09.03.2012
Artikel

Den sorteste dag i et arbejdsliv

Ligesom 28 andre kolleger på UCC blev Margrethe Gade indkaldt til møde hos chefen en mandag morgen i december. To uger senere havde hun indgået en fratrædelsesaftale. Sorgen over at blive tvunget til at forlade en fantastisk arbejdsplads er hun ved at overvinde. Men selv for et overskudsmenneske er vreden over en sjusket og brutal proces svær at komme sig over.

Af Pernille Siegumfeldt

Det var drømmejobbet, der faldt ned i Margrethe Gades turban, da hun i 2010 blev tilbudt en stilling som uddannelseskonsulent i professionsinstituttet KLEO under UCC i København.

I mange år havde hun arbejdet med ledelses- og organisationsudvikling, både som chef for KVU, forstander for et stort VUC og senest som uddannelsesleder på Køge Handelsskole og Niels Brock. Fra sine mange år i det statslige og amtslige uddannelsesvæsen vidste hun, at KLEO havde et godt ry, både som arbejdsplads og som konsulenthus.

“I det job kunne jeg forfølge alt det sjove og bruge hele summen af mine hidtidige erhvervserfaringer. Desuden var arbejdsmiljøet præget af en kærlig kollegial kappestrid og et fantastisk vidensdelingsmiljø. Rent fagligt kom jeg hjem, da jeg begyndte i KLEO, så det var også min livsdrøm, der blev stoppet brat den 5. december sidste år”, fortæller Margrethe Gade.

Lidt mild voodoo
Hun er 56 år, oprindeligt uddannet cand.mag. i engelsk og historie. I 2005 tog hun en systemisk lederuddannelse og besluttede at rette fokus mere ensidigt mod lederudviklingsopgaver. Ved siden af sine forskellige job har Margrethe Gade været medforfatter på et par bøger om coaching.

At det kun er to måneder siden, hun blev fritstillet fra sin arbejdsplads gennem to år, er svært at tro, når man sidder i hendes store, lyse hjemmekontor på førstesalen af den nedlagte landejendom i Øm ved Roskilde, som hun deler med sin mand. Faglitteraturen fylder reolerne godt ud, og i kalenderen er der allerede aftaler om gode freelanceopgaver i de kommende måneder. Det firma, hun har etableret sammen med et par tidligere kolleger, og som tilbyder coaching og innovationsrådgivning, har fået en lovende start. Energien brænder igennem, og Margrethe Gade ligner ikke på nogen måder en, der for nylig har været nede at bide i gulvtæppet.

“Vrede, humor og et optimistisk livssyn kan være et godt brændstof”, konstaterer hun tørt.

“Jeg har ikke på noget tidspunkt haft behov for at tage imod tilbuddet om psykologhjælp. Men jeg har flere gange ønsket mig en coach og en boksebold med et billede på af ham, der fyrede mig”, forklarer hun.

Tabte vejret
At hun også har haft mange svære dage og følt et tab og en stor sorg, lægger hun ikke skjul på. Den 5. december sidste år var på alle måder den sorteste dag i hendes professionelle liv.

“Jeg må have haft en sjette sans. Natten til mandag havde jeg mange mærkelige drømme, og jeg sov rigtig dårligt. Vi var alle blevet bedt om at sidde ved vores computer mandag morgen klokken ni. Da mailen kom, og jeg blev bedt om at møde hos min chef, tabte jeg simpelthen vejret. Jeg gik i chok, greb helt fysisk ud efter min nærmeste kollega for ikke at miste balancen. Det viste sig, at hun havde fået samme besked”, fortæller Margrethe Gade.

Hendes hoved var ét stort kaos, og hun læste mailen igen og igen, selv om hun godt vidste, hvad der skulle ske.

“Det var som at stå ved siden af sig selv. Det var svært at tro på, at det var rigtigt. Benægtelsen varede flere dage, dog uden at jeg på noget tidspunkt nærede et urealistisk håb om, at de ville trække fyringen tilbage, eller at der var sket en fejl”, bedyrer hun.

