligesom Oslo et stigende antal danskere, som kommer til Norge, fordi jobmulighederne her er langt bedre end i Danmark.

Jesper Aagaard Petersen er cand.mag. og ph.d. i religionshistorie og kom til Trondheim i 2007 efter at have arbejdet seks år som gymnasielærer på Rødovre Gymnasium. Han forlod en fastansættelse som adjunkt for at forfølge drømmen om at forske. Han var begyndt at forske i satanisme og formulerede et forskningsprojekt og søgte ph.d.-stilling på både Københavns Universitet, SDU og i svenske Lund, men uden held. Efter lidt tid kom han via omveje i kontakt med viceinstitutleder Asbjørn Dyrendal ved Institutt for arkeologi og religionsvitenskap på Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU) i Trondheim. Dyrendal opfordrede Jesper til at søge stilling der. På NTNU er der gode muligheder for også at lave “lidt mere skæve projekter”, forklarer Jesper Aagaard Petersen. I sit andet forsøg fik han stillingen. Selv om det var lidt af en drømmestilling for ham at få et stipendium i Trondheim, så overvejede han alligevel flytningen fra København til Trondheim kraftigt.

“Jeg havde virkelig lyst til at arbejde på et universitet, så det rent karrieremæssige spørgsmål var let at besvare. Men det er langt væk fra Danmark, og jeg havde en dansk kæreste, som jeg var glad for, et fast arbejde og en god tilværelse”, siger Jesper Aagaard Petersen, som det første år derfor rejste frem og tilbage. Da hans forhold gik i stykker, besluttede han at bosætte sig i Trondheim. I dag er han ansat som førsteamanuensis (som svarer til en dansk lektorstilling) i samfundsfagsdidaktik på NTNU’s læreruddannelse. I mellemtiden har han også fået norsk kone og børn.

Internationalt udsyn
NTNU er det norske universitet, der har hovedansvaret for den højere teknologiuddannelse. På det nu mere end 100 år gamle universitet uddannes mere end 3.000 hvert år. Både undervisere og studerende kommer fra hele verden. Trondheim er præget af stigende udsyn mod ikke bare Norge, men også resten af verden. Det vidner ikke mindst antallet af hoteller om. Der skulle efter sigende være mere end 50 hoteller i den indre by og mange flyafgange hver eneste dag – alene tre til København. En af byens flere og flere internationale byboere er Ulla Angkjær Jørgensen, som er cand.mag. og ph.d. i forhistorisk arkæologi og kunsthistorie. Hun blev færdig som ph.d. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet i 2003. Da kunsthistorie i Danmark er et meget lille fag med bare to institutter og blot en håndfuld stillinger, som er langtidsbesatte, lå hendes beslutning om at søge arbejde udenlands ligefor.

“Jeg skulle have et job og hørte fra en norsk kunsthistoriker, at der var en stilling som førsteamanuensis i kunsthistorie ledig der. Jeg havde været i Trondheim på en udgravning i mine unge dage, så jeg kendte lidt til stedet”, siger hun.

I sommeren 2004 pakkede hun derfor bilen med seks flyttekasser og kørte sammen med en veninde i en lejet bil over Dovrefjell til Trondheim. I første omgang var hendes plan at blive der i fire år for så at gøre status. I dag har hun ingen aktuelle planer om at flytte hjem.

“Jeg ville ikke rejse herop for at sige, at jeg nok rejser hjem igen om lidt. Det er en forkert måde at komme til et sted på. Man skal slå sig ned og finde et sted at bo. Når man begynder i en sådan stilling, får man hurtigt alle mulige ekstra job, og med tiden blev der også rigtig gode forskningsmuligheder på mit specialeområde”, siger Ulla Angkjær Jørgensen, som fortæller, at både instituttet og selve universitetet har taget meget vel imod hende.

“Man får ikke lov til at sidde og ruste op i et kontorhjørne. Jeg er kommet med i to forskningsrådsstøttede projekter og en del andre mindre projekter. Man får lov til at prøve det hele”, siger hun.

Nemmere professor
Både Jesper og Ulla har gjort store karrierespring på kort tid ved at tage til Trondheim frem for at blive hjemme. Det betyder højere løn og avancement inden for en kortere tidshorisont.

“Her er jeg gået direkte fra at være stipendiat til at blive fastansat i den højeste videnskabelige stilling bortset fra et professorat. Det er helt sindssygt både karrieremæssigt og økonomisk”, siger Jesper Aagaard Petersen og understreger, at man som ansat på et universitet i Norge har næsten 50 procent forskningstid. Det er han glad for.

“Ja, er du gal. Det er jo derfor, vi er blevet akademikere. Undervisning er dejligt, men forskningen er dér, hvor det innovative og kreative befinder sig”, siger Jesper Aagaard Petersen og suppleres af en enig Ulla Angkjær Jørgensen:

“Den store andel forskningstid tager de meget alvorligt heroppe. På den måde er der også sat langt bedre tid af til det pr. forsker end i Danmark, og der bliver også brugt mange ressourcer på det”.

Det næste naturlige karrierespring for de to vil være at søge et professorat.

“I Norge et det mere systematiseret. Her er et professorat et stillingsopryk, man med tiden bliver kvalificeret til efter et vist stykke tids forskning og formidling. På baggrund af dit arbejde vurderer en komite så, hvorvidt du kan oprykkes, og det, synes jeg, er en sympatisk måde at forvalte det på”, siger Jesper Aagaard Petersen.

Ligesom i Danmark er der også stadig langt flere mandlige end kvindelige professorer i Norge. Det forsøger man i Norge at ændre ved at give kvinder ekstra fordele, forklarer Ulla Angkjær Jørgensen.

“Ud over at de ansatte med tiden bliver direkte personligt opfordret til at søge et professorat, så er der også rent strategisk fordele for kvinder, når det gælder ligestillingsområdet. Kvinder opfordres eksempelvis til at søge forskningsorlov for at gøre sig færdige”, siger Ulla Angkjær Jørgensen.