18.05.2012
Artikel

Studerende tænker langsigtet med studiejob

De studerende tænker nøje i at få noget på cv’et og forøge muligheden for at få job efter studierne, når de vælger studiejob. Og de er ikke blege for at tage frivilligt arbejde for at få de rette kompetencer.

Af Liv Alfast Kretzschmer
Kun en ud af ti studerende har ikke haft et studiejob, og det at arbejde ved siden af studierne er dermed blevet en helt almindelig del af danske universitetsstuderendes liv. Ud over at det giver ketchup på pastaen, så er grunden til at få et studiejob især, at de studerende vil forøge deres muligheder på arbejdsmarkedet og få erfaring, som de kan skrive på deres cv. Det viser en ny undersøgelse fra DM Studerende.

Og der er masser af givtig erfaring i studiejobbet, oplever de studerende, for her kan man afprøve arbejdslivet, inden det gælder. Som en skriver: “Da jeg begyndte at studere, ville jeg gerne arbejde som idéudvikler i enten film- eller reklamebranchen, men efter at have fået studiejob i miljøet er det gået op for mig, at selv om jeg er meget glad for at arbejde her, så er det ikke inden for dette felt, jeg vil være resten af mit arbejdsliv. Så på den måde har mit studiejob hjulpet mig til at gøre nogle vigtige erfaringer med hensyn til karrierevalg”.

Tager tid fra studierne
En anden studerende er også glad for, at studiejobbet giver retning: “Jeg synes, det er helt fantastisk at få lov til at smage på det virkelige liv, så man ikke tager fem års uddannelse og så først bagefter finder ud af, om jobbet egentlig også passer til dig”.

Men et studiejob behøver langtfra at ligge i forlængelse af studierne for at give mening, mener andre: “Jeg er glad for at have et studiejob, som tilbyder et helt andet miljø end det akademiske. Jeg tror, at det er vigtigt at kunne begå sig i flere forskellige slags kredse, og det giver de fleste ufaglærte studiejob mulighed for”.
Knap halvdelen af de studerende i undersøgelsen har studierelevant arbejde, og en del af dem, der har arbejde, der ikke er relevant for deres studier eller fremtid, angiver, at de er på udkig efter et mere relevant job. De mest udbredte årsager til slet ikke at have et studiejob er, at det tager for meget tid fra studierne, mens knap hver tredje har søgt, men ikke fået noget job.

Men for de studerende er der også en anden mulighed: frivilligt, ulønnet arbejde, som hver tredje studerende i undersøgelsen har valgt – nogle ved siden af lønnet arbejde.