På dagen for hendes fyring var hun konstant mandsopdækket af sin tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant og kollegerne. DM’s faglige konsulent dukkede op på arbejdspladsen dagen efter, og Margrethe Gade lod sig trøste af alle. Hendes studerende blev sendt hjem. En eksamen, som hendes ligeledes fyringsvarslede kollega havde ansvar for, måtte også udskydes. Meget uelegant håndteret af instituttet, mener hun.

Beklikket på kompetencerne
Det sidste halve år i KLEO havde ikke været sjovt.

Allerede i sommeren 2011 fik medarbejderne at vide, at tre professionsinstitutter – KLEO, DIDAK og PAPS – skulle lægges sammen til ét. Rationalet var økonomiske besparelser på fire millioner kroner, en ordentlig sum at skulle indhente på ganske kort tid, erkender Margrethe Gade. 

“Alligevel sætter jeg spørgsmålstegn ved, om ikke sammenlægningsprocessen kunne have bibragt meget mere energi og fremtidshåb til instituttets medarbejdere, hvis de fx havde været aktivt inddraget i at skabe det nye institut, også med økonomisk ansvarlighed, lige fra starten. Måske havde det betydet færre afskedigelser, flere fratrædelser og mere nytænkning i processen med at finde indtægtsgivende opgaver”, mener Margrethe Gade.

“Jeg er selv blevet afskediget fra et lederjob før i forbindelse med en fusion af tre VUC’er. Jeg har også selv været med til at afskedige ansatte, men jeg har aldrig oplevet noget så brutalt som nedbrydningen af KLEO. Det er en af de mest velfungerende arbejdspladser, jeg har kendt, og tilmed indtægtsgivende, og på kun et halvt år er den ene dygtige chef og medarbejder efter den anden forsvundet. Der er blevet udvist en respektløshed over for os ansatte og over for den kærlighed, mange af os har til vores arbejde. Fx fik en række mellemledere på et møde, hvor samtlige medarbejdere var til stede, for første gang besked om, at deres stillinger ville blive nedlagt. Det er på alle måder uetisk”, fortæller Margrethe Gade.

Et andet kritikpunkt, hun hviler ved, er begrundelsen for hendes fyring.

“Jeg og mine to andre kolleger, der også blev varslet, fik at vide, at vores kompetencer var dem, som bedst kunne undværes i organisationen. Den historie tror jeg ikke på. Jeg har fået toptilbagemeldinger på mit arbejde, hvad enten jeg har undervist, vejledt eller været projektleder. Jeg har lige fået min lektorbedømmelse ind ad døren – den kunne ikke være flottere. Og pludselig bliver jeg beklikket på mine kompetencer. UCC kunne sagtens have præsenteret os, der blev varslet, for et rationelt og analytisk funderet perspektiv i deres dispositioner. I stedet åbner de for et kolossalt fantasirum, som kan skade mit selvværd, hvis jeg ikke passer på. Det er meget sjusket”, understreger Margrethe Gade.

En tæt opbakning fra såvel nuværende og gamle kolleger og venner og familie har været uvurderlig for den tidligere KLEO-medarbejder. Hun har taget imod alle de knus, hun har kunnet komme i nærheden af, og hun har også givet sig selv lov og tid til at være både ked af det og rasende.

“Min fritstilling var vigtig. Det er urimeligt at bede folk om fortsat at arbejde loyalt for en arbejdsplads, som alligevel ikke er deres længere. Jeg er siden blevet tilbudt at undervise på instituttet på timelærervilkår, men jeg vil ikke på så forringede betingelser”, siger Margrethe Gade.

“Efterhånden er jeg ved at nå til et punkt, hvor jeg også kan glæde mig over ikke at være tynget af langsommeligheden og normerne i en stor organisation. Jeg glæder mig også til at bygge noget nyt op sammen med to andre selvstændige. Jeg er ikke den ensomme rytter, og jeg ved nu, at jeg skal være en del af et fællesskab”.