13.04.2012
Artikel

Det' mit job: Goran TufeKovic

Goran TufeKovic, 36 år, Projektansat i DGI-byen, København, og selvstændig konsulent

Af Mette Engell Friis
Du arbejder i to projekter for målgruppen børn og unge med særlige udfordringer. Hvorfor har du valgt det fokus i dit arbejde?
Det har været super lærerigt at være med til at udvikle de to projekter, “Idræt – vejen til job” for unge mellem 18 og 30 år, og Go-Active, hvis primære målgruppe er socialt udsatte og inaktive 10 til 13-årige børn på Vesterbro.
I projektet “Idræt – vejen til job” oplever vi, at de unge tit bliver forvirrede af at blive sendt rundt i systemerne, at det har taget lang tid at finde den rette hjælp, at de i mange tilfælde overhovedet ikke har været bevidste om, hvad deres personlige udfordringer i forhold til at komme videre i livet egentlig er.

I projektet arbejder vi med, at ved langsomt at ændre på deres idrætsmæssige vaner kan de få et overskud til at ændre nogle mere grundlæggende og skadelige vaner i deres liv.

Målgruppen er jeg glad for. Jeg tror, jeg kan gøre en forskel for dem, fordi jeg kan genkende en del af mig selv i mange af dem, så jeg kan godt forestille mig at blive ved med at arbejde med børn og unge. Jeg vil så gerne være med til at tænde livs­gnisten i dem. Få dem til at forstå, at livet er fantastisk. At de hver især har noget at byde ind med i gruppen. Det er fantastisk at se, hvordan de langsomt går fra at være tilskuere til at blive mere aktive for så til sidst for alvor at komme ind i kampen igen.

Du er ikke uddannet pædagog – eller psykolog for den sags skyld, så du må indimellem stå i nogle situationer, der er svære at tackle. Hvordan klarer du det?
Jeg prøver mig frem. Og jeg prøver at søge viden der, hvor den er. Jeg er for eksempel i kontakt med SIND i øjeblikket, fordi jeg gerne vil udvikle et gruppeforløb med samtaler for de unge i projektet “Idræt – vejen til job”. De slås med nogle meget store ting, og jeg synes, det er vigtigt, at der kommer en professionel psykolog ind over og kører et forløb.
Ellers handler det meget om learning by doing. For eksempel havde jeg gået og tænkt over, at jeg gerne ville have en lille føling med, hvordan de unge har det, når vi mødes om morgenen. Men at tage en længere snak om det dur ikke. En dag stod jeg og så på et lyskryds og tænkte: Det kan vi bruge! Så nu starter vi hver dag med lige at sige, om humøret er på rødt, gult eller grønt.

Og hvordan passer du på dig selv?
Jeg har lige fået et forløb med en coach. Det ser jeg meget frem til. Det skulle jeg nok have talt med min leder om tidligere, men jeg har faktisk ikke tænkt over det.

Normalt løber jeg en tur, når jeg har brug for at afreagere eller tænke over et eller andet. Jeg har en aftale om, at jeg ikke skal forklare det over for nogen. Jeg har mit løbetøj liggende på kontoret, så jeg kan tage en tur over på Islands Brygge eller gå ned i parken og lave noget yoga. Det er min måde at bearbejde tingene på, at få dem ned i kroppen.

Jeg har prøvet at se, om jeg kunne komme på sådan en art “pas på dig selv”-kursus, men det er typisk en lukket fest for sygeplejersker eller socialrådgivere. I stedet har jeg været på meditations- og yogakurser, og derhjemme har jeg tre Buddha-figurer stående på mit natbord. De holder alle hænderne frem foran maven eller hjertet på en beskyttende måde. Dem ser jeg på hver aften og hver morgen for at minde mig selv om, at jeg skal huske at beskytte mig selv lidt bedre.

Og fremtiden? Til sommer stopper Go-­Active, og du ved ikke, hvor længe “Idræt – vejen til job” fortsætter. Så hvad forestiller du dig ­videre?
Snart tager jeg en måned fri og rejser til Australien. Jeg har brug for at komme væk – langt væk – indimellem. Denne gang bliver det Australien, fordi jeg på en konference hørte en fortælle om et projekt i Melbourne, Headspace. Det handler om, at unge kan komme direkte ind fra gaden og få hjælp og svar på nogle af deres spørgsmål om deres liv og fremtid. Der sidder professionelle rådgivere fra flere fag, så det hele kan ordnes det samme sted. Det, synes jeg, lyder meget inspirerende, og det vil jeg gerne undersøge nærmere.

Jeg tror på, at vi kan koordinere tingene mere effektivt, og ser et stort potentiale i samarbejde med erhvervslivet. Det har vi gjort i vores projekt, og det har givet bonus på bundlinjen hos de unge såvel som på det offentliges og virksomhedernes CSR-profiler.

Mine erfaringer har i det hele taget overbevist mig om, at mine kompetencer vil være eftertragtede i andre virksomheder, som med simple midler og et fællesskab omkring idrætten kan gøre en stor forskel i menneskers liv.