23.03.2012
Artikel

Løntilskud – et Janushoved

KOMMENTAR af Peter Grods Hansen, formand for DM Offenlig

Det er kommunerne, der er de helt store forbrugere af løntilskud – både generelt og i forhold til DM’s medlemmer. Således udgør løntilskudsjob for DM’s privatansatte medlemmers vedkommende blot 14 %.

DM’s nyeste undersøgelse viser, som det fremgik af Magisterbladet nr. 5/2012, at langt de fleste selv ønsker ansættelse i løntilskudsjob, og at ikke mindre end 80 % selv har fundet jobbet.

Undersøgelsen viser samtidig det glædelige, at mange medlemmer, som har været i løntilskud, faktisk ender med en ordinær ansættelse – halvdelen af dem bliver faktisk ansat på samme arbejdsplads.

Det er godt og fornuftigt, at de ledige får erfaring, netværk og fundament til at komme videre til en ordinær beskæftigelse.

Imidlertid er der to store problemer med den stigende anvendelse af løntilskudsjob i det offentlige. Problemer, som i betænkelig grad nærmer sig et egentligt misbrug af ordningen.

Det kommer ikke bag på nogen, at såvel kommunerne som staten gennem de seneste år har været udsat for store besparelser, som også for DM’s medlemmer har resulteret i afskedigelser, manglende genbesættelse af ledige stillinger og stigende ledighed. Samtidig er anvendelsen af løntilskud i det offentlige steget eksplosivt. De fire største kommuner havde således fra 2009 til 2010 en stigning af ansættelser i løntilskud på mere end 50 %. En stigning, som ikke ser ud til at være mindre her i starten af 2012.

Det er naturligvis glædeligt, at det offentlige er sit ansvar bevidst i forhold til at skaffe ledige fodfæste på arbejdsmarkedet. Men det er dybt betænkeligt, at løntilskudsansættelser tilsyneladende bliver brugt til at få det samme arbejde gjort for færre penge.

Det er ikke meningen, at løntilskud skal erstatte ordinære ansættelser – selv ikke i en såkaldt krisetid. Det er heller ikke meningen, at offentlige institutioner i realiteten kun kan udføre deres opgaver gennem ansættelse af medarbejdere i løntilskud.

Arbejdsmarkedsstyrelsen formulerer det meget klart: “Det er ikke tilladt at blive ansat med løntilskud i den virksomhed, hvor man senest har været ordinært ansat eller ansat med løntilskud.

Det er ikke tilladt at ansætte ledige i stillinger, der erstatter fyrede medarbejdere (merbeskæftigelseskravet), og at der skal være et rimeligt forhold imellem antallet af ordinært ansatte, personer i virksomhedspraktik og personer ansat med løntilskud”.

Som nævnt kan ansættelse i løntilskud give erfaring, netværk og bedre afsæt til efterfølgende ansættelse i ordinær beskæftigelse. Det vil også være tilfældet, at man gennem en sådan ansættelse opnår et særligt indgående kendskab til det aktuelle forvaltningsområde. Og det er klart, at dette kendskab og erhvervede netværk på mange områder skaber bedre grundlag for at kunne søge og få ordinær beskæftigelse på netop dette område.

Det er imidlertid dybt bekymrende, hvis ansættelse i løntilskud i realiteten bliver en forudsætning for at få ordinær beskæftigelse. For det første fordi der ikke skal indføres trainee-stillinger ad bagdøren i det offentlige – en situation, hvor arbejdsgiveren ganske omkostningsfrit kan skille sig af med en ansat medarbejder og en ubetalt prøveperiode – og for det andet fordi en sådan praksis vil gøre det endnu vanskeligere for nyuddannede at undgå længere ledighedsperioder efter endt uddannelse.

Den seneste tids debat om anvendelsen af løntilskud i kommunerne, særligt Københavns Kommune, kan kun hilses velkommen. Det er på tide at få skabt klare regler for, hvad vi vil bruge løntilskudsansættelserne til, og hvad vi bestemt ikke skal bruge dem til.

Det er således afgørende at slå fast, at det drejer sig om at støtte den ledige til at få større muligheder for ordinær beskæftigelse. Det drejer sig ikke om, at kommunerne skal have løst de samme opgaver for færre midler – og det drejer sig slet ikke om, at der dermed skabes et offentligt gråzone-arbejdsmarked.

Hvis og når det offentlige skal spare og skære ned, hvad der åbenbart er tilfældet, så skal det samtidig besluttes, hvilke opgaver der ikke skal løses. Det vil være ødelæggende for arbejdsmarkedet i almindelighed og det offentlige arbejdsmarked i særdeleshed, at ordinær beskæftigelse blot erstattes af gratisarbejde, og der indføres ubetalte prøveperioder inden ansættelsen.

Lad mig håbe, at dette synspunkt deles af såvel regeringen som de offentlige arbejdsgivere.