27.04.2012
Artikel

Samtidspirateri

Lukningen af fildelingstjenesten Megaupload, ­fogedrettens påbud mod musiktjenesten Grooveshark og polemikken over handelsaftalen ACTA er blot de seneste stridspunkter på ophavsrettens slagmark. Der hersker megen forvirring, bl.a. fordi udviklingen på internettet går hurtigt, terminologien er uklar, og den historiske kontekst ofte ignoreres. I det følgende skal vi se lidt nærmere på baggrunden for de aktuelle kampe.

Af Martin Arthur Andersen
KRONIK

Vi gør det alle sammen.

At benytte betegnelsen “pirater” om samtidens fildelere er ikke særlig velvalgt, for det giver nogle uheldige konnotationer til Adenbugtens desperate somaliere, Disneys Jack Sparrow-typer osv. Problemstillingen er såmænd ganske indviklet – selv uden en forvirrende nomenklatur.

Akademikernes Centralorganisation foretog for et års tid siden en undersøgelse, der viste, at 87 % af de specialestuderende – i større eller mindre grad – downloadede ulovligt. De få, der ikke gør, forklarer, at de ikke kan finde ud af det rent tekniske. Med andre ord har vi altså en situation i Danmark, hvor en markant andel af fremtidens meningsdannere og ledere er moralsk fordærvede. Dette ville i hvert fald være en nærliggende konklusion med denne systematiske tendens til brud på lovgivningen in mente. Såfremt der var tale om almindeligt brugstyveri, ville vi næppe tøve med at konkludere dette, i så fald ville vi stå med et eklatant samfundsproblem. Der er dog en del, der tyder på, at problematikken (heldigvis) har flere facetter.

De historiske forudsætninger

Det er tydeligt, at internettet har skærpet kampen om ophavsretten, men nogen fundamental ændring i menneskers gøren og laden er der næppe tale om: Brugere deler materiale ud fra en bred vifte af rationaler, som mennesker altid har gjort.

Via bredbånd kan dette bare gøres uhyre effektivt.

Det er 300 år siden, at de første lovgivningsmæssige tiltag så dagens lys i et forsøg på at beskytte forfatteren og give et økonomisk incitament til at skabe. Tankerne bag ophavsretsbegrebet er imidlertid ældgamle og kan findes i de fleste kulturer. Platon beskæftigede sig bl.a. med spørgsmålet. Det, der gør problemstillingen interessant og aktuel i dag, er, at de teknologiske muligheder har gjort det muligt effektivt og systematisk at bryde lovgivningen. Skal lovgivningen tilpasses de faktiske forhold, eller skal offentligheden opdrages bedre?

Ovenstående spørgsmål er netop et udtryk for den gængse måde at adressere ophavsretten, men problemet er, at en sådan kategorisk enten-eller-positionering kan sløre nuancerne i det komplekse felt, hvorved kun to fraktioner er umiddelbart identificerbare: en reaktionær og en anarkistisk. En sådan forsimpling er ikke nødvendigvis formålstjenlig.

Så længe bøger var håndskrevne, var der en naturlig bremseklods i udbredelsen af disse. Ophavsretten beskyttede i det store hele sig selv, og en egentlig demokratisering af skriftsproget udeblev. Bogtrykkerkunsten forandrede dette. Skriftens tekniske reproducerbarhed var blevet ændret fundamentalt, og juraen halsede efter fra begyndelsen.

I England så en skelsættende lovgivning dagens lys den 10. april 1710: The Statute of Anne. Dette er den første egentlige lov, der adresserer ophavsret. For første gang i verdenshistorien opnåede forlæggere en homogen lovmæssig beskyttelse af værker. Denne var i begyndelsen på 14 år. Den globale lovgivning har sit juridiske fundament i Oplysningstidens formuleringer, forskellen er, at beskyttelsestiden i dag er markant forlænget, og kravet om registrering af intellektuel ejendom er afskaffet. Desuden lever vi ikke længere i en stringent analog verden, hvorfor mængden og beskaffenheden af det immaterielle er eskaleret. I kombination med et konservativt lovgivningsparadigme er udviklingen sprængfarlig.

Det refleksive forhold til ophavsret

Når innovationer ser dagens lys, trues den etablerede verden. Dette kan forløbe fuldstændig problemløst, men ofte vil særegne interesser marginaliseres. Der vil være en industri, der har tilpasset sig verden, som den så ud. En industri, der ikke umiddelbart har en interesse i, at verden skal ændre sig, da dette vil undergrave de økonomiske strukturer, der har fungeret så udmærket. Mennesker, der er involveret i den industri, der trues, vil ofte kæmpe mod fremskridtet. Dette er i en altruistisk optik ikke rationelt, men for det enkelte individ er det reaktionære handlemønster forståeligt. Der vil dog altid være en offentlighed, der har interesse i forbedringer, samt enkeltaktører, der kan se et uudfoldet potentiale. Det er bl.a. derfor, at både hardcore aktivister og almindelige brugere er på barrikaderne i forbindelse med ACTA.

