27.04.2012
Artikel

Supermodeller udforskes på tværs

Forskningsprojekter på tværs af datalogi og kommunikation er ikke noget nyt på KU. Men forskerne er enige om, at med et nyt samlende center bliver den daglige sparring og udveksling af ideer langt lettere.

Af Mette Engell Friis
Jakob Grue Simonsen virrer lidt med hovedet, som om han stikker det frem bag en dør.

“Det er den klassiske måde at lave god forskning på: lige at kunne stikke hovederne ind på hinandens kontorer og få nogle ting hurtigt afklaret”, siger han.

Han er lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, og lige i øjeblikket er han også involveret i et tværfagligt forskningsprojekt under Center for Communication and Computing. Sammen med forskerkolleger fra sit eget institut og Institut for Medier, Erkendelse og Kommunikation skal han nemlig være med til at give en ekstern opdragsgiver feedback på et computerspil, goSupermodel, som henvender sig til 9 til 15-årige piger.

Computerspilszonen ville gerne vide, hvordan deres brugere opfatter det. Hvad der får dem til at melde sig, hvordan de gebærder sig, når de spiller, og hvorfor de eventuelt hopper fra igen.

Forskerne har til daglig deres gang på forskellige adresser i København, men da de to institutter for nylig sammen har åbnet Center for Communication and Computing, har de haft mulighed for at have kontorer i nærheden af hinanden. Centret får ganske vist først egne lokaler fra næste sommer, men man råder allerede nu over en række kontorer, som forskergruppen kan bruge.

“Det betyder rigtigt meget at være fysisk tæt på hinanden”, siger Anne Mette Thorhauge, adjunkt på Institut for Medier, Erkendelse og Kommunikation.

“Det uformelle ved lige at kunne diskutere en idé over frokosten betyder meget”.

Godt med samarbejde på tværs
Begge forskere har tidligere lavet tværfaglige projekter, men goSupermodel er deres første egentlige tværfaglige forskningsprojekt, og de er ikke i tvivl om, at deres forskellige faglighed giver et betydeligt bedre og bredere resultat.
“For en datalog ville et typisk spørgsmål være: Er der en sammenhæng mellem, hvor ofte folk spiller, og hvor mange penge de bruger på spillet? Det er tal, vi kan udregne og analysere. En kommunikationsforsker ville så spørge: Ofte, hvad betyder det? Og hvad får spillerne ud af at spille? Kollegerne fra humaniora er langt bedre til at stille de rigtige, konkrete spørgsmål, mens vi er noget bedre til tal og analyser”, konstaterer Jakob Grue Simonsen.

For Anne Mette Thorhauge er tal og analyser ingenlunde fremmede. Da hun i sin tid skulle vælge fag, stod valget mellem film og medievidenskab eller fysik. Hun har også i længere tid været tilknyttet “digital kommunikation og æstetik” ved instituttet. Et projekt, som trækker på både humanistiske og mere samfundsvidenskabelige traditioner.
Derfor var goSupermodel blot en naturlig forlængelse af hendes hidtidige arbejde og interesse.

“Jeg synes, det er langt mere interessant at arbejde på tværs. Vi opnår at tænke nogle tanker og komme med konklusioner, som ligger ud over, hvad vi hver især kunne komme op med, hvis vi lavede projektet hver for sig”, siger hun.

“Vi fungerer også rigtigt godt sammen socialt, og det betyder givet også noget. Vi tør eksempelvis lettere smide nogle skæve tanker på bordet, tror jeg”.

Jakob Grue Simonsen nikker. Det sociale betyder noget. Og:

“Som Anne Mette siger, så tror jeg, det også betyder noget, at vi er lidt atypiske – ikke så fagnørdede måske. Da jeg skulle vælge studium, da jeg var 19 år, stod det mellem naturvidenskab bredt eller assyriologi. Og det er nok meget kendetegnende for hele vores gruppe på seks, at vi alle sammen interesserer os for hinandens fagområder”.

Hvad betyder system?

Når det er sagt, så kan de også begge gode historier om de andres nørderi eller om ord, som ikke nødvendigvis betyder det samme, afhængig af om man kommer fra naturvidenskab eller humaniora.

“Vi har da for eksempel haft vanskeligheder ved at forstå ordet “kommunikation”, som bestemt ikke dækker over det samme for en naturvidenskabsmand og et kommunikationsmenneske”, siger Jakob Grue Simonsen.

“Det samme med begreber som interaktion, system eller information”, tilføjer Anne Mette Thorhauge.

“Vi har hele tiden været opmærksomme på, at det er vigtigt at spørge til, hvad et begreb konkret betyder for de andre. Men som forskere er vi jo i forvejen vant til at spørge, indtil vi er ved sagens kerne, så det har ikke været noget problem”.

At samarbejdet ikke kun er en succes fra forskernes side, viser den tilbagemelding, de har fået fra Computerspilzonen. Den må ikke refereres offentligt, men man kan godt røbe, at aftagerne har været overordentligt tilfredse.
Så selv om dette forskningsprojekt nu er slut, for så vidt det handler om at indsamle data, så er de to forskere helt enige om, at samarbejdet ikke er det.

“Vi ser meget frem til, at det nye center rigtig bliver en realitet, og vi for alvor kan flytte fysisk sammen. Det bliver spændende at se, hvad det vil betyde af nye idéer og tiltag”, siger Anne Mette Thorhauge.

“Ja, vi er overhovedet ikke færdige med tværfagligt samarbejde. Spørgsmålet er kun, hvad det næste projekt bliver. Vi er ekstremt opsatte på at fortsætte under det nye center, og det er bestemt mit indtryk, at centerlederne ønsker at bakke op om de ildsjæle, der er, og være med til at skabe nye projekter”, siger Jakob Grue Simonsen.