24.02.2012
Artikel

Kulturel skam og arbejdets omsig­gribende værdi

Af Mette Rosendal Strandbygaard

KRONIK

“Efter at jeg har fået det her arbejde, vover jeg mig igen med til gadefester og lignende. Men jeg fortæller ikke lige om mine ansættelsesforhold som det første”, (kvinde, 48 år).

Citatet her stammer fra et interview med en kvinde, der er ansat som fleksjobber i en socialøkonomisk virksomhed. Virksomheden fungerede som mit feltsted for et tre måneder langt etnografisk feltarbejde og som mit afsæt for undersøgelser omkring arbejdets sociale og kulturelle betydninger i forbindelse med et speciale i pædagogisk antropologi.

Udtalelsen ovenfor var en af mange, der beskrev de ambivalente følelser, som var forbundet med at arbejde på særlige vilkår. Denne kronik argumenterer for, at disse oplevelser er forbundet med, at arbejdet bliver tillagt en “omsiggribende værdi”. Nedsat arbejdsevne bliver derfor i udbredt grad fortolket som udslag for manglende vilje og moral, hvorfor nedsat arbejdsevne eller arbejde på særlige vilkår med filosoffen Agnes Hellers begreb fører til forskellige former for “kulturel skam”. Kulturel skam er ifølge Heller en følelse, som er afhængig af en autoritativ dom over menneskelige handlinger, hvor autoriteten er repræsenteret af “de andres øjne” og er udtrykt ved sociale sæder, ritualer, vaner og kulturelle koder (Heller 1985).

Soldat i nationens tjeneste
I dag argumenteres der bredt i det politiske spektrum for, at borgernes arbejdsbidrag er afgørende for bevarelsen af velfærdssamfundet. Der bliver appelleret til vores moral og ansvarsfølelse: Alle må yde ekstra, hvis vi skal komme igennem den økonomiske krise og finde et modsvar til den demografiske udvikling. Samtidig er Danmark i stigende grad begyndt at opfatte sig selv som en konkurrencestat, og arbejde forstås som statens primære værn mod globaliseringen (Grafe, 2006).

Denne udvikling ses blandt andet i folkeskoleloven fra 2006, hvor den enkelte nu skal uddanne sig til “soldat” i nationernes konkurrence i modsætning til målsætningen i folkeskoleloven fra 1975, hvor den primære opgave var den enkeltes dannelse til deltagelse i et demokratisk samfund (Pedersen 2010). Nationerne kæmper om økonomisk vækst. Når den officielle vurdering af en borgers værd afhænger af, hvorvidt han er en god soldat i konkurrencestatens tjeneste, falder vurderingen sjældent godt ud for mennesker med nedsat arbejdsevne. Parallelt hermed hersker der en udbredt forestilling om, at den enkelte selv er ansvarlig for egen sygdom, hvorfor nedsat arbejdsevne kan aflæses som et fejlagtigt levet liv (Honneth, 2010). Logikken lyder, at individer med nedsat arbejdsevne kunne have taget bedre vare på sig selv. Samtidig synes krigsmetaforikken at pege på, at det nu er arbejdsdeltagelsen, der er afgørende for, hvorvidt borgeren ærefuldt tjener sit land eller skamfuldt undlader at yde sin borgerpligt. Værdien af arbejdsbidraget bliver i dette perspektiv vurderet økonomisk: Tjener du penge til konkurrencestaten, er du en dygtig soldat, koster du penge, er du en dårlig soldat eller måske endda desertør eller landsforræder. I denne betydning etableres der en effektfuld sammenhæng mellem økonomisk og moralsk værdi, hvor den enkelte borger får pålagt et medansvar for at løse opgaven om konkurrencestatens sejr.

Bekvemmelige og umoralske
I efteråret 2010, hvor jeg var i felten, blev det rummelige arbejdsmarked og fleksjobordningens uforventede store succes diskuteret. Stadig flere borgere benyttede sig af ordningen, hvilket gav anledning til politiske forhandlinger om ordningen. Daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) sagde eksempelvis: “Fleksjobordningen har udviklet sig til en gunstig ordning for både arbejdsgivere og lønmodtagere” (Fleksicurity 2010). I Støjbergs udtalelse ligger forestillingen om, at visse af de visiterede netop ikke har et reelt behov, men har truffet et bekvemmelighedsvalg. De mangler viljen til at arbejde fuld tid. Dermed lever de ikke op til arbejdspligten, de bliver som gruppe mistænkeliggjort som umoralske og opnår ikke den samfundsmæssige anerkendelse, der er forbundet med at arbejde på ordinære vilkår. De enkelte individer bliver gjort ansvarlige for den nedsatte arbejdsevne, der fortolkes som udtryk for manglende vilje eller dårlig moral.

Selv når anklagerne om manglende vilje føles voldsomme og uretfærdige, eksisterer skammen. I det indledende citat ovenfor værnede kvinden sig mod den kulturelle skam gennem selvcensur. Samtidig fortalte hun, at hun virkelig ikke kunne arbejde mere, og at hun ville give sin “højre arm for at være rask og arbejde på ordinære vilkår”. Trods det orkede hun ikke at skulle forsvare og forklare sig og forblev tavs om sine arbejdsvilkår.

Der blev også anvendt andre teknikker til at imødegå den kulturelle skam og opnå social og kulturel anerkendelse. En ansat reagerede eksempelvis på reformudspillet ved at tage til genmæle gennem landsdækkende aviser, hvor han blandt andet skrev, “at man ikke kan piske en syg til at blive rask”. Han og andre var vrede og frustrerede over, at den nedsatte arbejdsevne blev tolket som et bekvemmelighedsvalg, og han kæmpede for at give fleksjobbere som gruppe en stemme i kampen om anerkendelse. En sådan handling kan med Heller forstås som teknik til at aflægge sig skammen. Medlemskab af grupper kan give anledning til at aflægge sig den individuelle skam og omsætte den til en form for social diskrimination.

Nogle informanter gav udtryk for, at den kollektive identitet som fleksjobber også var forbundet med særlig positive kvaliteter, og søgte derigennem at lave en slags kompenserende modkultur. Jeg oplevede udtalelser som, “der er mange livskloge mennesker her” og forestillinger om at opnå fornyet styrke og selvindsigt, efter at man “havde slået sig på livet og havde rejst sig igen”. Hermed blev fleksjob­identiteten gjort til en positiv identitetsmarkør, hvor dyrt købte livserfaringer havde givet et livsklogt afkast i et forsøg på at opnå en kompenserende respekt og genvinde æren (Honneth).

Slagene fra det fleksible arbejdsliv
Ovenstående er eksempler på, hvordan den udbredte forestilling om arbejdets værdi på politisk niveau, hvor økonomiske og moralske betydninger effektivt forbindes, bliver afgørende for den enkelte borger. Idet borgeren ikke formår at leve op til idealet om “den gode soldat” i nationernes konkurrence, fører det til følelser af kulturel skam.

Det kunne være interessant, hvis diskussionerne vedrørende arbejdsmarkedet også fokuserede på de strukturelle medårsager til, at en stadig større gruppe borgere “slår sig” på vidensøkonomiens fleksible arbejdsliv. I stedet for at ansvarliggøre og stigmatisere en hel gruppe af mennesker med nedsat arbejdsevne synes det mere eftertragtelsesværdigt at indrette arbejdssamfundet Danmark, så borgerne kan bevare deres evne til at arbejde og dermed få adgang til samfundsmæssig anerkendelse og respekt.