Megen økonomisk teori har tendens til at overse kompleksiteten i den menneskelige motivation til at skabe. Vi må nok udfordre tilskyndelses-paradigmet: Udsigten til et spektakulært udbytte skal ses som fryns snarere end som et egentligt incitament hos skabere. Ved at betragte de mange fællesskaber, der eksisterer på internettet, hvor brugerne genererer materiale frivilligt og uden økonomisk kompensation, herunder bl.a. Wikipedia og YouTube, er det tydeligt, at der kan identificeres nogle rationaler, der er nemmere at forklare gennem senmoderne identitetsskabelse end klassisk økonomisk teori.

Frihed eller pirateri

Argumentet om, at noget bør forbydes, fordi det kan misbruges, hviler på en fejlslutning, der ikke har været dominerende i vores kultur. Meget lidt i vores kultur er helt uden misbrugspotentiale, derfor handler det om at søge en balance snarere end et forbud. Forbud dræber de positive aspekter eller henviser disse til en skyggetilværelse, en effektiv regulering maksimerer positive potentialer og minimerer negative prospekter. Loven om ophavsret handler om at sikre betaling til de skabende individer, ikke om at stemple majoriteten af samfundets borgere som forbrydere. At sikre kunstneres betaling, samtidig med at forbrugere og skabere kan nyde en større grad af frihed, synes ikke umiddelbart at være et kontroversielt ønske. Valget er ikke en kategorisk sondring mellem frihed og pirateri, men et refleksivt forhold til det kontinuum, der afgrænses af netop disse ekstremer.

En omstrukturering af forholdet til ophavsret lader sig ikke gennemføre fra den ene dag til den anden. Det fulde potentiale vil dog først manifestere sig, når individer og aktører samarbejder om en måde at benytte teknologien på. En måde, så skabere honoreres for deres arbejde, samtidig med at det offentlige domæne florerer gennem optimering af adgangen til kunst, underholdning og viden.

Ophavsrettens grundstruktur bygger på den romantiske idé, at skaberen er et kreativt geni. De aktuelle omstændigheder har blot skærpet problematikken. Creatio ex nihilo lader sig dårligt forene med Web 2.0s dyder, herunder deltagelse, interaktion, fri udveksling og kollaboration. Den ultimative hensigt med ophavsretslovgivning må være at facilitere demokratisk kreativitet og anspore til nydelse af kreative arbejder i det fulde spektrum fra passiv konsumption til aktiv (hyper)interaktion. I den intensive jagt på pirater kan man nemt glemme den overordnede målsætning. At readressere formalitetskravet samt skabe nogle strukturer, der fordrer skaberes individuelle stillingtagen til beskyttelse af værker, synes uundgåeligt. For nuværende synes Creative Commons at være et godt bud herpå, men det kræver en aktiv stillingtagen blandt skabere og brugere.

Lobbyisme og obskurantisme

På ophavsretsområdet er multilaterale aftaler normen og er da også det eneste meningsfulde i en digital verden. Danmark ratificerede fx Bernerkonventionen i 1903, så det er altså ikke noget nyt med mellemstatslige handelsaftaler. Problemet med ACTA, og grunden til den globale opstand, er de brede og vage formuleringer, der skaber paranoia. Ét er, at man ikke har mulighed for at downloade de nyeste Hollywood-film, noget andet og væsentligere er, at demokratiske kultureksperimenter stækkes, og den kollaborative fremtid trues. Hvis det bare handler om at dæmme op for falsknerier fra Kina, så har man virkelig kommunikeret budskabet dårligt. Aftaler, der har en fundamental indvirkning på borgeres modi, bør debatteres indgående i civilsamfundet, før der træffes beslutninger. Det synes ikke at være sket i forbindelse med ACTA – først efter at regeringen havde erklæret sin støtte, begyndte den egentlige debat. Og det er for sent, fordi det lugter af Big Brother-kontrol, fordækt lobbyisme og patroniserende obskurantisme.

Ovenstående er bl.a. inspireret af Creative Commons-konceptet. Læs mere på creativecommons.dk.

Martin Arthur Andersen er cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet på specialet “Kampen om ophavsretten – ophavsrettens aktuelle problemer og potentialer med særligt henblik på konceptet Creative Commons”.