18.05.2012
Artikel

Nordmænd med gigantisk studiegæld

Af Liv Alfast Kretzschmer
Norske studerende har mulighed for at banke sig en ordentlig gæld op under studierne. Går man på universitetet i Norge, kan man nemlig få studielån og stipendier i op til otte år, og der er intet loft over, hvor stort et lån man kan tage, så længe man opfylder kravene. Det betyder, at nogle studerende efter endte studier sidder tilbage med et studielån i omegnen af en million kroner. Norske opgørelser viser, at det især er studerende, der har læst på dyre prestigeuniversiteter i udlandet, der sidder tilbage med den største gæld.

Norske VG.no har talt med 24-årige Aasta Eik-Nes på 24, som til sommer afslutter universitetsstudier i Skotland. Hun står tilbage med en studiegæld på 686.450 norske kroner (stort set det samme i danske kroner), når hun er færdig – en gæld, der dog bliver nedskrevet til i omegnen af 500.000 kr., i det øjeblik hun færdiggør uddannelsen. Selv er hun godt tilfreds med at have investeret i en god uddannelse og er ikke nervøs for at skulle betale pengene tilbage, men hun slår dog fast, at hun aldrig ville have lånt en million kr., som nogle af hendes fæller ender med at gøre.

For det er især udlandsstudier med studieafgift, der får parkometeret til at tikke. Låner man fx 120.000 kr. om året til at betale for uddannelsen, samtidig med at man får basisstøtten på ca. 90.000 om året, så løber det hurtigt op.

Den studerende, der i 2011 sad tilbage med den største studiegæld, var helt oppe på 1.022.000 kr., som dog er noget mere end gennemsnitsstudiegælden for nordmænd, der har læst i udlandet, nemlig 405.782 kr. For studerende, der har læst i Norge, er gennemsnitsgælden 226.695 kr.

Præsident i organisationen for norske udlandsstuderende Kristiane Roe Hammer er bekymret for udviklingen, fordi hun frygter, at udlandsstudier kan blive de riges privilegium, siger hun til Dine Penger.

Før 2004 fik de norske studerende dækket hele studieafgiften i udlandet, men dette er siden ændret til, at man maksimalt kan få halvdelen dækket – dog højest 30.000 kr. Koster studierne i USA 120.000 kr. årligt, sidder man derfor tilbage med en gæld, der vokser 90.000 om året.